Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens "Planten", som omtalt, i Udvikling er et Væsen, der kun kan "ane", er "Dyret" i Virkeligheden en "Plante", der er naaet saa langt frem i Udvikling, at den ikke alene kan "ane", men ogsaa i stor Udstrækning kan skelne imellem disse Anelser og begynde at udskille disse fra hverandre. Denne Udskillelses- eller Skelneproces er saaledes kun den fremskredne Anelsesproces, der nu er blevet langt mere fundamental og begynder at komme til Syne som den Tankeproces, det jordiske Menneske har i en endnu højere Grad. Igennem umaadelige Tidsrum har Naturens Bearbejdning af "Planten" i Form af Klimaforhold, Regn og Solskin, Kulde og Varme ladet Anelsesevnen i den Grad være under Funktion og dermed gjort den til en saa eminent Vanebevidsthed og kulminerende i Rutine, at "Anelserne" efterhaanden bliver saa fundamentalt opfattet, at de indtil en vis Grad begynder at være - ikke "Anelse" - men "Viden". Men naar "Anelserne" begynder at blive til "Viden", hvilket vil sige, at "Planten" begynder fundamentalt at opleve "Anelserne" som direkte" Viden", afføder dette en ny Natur i "Planten"s Mentalitet, nemlig "Begæret". Begæret udgør igen en indre Dragning eller Tiltrækning mod det behagelige. Det behagelige bliver igen saaledes Maalet for Begæret. Denne Dragning imod eller dette Begær efter det behagelige bliver efterhaanden ogsaa tilsidst saa koncentreret, at det bliver identisk med det, vi ellers kender som "Villie". Men paa et saadant Tidspunkt, hvor Mentaliteten er blevet saa virkningsdygtig som her nævnt, er Plantevæsenet ikke mere "Plante", men udgør et "Dyr".

Dette det vordende "Dyr"s Funktionsdygtighed kan iagttages hos de Planter, vi kalder "kødædende". Vi ser her, at disse Planter allerede har en Organisme, der faktisk har de første begyndende Tendenser til det dyriske Maveprincip eller den dyriske Fordøjelsesmetode. Disse Planters Blomster udgør i Reglen et aabent Svælg, i hvilket smaa Insekter forvilder sig ned. Nævnte Planter har da faaet Evne til at kunne lukke samme Svælg, saa de smaa Dyr ikke kan komme ud igen, men er fangne i Svælget, i hvilket de nu opløses i en Syre eller Vædske, som Planten afsondrer. Og da de nævnte smaa Dyr i denne opløste Tilstand udgør Næring for den paagældende Plante, bliver nævnte Vædske i Virkeligheden en begyndende Manifestation af "Mavesyre", og selve Blomstersvælget en begyndende "Mave", ligesom hele Processen saaledes er den første begyndende Aabenbaring af Princippet "at æde".

Og med denne begyndende Evne til at "æde" begynder Plantens synlige Forvandling fra vegetabilsk til animalsk Væsen, fra "Plante" til "Dyr". Og gennem Sekler af Tid udvikler dette "Ædeprincip" sig mere og mere. Dyret faar rigtig Mave, rigtig Mund, faar Rutine og Erfaringer, der igen afføder Bevægelsesbegær, som igen efterhaanden nødvendiggør Synsbegær. Og Dyrets videre Levevis bliver en Udvikling af Bevægelsesfrihed og Synsevne. Og med Rutine heri begynder den fysiske Verden at aabenbare sig som bevidst hjernemæssig Erkendelse. Denne Erkendelsesfunktion bliver identisk med det vaagne bevidste Liv, vi kender som "Dagsbevidsthed". Og med denne Dagsbevidsthedsudvikling bliver "Dyret" gennem umaadelig mange Inkarnationer og gennem Sekler af Tid til "det jordiske Menneske". Herfra udvikler det sig videre til det "rigtige" eller "fuldkomne Menneske", som igen er Opfyldelsen eller Fuldendelsen af Skabelsen af "Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse".

