Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Hvordan så Martinus på Mennesket Jesus? – Ja, Martinus så sådan på Jesus, at han betragtede ham som eksponent for en ny verdensimpuls, som på hans tid gik ind over jordkloden. Martinus anså Jesus for at være et rigtigt menneske, et fuldkomment menneske, en kosmisk bevidst, der havde til opgave at tolke denne impuls, denne naturens eller Guds tale til mennesker.

 

I og med at udvikling finder sted, er der mennesker, der er mere udviklede end andre, og det er derfor naturligt, at de mere udviklede vejleder de mindre udviklede. Alle er – som Martinus udtrykker det – elever, og alle er lærere. Vi er elever af dem, der er over os i udvikling og automatisk lærere for dem, der er under os i udvikling. Det er et princip, som også gør sig gældende i dyreriget. Der findes førerdyr, de stærkeste, i stammerne høvdinge eller heksedoktorer, senere profeter og lederskikkelse for grupper, politiske og religiøse partier og for nationerne. Men der findes også mennesker, der vejleder og præger hele menneskeheden, dem vi kalder verdensgenløsere.

Jesu var altså en verdensgenløser, hvis "rige ikke var af denne verden", men som skulle fortælle om og begynde vejledning af menneskeheden frem mod hans egen verden, "en ny himmel og jord i hvilken retfærdighed bor" (2. Peters brev 13.).

Medens Moses prædikede gengældelse, var Jesus fortaler for tilgivelse. Medens Moses havde været ægteskabets forsvarer, var Jesus fortaler for næstekærligheden og alkærligheden. Han "afskaffede" så at sige den vrede hævngerrige Gud og erstattede ham med en kærlig Fader, til hvem man trygt kunne henvende sig.

Som kosmisk bevidst vidste Jesus som automatfunktion: 1) at alle levende væsener er udødelige, 2) at udvikling finder sted, 3) loven om årsag og virkning (at vi høster som vi sår), 4) kredsløbsprincippet, at mørket er ligeså nødvendigt som lyset, 5) og at ægteskabskærligheden var en hindring for alkærligheden. Han vidste også at det, som han på den tid kunne forklare mennesker, ikke var det endelige. Han vidste, at der var kontinuitet i verdensgenløsningen, at hans mission ikke var enkeltstående, men blot et led i en lang vejledning af menneskeheden.

Og han henviste – som Martinus – til livets egen tale, – til naturen: til liljerne på marken, til figentræet, til spurvene, der ikke falder til jorden uden det er eders Faders vilje, til sædemanden og hans forskellige jordkvaliteter o.s.v.

For det andet demonstrerede han i daglig praktisk væremåde, hvordan det er at være rigtigt menneske. Han sagde ligeud: "Lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte" (Math. 11.29), eller "Hvem af eder kan overbevise mig om nogen synd?" (Johs. 8.46). Og det var jo ikke pral! Han var det fuldkomne menneske. – Men især demonstrerede han ved sin korsfæstelse i praksis, hvordan det færdige menneske, "mennesket i Guds billede" tager sin skæbne. Han blev model for ethvert jordisk menneske derved, at han midt i sine lidelser kunne sige: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre".

Martinus ser således også kontinuiteten i verdensgenløsningen og forbinder derfor også sin mission med Jesu mission. Hele "Det Tredie Testamente" er gennemsyret af Jesu-ord, – ikke fordi Martinus analyser står og falder med disse henvisninger til Jesu udtalelser, – for de kosmiske analyser kan stå alene, – men Martinus viser, hvorledes den kosmisk bevidste Jesus allerede har givet alle de centrale læresætninger som færdige videnskabelige resultater, selvom Jesus altså ikke til datidens uintellektuelle mennesker kunne give virkelige analyser i den videnskabelige form, som det nu er muligt for os at forstå. Jesus måtte – som sagt – appellere til menneskers instinkt, til troen, medens Martinus idag kan appellere til den mere fremskredne intelligens, som findes hos et stort antal af menneskeheden, – dem der ikke mere kan tro.

