Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Aldrig saa snart har Sommersolen begyndt at kaste sine varmende Straaler nedover Storbyens Tage, før der dybt i de fleste Menneskers Sind fødes en stadig voksende Længsel efter at kunne kaste alle Lænker af sig og drage ud i Guds frie Natur.

Thi nok har Mennesket indordnet sig under Industriens Jerngreb og er – ganske vist mere eller mindre – frivilligt gaaet med til et Liv i systembundet Arbejdstid, men mere maskinmæssigt er det dog ikke blevet, end at Solskinnets Kalden i dets Sind vækker Længsler til Live, der afføder Drømme om en Tilværelse hinsides dundrende og klaprende Maskiner.

Denne Længsel var det, der efter lang og bitter Kamp tvang Arbejdsgiverne til at indføre Begrebet "Ferie" i Arbejdernes Liv, og næppe noget andet har som dette Begreb formaaet at kaste Lys ind i Millioner og atter Millioner af Menneskers Tilværelse.

Ferie! – Staar dette fortryllende Ord ikke i en skærende Modsætning til Begrebet "Tvang"? Ser vi ikke alle hen til Ferien som den Tid, i hvilken det er os, der er "Herre", os "der bestemmer"? Jo mere Ferien nærmer sig, desto stærkere vokser den Følelse af Tvang, vi ellers ikke saa udpræget mærker ved vort daglige Arbejde, til en utaalelig Tilstand, og næppe nogen anden Dag i Aaret drages Vejret saa frit som den Dag Fabrikens Porte lukker sig bag den unge Mand og Kvinde, og de ved sig overladt til en 8 eller 14 Dages Sommerferie.

Naturligvis maa jeg indskyde, at den her skildrede Tilstand af stigende Længsel efter Ferie selvfølgelig er størst hos de Mennesker, der – i Kampen for det daglige Brød – er undergivet Arbejde, som overhovedet ikke er i Stand til at aftvinge dem Gnist af Interesse, og mindst der, hvor man ligefrem elsker sit Arbejde saa højt, at det i sig selv rummer alle Feriens Velsignelser. Men da den sidste Tilstand endnu forekommer de fleste utænkelig, er det paa Forhaand givet, at det store Flertal maa anse Ferien som den altoverskyggende Kontrast til deres daglige Liv.

Da jeg selv i Aar har været saa heldig at faa en endog usædvanlig lang Ferie, nemlig en Maaned, der dog, som det fremgaar af ovennævnte Analyse, ikke var saa tiltrængt som mange andres, har jeg tænkt, at det maaske kunde interessere "Kosmos" Læsere at høre lidt om, hvorledes en Ferie kan tilbringes, idet den almindelige Form med Rejser, Cykleture, Teltlejre og Strandliv a la Bellevue jo sikkert er saa godt kendt, at en Beskrivelse af dem i Martinus Blad vilde nærme sig det overflødige.

Jeg havde den Glæde, sammen med to af mine bedste Venner, at blive inviteret ned til Sejrøbugten hos to af "Livets Bog"s Læsere. Navnene er ligegyldige her, alene den Meddelelse, at det var Mennesker med samme Interesser som jeg selv, borgede jo for, at Opholdet ikke vilde blive et omtrent aandløst Slaraffenliv.

Nuvel, henflyttet til et af Sjællands skønneste Steder, tror jeg at kunne sige, at vi alle her har oplevet nogle af vort nuværende Livs lykkeligste Øjeblikke; thi ind imellem Badning, Ture og Lytten til Fuglesang og Havets vidunderlige Brusen, der ligesom kærtegner en helt ind i Sjælen, har vi dagligt Stykke for Stykke gennemgaaet "Livets Bog"s sjette Kapitel: "Fra Dyr til Menneske". Hvilken Nydelse en saadan Gennemgang er i de allerede beskrevne Omgivelser, maa det overlades til Læserens egen Fantasi at udmale sig.

Nogle af Martinus Modstandere har engang udtalt at "Livets Bog" var for bredt skrevet, skrevet i "Kancelliraadsstil" som de udtrykte sig, men en virkelig tænksom Gennemgang af nævnte Kapitel, vil vise enhver ærlig Læser, at Martinus, uden at det af virkeligt Sandhedssøgende vilde blive opfattet som en Undervurdering af deres Aandsevner, kunde have ladet det fylde mindst dobbelt saa meget.