Dette "Billede" er altsaa Maalet for det jordiske Menneskes daglige Liv. Dets Tildragelser og Oplevelser eller hele dets Skæbne er en Forvandling af Væsenet fra en ringe ufuldkommen og næsten bevidstløs Tilstand til en altdominerende vaagen bevidst Erkendelse af selve Livet, dets Love og hele Natur. En saadan Erkendelse er jo analog med "Guds Bevidsthed". Det evige Forsyn kan ikke udgøre en død Bevidsthed, en livløs Stofmasse, en Samling tilfældig Naturkraft, men er en urokkelig funklende og straalende Aabenbaring af kulminerende Intellektualitet, hvilken igen kun kan være Opfyldelsen af kulminerende Fuldkommenhed. Men kulminerende Fuldkommenhed kan kun være det samme som kulminerende Harmoni, der igen aldrig kan eksistere uden at udgøre kulminerende Kærlighed. Men naar Guddommens Manifestation, hvilket vil sige alle levende Væseners daglige samlede Manifestation, deres indre og ydre Oplevelser og dermed al Materies, al Stofs Vibration, Udløsning, Forvandling og Bevægelse i sin højeste Instans er kulminerende Kærlighed, bliver Guddommens egen Erkendelse af sit guddommelige Skaberværk: "Alt er saare godt", der jo paa denne Maade igen bliver identisk med Livets højeste og sidste Facit, dermed identisk med en urokkelig Kendsgerning.

Oplevelsen af denne Kendsgerning giver altsaa en Mentalitet, der er det samme som "Guds Billede efter hans Lignelse". Og denne Mentalitets Tilblivelse i det levende Væsens Natur er saaledes det samme som "Adam"s Omskabelse fra "Dyr" til "Menneske".

Det jordiske Menneske er saaledes et Væsen, der er naaet frem gennem Plantestadiet og det almindelige Stadium for Dyr, er blevet de andre Dyr overlegen i Mentalitet. Denne Overlegenhed skyldes altsaa den stærkt udviklede vaagne Dagsbevidsthed. Medens Plantens Mentalitet er baseret paa Automat- eller Instinktbevidsthed, hvilket, som før omtalt, vil sige Vanebevidsthed fra en tidligere "Spiral" og det almindelige Dyrs paa en gennem denne Vanebevidsthed vaagnende Begærbevidsthed, der opfyldes i Kraft af en delvis bevidst Selvopholdelsesdrift, er det jordiske Menneskes Mentalitet i sin mere fremskredne og civiliserede Form baseret paa Forskning. - Og her begynder i Virkeligheden det fundamentale "Syndefald", idet Forskning, som vi tidligere i denne Artikel er blevet gjort bekendt med, er det samme som "Nydelsen af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt". Denne Forsknings Resultat bliver altsaa det samme som "Uddrivelsen af Paradisets Have", der jo er "Dyret"s Forvandling til "Menneske". Men denne Forskning er ogsaa begyndt som et Led i Selvopholdelsesdriften eller Kampen for Tilværelsen. Efterhaanden som Anelses- eller Instinktbevidstheden blev suppleret med Begærbevidstheden, begyndte Væsenet at komme i Konflikt med Livets Love, idet det fik Begær, hvis Opfyldelse mere eller mindre betød Nedbrydning eller Ødelæggelse af andre Væseners daglige Liv eller Velfærd. Ja, det blev ligefrem en Livsbetingelse, at "den enes Død blev den andens Brød". Og denne Zone blev Livets eneste og sande "Helvede". Dette "Helvede" har vi ogsaa allerede faaet beskrevet som det jordiske Menneskes daglige Livs lidelsesfulde Sfære.