Det, der sker i vor tid, er således dette, at der er kommet en anden talsmand, andre bøger i stedet for eller som supplement til Toraen, jødernes hellige skrifter og Jesu egen lære nedfældet i Det nye Testamente. Martinus forklarer det sådan: "Jøderne kaldte deres hellige skrifter for "talsmanden", og "talsmanden den hellige ånd" er altså en ny bog med hellige tanker og hellig viden, d.v.s. sande logiske analyser om eller af livet". Det der nu sker, er, at Jesumissionen fortsættes, – at Martinus i sit Tredie Testamente fører os frem til "hele sandheden", og han "herliggør" Jesus, han tager af hans og giver os, som det er forudsagt, og han tager ikke af andre verdenslæreres ord, selvom han fuldtud anerkender dem som vejledere.

Vi kan altså nu – i samme grad som vi forstår denne nye talsmand, disse nye bøger, blive ført frem til "hele sandheden", og vi kan komme til at forstå Jesu udsagn bedre, hvis vi ikke allerede mente at forstå dem. Han skal tage af mit og give eder.

Og hvis vi ser på lignelsen om "Den fortabte søn" så elsker faderen ikke blot den hjemvendte søn, men selvfølgelig også ham, der altid havde været hjemme hos faderen. Alle er lige overfor Gud.

Men denne sidste lignelse om den fortabte søn får i Martinus analyser også en anden dimension. Martinus kan jo netop føre os frem til "hele sandheden", og han forklarer os om nødvendigheden af spiralkredsløbet og kontrastprincippet, og forklarer, at vi i perioder lever i Guds sekundære bevidsthed og i andre epoker i Guds primære bevidsthed. At vi med andre ord må have vor bevidsthed – som er noget skabt – fornyet ved først at være ubevidste om Gud, om vort eget jeg, om vor udødelighed o.s.v., og bagefter må bevidstgøres. Vi skal altså, som den fortabte søn, bevidstgøres i herlighederne hjemme hos Faderen, og vi er således alle fortabte sønner på vej tilbage til Faderen, til forståelse af "livsmysteriets løsning".

Jesus fortalte også en lignelse om "de betroede talenter", hvor herren før sin udenlandsrejse uddeler talenter (mønter) til sine tjenere, og vi ser, hvordan de forvalter disse forskelligt. Martinus beskriver i sine analyser begrebet talentskabelse som en udvikling igennem A-, B- og C-stadierne og viser, at det ikke vil være klogt at "grave sine talenter ned", – lade dem være ubrugte, men at det gælder om at udvikle menneskelige talenter og egenskaber ved øvelse eller træning.

Noget lignende kommer Jesus ind på i lignelsen om "de ti brudejomfruer", hvor fem var "dårer" og fem var "kloge". Disse sidste sørgede for at have "olie i deres lamper", – det vil med analyserne i baghovedet sige, at vi må uddanne os, søge viden og træne os i menneskelighed, i kunst, i kærlighed. – Men Martinus har stort set kun beskæftiget sig med lignelsen om "den fortabte søn", en lignelse, der med hans forklaring har fået ny aktualitet.

Jesu mission var af en sådan karakter, at han måtte begrænse sine udtalelser. Hans bevidsthedskapacitet var meget større, end han kunne give udtryk for. Han sagde rent ud: "Jeg har endnu meget at sige eder, men I kunne ikke bære det nu". De kunne – lige så lidt som mange siden hen – forstå, hvad han sagde. Men de kunne altså tro.

Jesu udtalelse: "Eders tale skal være ja, ja, og nej, nej, og hvad der er udover dette, er af det onde", – ja, disse ord er heller ikke umiddelbart forståelige. Meningen er jo, at man ikke skal kritisere, diskutere voldsomt eller yppe kiv, men lade mennesker beholde deres meninger, hvis de er glade for dem. Kritik og diskussion er en form for mental krig, og krig er et onde. Altså skal vi være føjelige og sige, ja, ja, eller nej, nej, – det lyder interessant, – sådan kan man også se på det, – det har jeg for resten aldrig tænkt på, o.s.v.