For Aar tilbage, netop som jeg havde lært Martinus at kende, omtalte jeg hans Arbejde og Idéer for "Politiken"s tidligere Chefredaktør, Henrik Cavling, og han sendte mig da efter Samtalen et Brev, i hvilken følgende Sætning forekom: "Jeg synes det er urimeligt at bortkaste sin Smule Ungdomstid paa Spørgsmaal, der naturligt har deres Plads i Eftervaaren eller Tusmørket!" – Kort Tid efter besøgte jeg ham igen, han var da sengeliggende og siddende paa hans Sengekant fortalte jeg ham da om Martinus Fremstilling af det levende Væsens Udvikling fra Dyr til Menneske, en Fremstilling han lyttede saa intenst til, at han siden skrev til mig, som et Udtryk for hans Opfattelse af denne Sag: "Hvad skal man tro, blot jeg hører Martinus Navn føler jeg det som Spænding!" – Netop den Evne har det Kapitel at afføde i et modtageligt Menneskesind, det er som om man ved Læsningen af det for første Gang føler en fast Klippe under sine Fødder, som om man i det fjerne aner det første virkelige Glimt af en ny Tids etiske Opfattelse. Og af samtlige Kapitler i "Livets Bog" er der vel ingen, der som dette hensætter den Søgende i en næsten smertefyldt Længsel efter de kommende Bind.

Mange vil maaske finde denne Beskrivelse farvet af Enthusiasme, men i Opfattelsen af Sandheden maa enhver svare for sig, og for mig og de af mine Venner, som jeg i Øjeblikket ferierer sammen med, har dette Kapitel i disse sol- og skønhedsfyldte Dage ligesom givet Følelsen af et Overblik, der ikke et Sekund lader os i Tvivl om, hvem vi i Kapitlets Forfatter har med at gøre, – og at vi i al vor Stræben vil søge at holde os hans Lære efterrettelig.

En stor engelsk Bladkonge besøger i denne Tid vort Land. Han er Leder af en Bladkoncern, hvis Læsere tælles i Millioner. Til et af vore førende Blade har denne Mand i et Interview offentligt udtalt: "Hvis der er nogen, som prøver at bilde Dem noget andet ind, (c: end at alle kæmper for Penge, Magt og Ambition), noget om "Verdens Frelse" og "Menneskehedens Vel", – saa vær sikker paa, at det er en Humbugsmager med større eller mindre Talent!"

Da jeg læste det, tog jeg mig uvilkaarligt til Hovedet og spurgte mig selv, om det alligevel ikke var for varmt til at læse, men nej, det stod der sort paa hvidt.

Kommentarer er naturligvis overflødige, men er Tilstandene i Verden egentlig saa ubegribelige, naar en storstilet Presse opdrager sine Læsere til en saadan Livsopfattelse? Hvor pragtfuldt er det saa ikke gennem "Livets Bog"s sjette Kapitel at kunne skimte de Bevidsthedslag, hvorfra saadanne Udtalelser kan flyde og med Nazaræeren erkende: "Fader forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre!"

Før jeg slutter denne lille Artikel om, hvad der kan røre sig i et Menneskesind i en Ferie levet under den Aand, der hersker i Martinus Arbejde, vil jeg lige berøre et Punkt, som sikkert vil være af Interesse for mange, nemlig: Madspørgsmaalet.

At vi alle er Vegetarer er naturligvis givet, men medens man saa hyppigt hører den Paastand fremsat, at det er dyrt at leve af Grøntsager, kan jeg hermed til Glæde for enhver af Vegetarismens Venner meddele, at vi fem voksne Mennesker her lever aldeles brillant for hver i siger og skriver een Kr. daglig, – og ovenikøbet lever saadan, at jeg, der her havde haabet at blive af med et Par overflødige Kilo, ustandseligt befinder mig i Fare for at se dem forøget.

Som Læserne vil forstaa, nytter det altsaa ikke i Fremtiden at komme og fortælle mig, at det er dyrt at leve af Grøntsager, – en Paastand Martinus Husholdning for Resten har modbevist i al den Tid, jeg har kendt den.

Og maa jeg saa, før jeg atter lægger Pennen, fremkomme med et lille Forslag til Læsernes velvillige Overvejelse, nemlig dette: – Hvad om alle vi, der igennem "Livets Bog" og Martinus er kommet til en for os ny Opfattelse af Tilværelsen, til næste Sommer lavede vor egen lille Kongres? En Sommerlejr, hvor vi i nogle Dages Samvær drøftede nogle af de Problemer, Martinus har opfyldt vor Bevidsthed med, og – hvem ved – maaske fik ham selv til at holde et Par Foredrag for os?

Dersom mit lille Forslag har Interesse, da send mig et Par Ord og jeg skal da gøre alt, hvad jeg kan, for at føre Idéen ud i Virkeligheden.

Som sagt, mine Erfaringer fra Sommerferien i Aar siger mig, at vi kunde faa nogle pragtfulde Dage sammen!