Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Martinusfilmen, der blev vist den 16. august på Hotel Sheraton, har sin egen historie. Den blev optaget i oktober 1956 i Instituttets foredragssal på Mariendalsvej, og der skulle altså gå næsten 30 år, før den kunne vises offentligt. Hvordan blev den optaget? Hvem har lavet den? Hvorfor dukker den først op nu? Vi har talt med Sam Zinglersen, og her følger hans beretning om filmens tilblivelse.

 

Jeg syntes, der manglede en film, så man kunne se, hvordan Martinus tog sig ud på talerstolen, af hensyn til vore børn og børnebørn. Og så spurgte jeg Martinus, om han ville være med, og det ville han gerne. Så fik jeg trommet et antal mennesker sammen, som anbragte sig sådan i salen, at det så ud, som om den var helt fuld. I virkeligheden var den ikke engang halvt fuld. Vi fandt ud af, at Martinus som baggrund skulle have hovedsymbolet, og der medvirkede både belysningsmester og projektør, fotografer, instruktører osv. Så det var helt professionelt. Og så foregik det på den måde, at lyden blev optaget på bånd, men det er vist nok meget almindeligt.

Den, som skulle færdiggøre filmen, var Børge Hamberg. Han sagde: "Jeg skal nok klare det!" – Han havde noget med film at gøre, han var ansat hos Ankerstjerne, – han var altså den rigtige mand til det dér. Og når jeg så mødte ham med halve års mellemrum, spurgte jeg: "hvordan går det med den film, dér?" – Jae, han indrømmede jo, at det var hans dårlige samvittighed. Han havde så meget andet, der skulle laves. "Men det skal nok komme, det skal nok komme!" – Den besked fik jeg, og årene gik, og så en skønne dag var han død. Han døde pludseligt. Og så fik jeg jo travlt med at komme ud til hans enke og få reddet filmen. Hun kendte ikke noget til den, men vi fandt den alligevel, – materialet lå nede i kælderen.

Jeg havde nu filmen liggende yderligere nogle år, mens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få det klaret. Så talte jeg med Dina Grevelund, som også har noget med film at gøre, og ligeledes med Arne Krogh, og vi fandt ud af, at der var én på Filmmuseet, der kunne færdiggøre den. Det viste sig, at man ikke kunne finde ud af, hvilken båndoptager, man havde brugt dén gang. Og selvom de forskellige båndoptagere selvfølgelig har samme hastighed, så kan der alligevel godt være en lille forskel. Vi måtte så gøre det på den måde – ja, det var et stort arbejde! – at hver gang Martinus holder en lille pause på måske 1 sekund, så blev det klippet ned til 1/2 sekund, for at filmen ikke skulle løbe fra ordene. Og jeg kunne nævne flere besværligheder endnu, men det må vist være nok, det dér ...