Jesu ord om "at menneskene skulle gøre regnskab på dommens dag for hvert utilbørligt ord som de tale". Ja, også her kommer Martinus os til hjælp derved, at hans analyser viser, at vi uundgåeligt i kraft af vor evige eksistens "høster som vi sår". Han viser os i analyserne af "loven for bevægelse", dette, at enhver udsendt energi eller bevægelse vender tilbage til sit ophav, – at der er en universel retfærdighed, og at selv det mindste suk har sin virkning, sit kredsløb. Alt begynder i Jeg'et og ender i Jeg'et. Meget af det, som Jesus sagde og gjorde, var således helt uforståeligt for både hans disciple og de skarer, der fulgte ham. Der står flere gange i Det ny Testamente, at "de undrede sig såre". Det skyldtes jo, at hans lignelser, hans fortællinger, havde en ydre lige-til-forståelse, men desuden en dybere eller skjult mening ligesom f.eks., H. C. Andersens eventyr. Martinus afdækker den skjulte eller kosmiske hensigt og mening bag Jesu udsagn og de begivenheder, der foregik i forbindelse med Jesus, således både hans fødsel (Julen) og hans lidelse og død, Getsemane og Påsken og ligeledes Pinsebegivenheden. Som Martinus ser det, var det begivenhederne omkring Påsken, Jesu korsfæstelse, der fuldbragte Jesu mission, – dette, at et menneske i kød og blod kunne tilgive sine bødler selv under de værst tænkelige lidelser.

Martinus gør op med den kirkelige forestilling af Jesus som offerlam, d.v.s. forsoningslæren, dette at Jesu død skulle fritage os for virkningerne af vore overtrædelser eller de såkaldte synder. Martinus gør også op med troen på den hævngerrige Gud, der skulle se i hvert fald ét menneskes – sin egen søns – lidelse og død for at kunne tilfredsstilles. Han viser ligefrem, at en sådan Gud måtte være et perverst væsen. I Martinus udlægning bliver Guddommen det altomfattende, evige fuldkomne, fysiske såvel som åndelige verdensalt, hvor alkærligheden er grundtonen, – og Jesus den kærlige vejleder, en model, der rent praktisk viser os, hvordan vi skal møde vor skæbne.

Vi må ved vor voksende intellektualitet blive helt bevidste i vor egen evige eksistens, vor egen udødelighed, – om loven for årsag og virkning, om kontrastprincippets nødvendighed o.s.v., så vi vil få evne og styrke til at gennemleve vort eget Getsemane, at stå fast på sandheden, blive suveræne, ligegyldigt hvilke konsekvenser det så end måtte få for os, hvilke lidelser det end måtte bringe. Kun derved kan mørket forvandles til lys. Kun igennem den tilsyneladende fiasko for sit livsværk, som Jesus oplevede i Getsemane og på korset, kunne hans lysende sætninger, hans bjergprædiken – forvandles til succes eller velsignelse. Kun derved kunne han komme til at influere en hel menneskehed, overgå konger og kejsere i tilhængerskare. Millioner og atter millioner af mennesker har lovet og priset ham i to årtusinder. Og hans ord vil fortsat lyde fra prædike- og talerstole verden over i århundrederne fremover. Han vidste i øvrigt også, at hans ord ville bringe splid, at der ville blive divergenser mellem disse nye og de gamle opfattelser. "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd", sagde han. Intolerancen mellem ufærdige mennesker var uundgåelig.

Det betyder ikke, at Jesus var imod ægteskabet, og det var Martinus jo heller ikke. Men hvis man ville være hans discipel og følge ham, så stilledes der andre høje krav. Ligesom man ikke både kan tjene Gud og Mammon, således kan man heller ikke være optaget af familieliv, hvis man vil følge Jesus. Mestre i østen kunne heller ikke have elever, der var optaget af det modsatte køn. Og Martinus har da også i et enkelt tilfælde udtalt: "Jeg kan ikke have en forelsket mand hos mig". Det betød, at hvis denne havde hovedet fuldt af den elskede genstand, så kunne han ikke samtidigt studere åndsvidenskab.

Men familielivet og alkærligheden har det således ikke godt sammen. Ægteskabet er jo et meget lille lokalt "paradis", hvor ingen skal trænge ind. Ægteskab er et resultat af den seksuelle enpolethed, og Martinus bruger mange sider i sine værker bl.a. hele bind V, og "Juleevangeliet" til at beskrive, hvordan enpoletheden er basis for alt mørke i verden. Og dobbeltpoletheden, der er under udvikling hos alle jordiske mennesker, vil efterhånden fratage mennesker lysten til at indgå ægteskaber og medføre, at man – som Jesus lærte – kan elske Gud over alle ting (også over ægtefæller) og sin næste som sig selv. Jesus havde ikke hjem og familie. Han siger: "Ræve have huler og himmelens fugle reder, men menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit hoved". Og da hans moder og brødre vil tale med ham, siger han til disciplene: "Hvem er min moder og mine brødre", og peger så på disciplene og siger: "Se her er min moder og mine brødre. Thi, enhver som gør min Faders vilje, som er i himlene, han er min broder og søster og moder." (Math. 12. 48-50).

