Kosmos 1986/12 side 238
kosmologi og homoseksualitet
Kosmologiens syn på homoseksualitet er svær at fortolke, skriver en læser til os. Her følger et uddrag af hans brev.
Jeg ved godt, at vi skal stræbe efter at blive mennesker i Guds billede. Vi skal elske alle og ikke favorisere nogen på grund af køn. Men det er jo netop det, jeg gør. Jeg favoriserer mit eget køn frem for andre på seksualitetens område. – Er det forkert? – Biseksualitet stemmer måske bedre med kosmologiens lære? – Der kan måske ikke gives éntydige svar på disse spørgsmål, men nogen vejledning vil man jo gerne have, – om man er på forkert spor eller ikke.
Er homoseksualitet noget, man skal forsøge at arbejde sig ud af? – eller noget, man skal opmuntre? Er det et naturligt led i udviklingen? Er det sundt? – er det farligt, at være homoseksuel?
Dette er nogle af de spørgsmål, som jeg stiller mig selv, og som jeg gerne ville kunne udrede. Findes der noget svar? – Til gengæld kan man spørge sig selv, hvordan dette sindelag, denne situation kan opstå, hvis den ikke er naturlig. – Trods alt er jeg ikke ensom, for der er jo mange, der føler som jeg.-
A.C.
Svar
Homoseksualitet er en af de mange variationer, der er indbygget i den menneskelige livsudfoldelse, og da den som følge deraf hører den menneskelige natur til som en mulighed, synes jeg ikke, man kan kalde den for "unaturlig". Men lad os nu vende tilbage til begyndelsen af dit spørgsmål. Martinus kosmologi er ikke en lære i den forstand, at den fortæller én, hvad man skal gøre og ikke gøre. Martinus har givet en logisk forklaring på mange af tilværelsens svært gennemskuelige årsagssammenhænge, og på basis af disse forklaringer kan man så drage sine konklusioner og finde ud af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for én at gøre i forskellige af livets situationer. (1). Imidlertid kan man ikke på grundlag af denne teoretiske viden vælge og vrage om man vil være heteroseksuel, homoseksuel eller biseksuel. Men man kan få noget at vide om, hvorfor nogle mennesker er det ene, og andre noget andet. Og man kan også følge Martinus analyser over udviklingens gang og få sin nysgerrighed med hensyn til fremtiden tilfredsstillet, samtidig med at man kan tilegne sig et større overblik over sin nuværende position i denne udvikling.
Det er rigtigt, at udviklingen ifølge Martinus går i retning af, at vi i fremtidige inkarnationer vil finde det mest naturligt i enhver henseende at elske vor næste som os selv, uanset køn, men denne seksuelle frigørelse fra ensidigt hetero- eller homoseksuelle forhold er ikke betinget af en seksuel træning i at omgås det køn, man føler sig mindst tiltrukket af. Den fremtidige køns-uafhængige tilstand hører sammen med udviklingen af en kønsløs, ny fysisk anatomi kombineret med en øget evne til at sanse kærtegn; og alt dette udspringer igen af udviklingen af en noget anden psyke end den, der i dag er fremherskende hos menneskene (2).
Hvad er da dét for en psyke? Ja, ifølge Martinus går udviklingen i retning af øget evne til at tilgive og dermed at elske den restgruppe af menneskeheden, man føler sig ligegyldig overfor eller måske direkte frastødt af. Derfor er det ifølge Martinus først og fremmest evnen til at tilgive, det kan betale sig at opøve. Da ordet "tilgive" ikke længere indgår så hyppigt i moderne sprogbrug, skal jeg for en sikkerheds skyld her nævne ....: at "tilgive" er noget med ikke at blive sur, indigneret, irriteret, vred eller hævngerrig på et eller flere medvæsener, men tværtimod forstå den dybere baggrund for disse menneskers ubehagelige væremåde over for én. Og det er i øvrigt en forståelse, hvor Martinus Kosmologi som en slags teori kan medvirke til at afstive den erkendelse eller fornemmelse, man selv er nået frem til ved at gøre sine egne iagttagelser.
Med hensyn til, om det er sundt at være homoseksuel, kan jeg kun svare, at det ifølge Martinus ikke er sundt at undertrykke et seksuelt begær ved at være fuldstændig afholdende (3). Men det er vigtigt i denne forbindelse at understrege det store ansvar, man som homoseksuel har, når det drejer sig om ikke at udøve vold på andre menneskers medfødte seksuelle orientering gennem overtalelse eller forførelse (4). Ifølge Martinus er det nemlig sådanne i forudgående inkarnationer forførte mennesker, der i dag fremtræder som homoseksuelle (5). Med hensyn til faremomenter i øvrigt, så vil de ligesom for heteroseksuelle forhold naturligvis afhænge af, hvilken beskyttelse man fysisk såvel som psykisk er i stand til at mobilisere, hvilket igen afhænger af erfaringer og den naturlige modenhed, som deraf følger.
Homoseksualitet er ikke noget "naturligt" (her forstået som: nødvendigt eller uomgængeligt) led i udviklingen. Martinus kalder homoseksualitet for en "afsporing" (5), så længe tilgivelsesevnen ikke er fuldt udviklet, og han hævder på basis af sine analyser over "den seksuelle poludvikling", at homoseksuelle menneskers udvikling må bringes så meget tilbage til det normale, at evnen til at blive forelsket samt alle de kontroverser, der i mange tilfælde karakteriserer et parforhold, kan udleves i heteroseksuelt regie (6). Homoseksualitet er således absolut ikke noget, man skal forsøge at opmuntre. Om man skal forsøge at arbejde sig ud af det, må afhænge af ens egen frie vilje, der dog ikke er mere fri, end at den dikteres af ens erfaringer. Og ifølge Martinus vil disse erfaringer for den homoseksuelles vedkommende gruppere sig stærkt omkring begrebet "ulykkelig kærlighed", så længe forelskelsesevnen endnu ikke er udlevet, og tilgivelsesevnen heller ikke er tilstrækkelig udviklet (7).
Men faktisk beskriver Martinus en fase i udviklingen, hvor man med udviklingen af en fuldkommen tilgivelsesevne og en fuldstændig manglende evne til at blive forelsket, endnu ikke har fået udviklet en biseksuel fysisk anatomi (med rudimentære kønsorganer) og sanseevne. I denne mellemfase hævder Martinus, at man som følge af en følelse af "overmættelse", hvad angår seksuel udfoldelse med det modsatte køn, vil foretrække seksuel kontakt med sit eget køn (8. se for øvrigt også 9).
Nøgleordene i løsningen af den homoseksuelles problemer bliver altså udviklingen af tilgivelsesevnen (der er det samme som næstekærlighedsevnen) og en tilsvarende degeneration af forelskelsesevnen, der af Martinus karakteriseres som en slags mobiliseret eller forstærket egoistisk sympati (10)
Sh
Litteraturhenvisninger:
1. Livets Bog I, stk. 15
2. Livets Bog V, stk. 1913
3. Livets Bog V, stk. 1673
4. Livets Bog V, stk. 1858
5. Livets Bog V, stk. 1856
6. Livets Bog V, stk. 1861
7. Livets Bog V, stk. 1820 og 1860
8. Livets Bog V, stk. 1900
9. Livets Bog VII, stk. 2617
10. Livets Bog V, stk. 1902.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige