Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som bekendt fødes vi ikke "fuldt færdige". Tværtimod fødes vi i et højst ufuldkomment legeme, der må gennemløbe en endog meget lang udvikling, før vi når det eftertragtede prædikat: fysisk og åndelig moden! Dette forhold overser alt for mange mennesker, endskønt en blot beskeden undersøgelse af det kunne bringe dem på sporet af en viden, der rummer fantastiske perspektiver. For hvornår ender et såkaldt "svangerskab" virkeligt? Efter de ni måneders forløb? Absolut nej! Årsagen til fødslen er jo ikke, at kroppen nu udgør et absolut brugbart instrument for det nyankomne menneske, men derimod blot, at den nu har nået et udviklingsstadium, hvor den videre udvikling kan foregå uden for moderens organisme. Men absolut ikke på "egen hånd". Tværtimod er forholdet her det, at af alle pattedyr udgør "menneskeungen" det mest ubehjælpsomme, der ser "dagens lys". Det er, om det skal overleve fødslen, på nåde eller unåde afhængigt af hjælp udefra.

Men allerede ved syvårsgrænsen når de fleste børn en af livets "hovedveje". Hvor de første syv år rent fysisk hvilede på en næsten hundrede procent kosmisk automatik, der fik dem til at indtage næring og foretage det hav af bevægelser, der udgør forudsætningen for deres rent kropslige vækst, begynder nu et helt nyt sæt kosmiske automat funktioner via fremvoksende kirtler at gøre sig gældende. Den næsten kønsløse "menneskeunge" begynder så småt at tone flag og fremtræder enten som "han" eller "hun", som "mand" eller "kvinde". Ganske vist kun svagt, men alligevel med en ofte udtalt tendens. Men endnu er livet, for mange i hvert fald, fremdeles mere "drøm og digt" end sand virkelighed. Det er først ved den næste "hovedvej", nemlig mellem det fjortende og det enogtyvende år, at det jordiske menneske begynder at møde den verden, til hvilken det for alvor blev født. Og hvilket møde! For her står vi igen ved en livsoplevelsesform, hvor trykket nødvendigvis mere hviler på krop end på ånd. For vor krop er ikke blot det "støv", det lidt for åndeligt indstillede menneske vil gøre den til. Den har nemlig også sit eget liv, hvilende på et hav af kosmiske automatfunktioner, det knapt er så let at erobre herredømmet over, som mange religiøst indstillede mennesker gerne vil give det indtrykket af. Sandt nok har vi i disse år også en "ånd", men en ærlig og nøgtern vurdering af denne "ånd" vil hastigt afsløre, at medens den rent fysiske krop nu forekommer "udvokset", så er det normalt så som så med den bagved eksisterende "ånd", der her fremdeles – set fra den virkeligt voksne verden – mere bringer os til at tænke på "puppen" end på den fuldt udviklede "sommerfugl". Man kan naturligvis påstå, at det attenårige menneske er fuldt udviklet og nu må stå til ansvar for sine handlinger. Men denne indstilling hviler ikke på nogen kosmisk retfærdighedsfornemmelse, men derimod kun på en rent materialistisk ide. For intet attenårigt menneske er, taget gennemsnitligt, virkeligt åndeligt modent. Det er i langt højere grad et ofte rystende bytte for sine egne kropslige funktioner. Hvem der egentlig har fundet på at kalde ungdomstiden for menneskets lykkeligste tid, ved jeg ikke, men noget voksent menneske kan det ikke have været, så sandt som det umodne dog aldrig kan have det modnes karakter. Og vil man – og kan man – gå tilbage til sin egen ungdoms urolige år, må så langt de fleste mennesker, i hvert tilfælde over for sig selv, indrømme, at det var så svære år, at en genoplevelse af dem vil forekomme de fleste alt andet end tiltrækkende. Og hvorfor? Fordi man i disse år på grund af den kroppen iboende drift til selv forplantning oplever, at denne krop påvirker bevidsthedslivet så stærkt, at løfter om "evig troskab", "evig kærlighed" osv, osv flyder fra læben, længe før forstanden får blot den mindste chance for at blive koblet til. Sandt nok har mennesket i disse år et "rigt fantasiliv", men mon det er klogt at fordybe sig for meget i kvaliteten af dette fantasi liv? Jeg vil ikke tro det! Men der er intet unaturligt i denne tilstand. Vor krop har sine funktioner, for arten skal bestå. Der er blot det, at mennesket som såkaldt "højerestående pattedyr" har noget, det almindelige pattedyr ikke har, nemlig en begyndende bevidst evne til selv at bestemme over sit liv. Jeg skriver med vilje "begyndende", for livet viser os dagligt med al ønskelig tydelighed, at det menneskelige driftsliv langt fra endnu er undergivet den mentale eller åndelige kontrol, der både etisk og samfundsmæssigt kunne være ønskelig.

Perioden fra det enogtyvende til det otteogtyvende år er i virkeligheden menneskets åndelige modningsperiode, og man kan derfor med en vis ret hævde, at det såkaldte "svangerskab" først er virkeligt fuldbyrdet inden for denne periode. Hos nogle lidt før, hos andre senere. Dette bør man have i sine tanker, når man beskæftiger sig med problemet legeme kontra ånd eller sjæl.

Men lever vi kun "én gang"? Lad os senere vende tilbage til dette problem og foreløbig betragte menneskets videre udvikling frem gennem de næste tre gange syv år. Perioden fra det otteogtyvende til det femogtredivte år udgør i sig selv en vis åndelig stabiliseringsperiode. I den periode slides den sidste "fosteruld" af mennesket, og vi begynder at kunne danne os et klart billede af dets karakter, dets iboende såkaldte "ånd". I de fleste til fælde ser vi nu mennesket spændt ind i en rent materialistisk kamp. Dets bevidsthed er gennem ungdommens år blevet påført et hav af forestillinger om at "blive til noget", hvorved man forstår "noget materielt". Bølge efter bølge af menneskelige skæbner knuses mod de klipper, som dette krav har frembragt. Drømme, håb, længsler – alt sammen åndelige realiteter – splintres og bliver til støv, og ud af denne smertelige proces fremstår mennesker, der præges af melankoli, af modgang, af tabt livsmod. Kun få passerer denne skærsild uden de skæmmende ar, vi ser alle vegne. Det materialistiske livssyn koster ofte det menneske, der bekender sig til det, en bitter pris. Og ser vi på dem, der tilsyneladende har sejret og nu står med sejrens pris i deres hænder, hvordan ser disse mennesker så ud? Ja, var en given indkomst en virkelig garanti for menneskelig lykke, så har verden af i dag faktisk så mange rige mennesker, at beviset for materiel velstands lykkebefordrende egenskaber skulle være åbenbar for enhver. Men hvad sker?

Ser vi os omkring og for alvor betragter de aldrende mennesker, vi er i berøring med, kan vi ikke undgå at se, hvorledes ensomheden og bitterheden begynder at tegne sine egne hårde linjer i disse menneskers ansigter, og det hvad enten livet gav dem fysisk succes eller ej. Synet af gamle mennesker er ofte – alt for ofte – et tragisk syn! Og hvorfor? Simpelthen fordi vi alle fødes med et iboende kosmisk talent, som vi enten kan "grave ned" eller frugtbargøre. Livet er ikke blot fysisk, ej heller blot åndeligt. Det er, om det skal leves virkeligt lykkeligt, en meget fornem blanding af begge dele, men alligevel en blanding med tryk på tilværelsens åndelige element. Det er jo ikke i vor tid moderne at være religiøs, nærmest tværtimod. Men religion er nu andet og mere end dette blot at bekende sig til en eller anden form for tro. Det er en indre kosmisk kraft, som, om man ignorerer den, tager sig dyrt betalt. Individualismen er en vidunderlig ting, som kan bringe mennesket frem til netop den personlighedens blomstring, der er al menneskeligt livs inderste mening, hvis den, hvad der i virkeligheden er dens bærende idé, udgør en del af en større helhed. Hvis den, kort sagt, forbinder sig med forestillingen om en universel plans absolutte eksistens. Hvis den accepterer en eksisterende evig Guddom. River den sig derimod løs af denne helhed og gror på egen hånd, ja, da gror den uvægerligt vildt, og resultatet bliver da det tragisk tænkeligste, nemlig et menneske som kan "vinde hele verden, men tager skade på sin sjæl".