Der må ske store mentale og rent organiske forandringer hos det jordiske menneske, før vi er fuldt egnede til alkærligheden. Ikke for intet taler Martinus om "de ulykkelige ægteskabers zone".

I kap. 114 i denne bog, der har overskriften: "Hvorledes man kan kende forskel på sandhed og vildfarelse", skriver han om kriteriet for, at noget er sandhed. D.v.s., at det skal være 100% logisk, hvilket igen vil sige, at det i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. I verdensaltet er al skabelse i sit slutfacit til glæde og velsignelse, og dermed bliver dets grundtone til alkærlighed. Livets generalfacit bliver på denne basis, at ALT ER SÅRE GODT: Og alt, der ikke er i overensstemmelse hermed, siger Martinus, er "mystik eller formodninger". Når den logiske sans er utilstrækkelig – skriver han – bliver formodninger aktuelle. Og så citerer jeg: "Menneskene er endnu så rodfæstet i dyrerigets traditioner, at de ynder at gå i flok. De går hellere i følge med flokken på en forkert vej, end de går alene på den rigtige vej. Men derved kommer de naturligvis også til at dele flokkens skæbne (kap. 119), og så siger Martinus videre i kap. 121, hvor jeg citerer hele kapitlet:

"Men efterhånden som udviklingen skrider frem, vokser individerne ud af nævnte suggestion, får deres logiske sans eller tænkeevne mere og mere frigjort af flokkens eller flertallets mening, begynder at klamre sig mere til virkeligheden end til flokken. Dette bevirker naturligvis ofte, at sådanne afvigende individer bliver "uglesete" og forfulgt af flokken. Og denne gene får naturligvis mange til at tøve med officielt at vedkende sig deres faktiske mentale indstilling.

Men derimod er der heldigvis andre væsener, der er længere fremskredne, og som derfor ikke er bange for flokkens skærsild. For dem er sandhedens afsløring og praktisering det absolut eneste mentalt bestemmende i deres fremtræden, ganske uafhængigt af hvilken lidelse, hån, spot og bagtalelse fra den uvidende hob, de så end måtte være genstand for.

Og denne standhaftighed gør dem ganske vist til enere i en ny flok, men i denne flok er det ikke flertallet eller mængden, der er bestemmende, men derimod udelukkende enhver eners ny erobring af den absolutte sandhed, der er den eneste herskende manifestationskraft.

Og i dette kendsgerningernes soleklare dagslys bliver eneren eller mindretallet til "den lille tue, der vælter det store læs", til det lille moment, der befordrer verdensgenløsningen for det store flertal, udfrier hoben fra uvidenhedens og suggestionens favntag og er således det lille retmæssige "sennepskorn", af hvilket "himmeriges rige" vokser frem på jorden." (citat slut).

Den Kristi Genkomst, som skulle ske "på himmelens skyer med kraft og megen herlighed", bliver Kristi genkomst i vor egen bevidsthed, derved at vi efterhånden bliver kosmisk bevidste. Fra at elske et væsen af modsat køn – og kun ét – og til at kunne elske enhver næste, både kvinder og mænd, som vi møder, er der et langt udviklingsforløb. Og vi må gøre os klart, at vi ikke får nogen kosmisk bevidsthed ved at forlade og dermed skabe ulykke for vore nuværende partnere. Alligevel er alkærligheden og alenegangen fremtiden, og det lokale paradis er fortiden.

"Jesu Mission i Lyset af Det Tredie Testamente" var altså et mægtigt skift i menneskets forestillingsverden, i dets livsanskuelse. At mennesker ikke har forstået og heller ikke nu forstår Jesu mission, kan man ikke undres over. Flertallet vil stadig følge flokken. Mørket, ragnarok, verdenskrigene vil medføre bevidsthedsændringer og humanitetens vækst i os alle. Men Jesus-missionen og dens fortsættelse "Det Tredie Testamente" har været og er en guddommelig vejledning for det jordiske menneske frem til dets tilstand som fuldkomment menneske eller "Mennesket i Guds Billede efter Hans Lignelse".

 

Fra et foredrag i Martinus Center den 2.7.1986.