Og netop derfor udgør studiet af det åndeligt harmonisk udviklede menneske livets største inspiration. Også det må igennem ungdommens skærsild, må igennem det fysiske legemes krav, og ingen kan her stå frem og påstå med rette, at denne dets passage er af lettere natur end det materialistisk betonede menneskes. For mennesker af ånd har ofte et kærligere naturel end den modsatte type. Det er en kendsgerning, at såkaldt "gode mennesker" ofte får en betydeligt hårdere skæbne end de mindre gode. Men her gælder ordsproget: "Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det!" fuldt ud. For åndeligt udviklede mennesker bærer deres skæbne på en anden måde end mindre åndeligt udviklede mennesker. De går f.eks. meget sjældent i rette med deres skæbne gennem det velkendte "det var hans (hendes) skyld!" De tager skylden for deres eventuelle modgang på deres egne skuldre. De føler, modsat den anden type, ikke, at de har et krav på livet, men at livet tværtimod har et krav på dem, et krav, de er villige til at acceptere – det udgør på en måde hele forskellen. Og hvad sker så, når disse mennesker bliver ældre, når de møder den af så mange frygtede "alderdom"? Ja, der sker meget ofte det, at denne frygtede alderdom går deres dør forbi! Naturligvis ældes de som andre mennesker, men betragter man måden, dette sker på, gribes man af dyb glæde ved synet af, hvordan alderdommen kan mødes, ja, hvordan den ligesom en strålende solnedgang kan blive til en livsvarig inspiration for den, som får lov til at beskue den. Udødelighedstanken rummer ingen bitrere modsætning end mennesket, der kæmper så desperat imod døden, at dets egen krop overlever den. Hvor ofte oplever vi ikke både selv at se og også at høre om mennesker, hvis rent fysiske selvopholdelsesdrift, hvis angst for døden tvinger deres organer til at arbejde videre længe efter, at ethvert spor af det, der virkeligt var disse mennesker, er borte? Kan nogen skæbne tænkes mere tragisk? Hvor anderledes da at møde mennesket, der allerede fra ungdommens år valgte at udvikle sit kosmiske talent i en klar erkendelse af, at døden mindre end at være en fjende sikkert ville afsløre sig selv som værende menneskets bedste ven.

De fleste mennesker ønsker sig et langt liv uden at spørge om forudsætningerne for den lykke, de mere eller mindre bevidst inkluderer i dette ønske. For blot at blive gammel for alderens skyld afslører i virkeligheden kun ét: angsten for døden. At leve længe er imidlertid ikke ensbetydende med at leve lykkeligt. Utallige mennesker når blot ganske kort ind i deres livs modne periode, før forkalkning og begyndende senilitet sætter ind. Det er jo ikke ukendt, at "gamle bukke får stive horn". Ej heller, at mange mennesker alt for hurtigt bliver til "kalkede grave". Det var ikke for intet, at nazaræeren advarede den unge mand, der gerne ville følge ham, men først ønskede at være med til sin faders begravelse, med ordene: "Lad de døde begrave de døde!" Overalt, hvor vi færdes, støder vi på "liglugten" fra mennesker, hvis åndelige funktioner er gået i stå. For vore åndelige funktioner er ikke selvvirkende. De kræver på samme vis som vore fysiske næring for deres eksistens og vækst. Og her er det, at mennesket, der enten er havnet i en fysisk eller åndelig "bås", synder imod sig selv. Åndeligt at kunne forny sig beror på evnen til at nedkæmpe den selvtilfredshed, den vi-alene-vide-mentalitet, der lurer på enhver, så snart vedkommende kommer til "skelsår og alder".

Der er noget dybt tragisk i dette, at så langt de fleste mennesker opfatter alderdommen som deres livs afslutning. Alderdommen udgør kun vort legemes sidste station, før det rent naturligt må vende tilbage til hint stoflige kredsløb, af hvilket det er et lån, og dette har det tilfælles med enhver skabt ting, ethvert redskab. Men ånden bag formen er tidløs, og livet har da også talrige eksempler på mennesker, for hvem alderdommen blev deres livs mest skabende periode. Er det ikke disse mennesker, man i langt højere grad, end tilfældet er, burde gøre til sin egen alderdoms model end dem, der blot går rundt som rystende, mimrende vrag? Kan det ikke tænkes, at de sidstnævnte udelukkende får denne alderdom, fordi de har levet forkert. Fordi de i stedet for at frugtbargøre deres medfødte åndelige evner eller talenter simpelthen "gravede dem ned"? Vi har alle lært, at "som et menneske sår, skal det og høste", og er der noget unaturligt i, at den, der kun sår "død materie", også høster "død materie"? Jeg kan ikke se det. Vælger man i sit liv at "grave sin grav med tænderne", er der intet at sige til, at dette "gravearbejde" afsluttes længe før den normale død burde komme. Men vælger man at udbygge sin ånd, vil man opdage, at denne ånd rummer så utroligt mange muligheder, at mennesker, der gør dette, slet ikke opdager, at de måske endda for længst har nået de "støvets år", andre så bittert sukker under. Dette er, når alt kommer til alt, åndens største sejr over materien!

For alt for mange mennesker er vort fysiske liv i virkeligheden en endda meget kort foreteelse. Trækker vi de tågede barneår, de ofte alt for drømmefyldte ungdomsår og de ofte helt mislykkede alderdomsår fra, bliver der i virkeligheden kun et meget kort liv ud af det, som kunne have været ganske anderledes. Og så har jeg endda ikke i dette korte strejflys ind over et, synes det mig, yderst vigtigt problem nævnt de livsformer, der enten på grund af en fysisk eller også en psykisk defekt kan blive så ulykkelige, at de næsten ikke fortjener navn af liv. Nej, begynder man først for alvor at gå på sporet af forholdet mellem legeme og sjæl, støder man hurtigt på et af de få virkelige "enten-eller", der kan få afgørende indflydelse på hele ens livsforløb. For da tvinges man af livet selv til enten at acceptere den i mine øjne alt for guddommeliggjorte videnskabs kolde og åndsforladte "arvelighedsteori" eller også til at have mod til at tænke selv. Naturligvis findes der endnu en meget stor gruppe, som ejer den medfødte gave blindt at kunne tro det, de respektive religioner byder den bange sjæl, og disse mennesker ejer igennem denne evne større lykke, end de måske selv er klar over. Men dette er ikke længere det almindelige. Det almindelige og derfor meget vigtige er, at ud over den sum af mennesker – og mon den er særligt stor? – der blindt tror på den fysiske videnskabs yderst uafklarede teorier, eksisterer der en stadigt voksende sum af mennesker hele jorden over, der i deres studium af visdommens videnskab fandt større trøst end i studiet af intelligensens kortlivede triumfer. Åndsvidenskab er ingen hemmelig videnskab. Det er en klar videnskab om livets – det åndelige livs – måde at ytre sig på, og hvor langt jeg end har søgt, og hvor meget jeg end har læst, har intet af alt, hvad jeg har mødt, formået blot svagt at fordunkle den viden, der stråler ud fra Martinus hovedværk "Livets Bog", fra hans vidunderlige symboler, kort sagt fra alt det, man møder i det verdensbillede, der ned gennem tiderne vil bære hans navn.