Naar dette "Helvede" saaledes maatte blive en Lidelsessfære, skyldes det naturligvis først og fremmest den tiltagende Udvikling af Bevægelses- og Villiefriheden, som den instinkt- og vanemæssigt bundne Plante efterhaanden kom ind i ved sin Forvandling til Dyr. Medens Væsenet tidligere kun eksisterede i de absolut livsbetingede Begær, og disse automatisk i Kraft af Instinktbevidstheden blev opfyldte, og der saaledes slet ikke var Tale om unaturlige, hvilket vil sige overflødige Begær og disses Tilfredsstillelse, saa kom det derimod efterhaanden til, ved sin udvidede Villie- og Bevægelsesfrihed, at leve i en Overdaadighed af Begær, der ikke havde med Livsbetingelsen at gøre. Og ved den tilegnede Bevægelses- og Villiefrihed kunde det selv medarbejde til at faa disse tilfredsstillet.

Da Begærets Opstaaen i Bevidstheden var det begæredes Indvirken paa Individet som "behageligt", blev Begæret efter det "behagelige" det udløsende Moment eller Rettesnoren for Individets Manifestation af Villie. Men da det umiddelbart "behagelige" ikke altid er identisk med det absolut nyttige, men undertiden ogsaa kan være identisk med det absolut skadelige, giftige eller underminerende, kom Individet altsaa til, saalænge kun det "behagelige" var Rettesnoren for dets Villieudløsning, at manifestere tilsvarende, for det selv saavel som for andre, absolut skadelige, underminerende eller ødelæggende Manifestationer. Dets Fremtræden blev saaledes i allerhøjeste Grad ufuldkommen. Denne Ufuldkommenhed blev synlig saavel i Organismer som i døde materielle Genstande overalt, hvor det jordiske Menneskes Villieudløsning blev bestemmende eller fik Overtaget. Menneskets Villieudløsning blev en Afvigelse fra Naturens Villieudløsning eller Skabelse. Det blev i Disharmoni med selve Verdensplanens Love for Skabelse eller Frembringelse. Det blev en Modsætning til selve Guddommen. Dets Manifestation maatte uundgaaelig derved resultere i Jordens "Forbandelse", "Helvede", Lidelse og Smærte. Menneskets Manifestation eller daglige Liv kom til at hedde "Syndefaldet".

"Syndefaldet" er saaledes kun Udtryk for Tilfredsstillelsen af Begær, der ikke har noget med Livsbetingelsen at gøre, men udelukkende kun er udløst, fordi samme Tilfredsstillelse føltes som "Behag". Og paa dette Stadium finder vi i stor Udstrækning det jordiske Menneske i Dag. Hvormeget er der ikke i nævnte Væsens Natur, som kun er Tilfredsstillelsen af Behag uden at være baseret paa, om dette "Behag" repræsenterer Fornuft eller Logik. Og denne Omstændighed maa naturligvis uundgaaeligt i stor Stil skabe Disharmoni og Ufuldkommenhed i og omkring sit Ophav.

Naar Tobak, Alkohol og Kødspiser i saa stor Udstrækning, som Tilfældet er, er indgaaet i Menneskenes daglige Levevis, har dette ikke noget som helst med Fornuft at gøre, men er udelukkende baseret paa Tilfredsstillelsen af Begær, der ved vanemæssig Tilvænning er blevet til Behagsfornemmelse for Individet.

Men det er ikke alene i Nydelsesmidlerne, at Individet saaledes handler ulogisk eller imod Naturens Love. Det samme finder ogsaa Sted i mangfoldige af dets øvrige Dispositioner. Disse viser sig ogsaa at være Tilfredsstillelse af Begær, der ved vanemæssig Tilvænning er blevet Behagsfornemmelse. Hvad mener man f. Eks. om Bagtalelse? - Er den ikke baseret paa den Behagsfornemmelse eller Nydelse, det er at bringe en Sensation, rent bortset fra den Nydelse, det ogsaa kan være at bringe den som Hævn eller Forfølgelse? - Er Misundelse ikke identisk med den samme Nydelse? - Vilde det ikke være en Glæde for Misunderen at se sin Næste miste det, der er Misundelsens Genstand, det være sig Ære, Position, Rigdom, Stilling eller Begavelse etc.? - Og hvad tror man, der har bestemt Nationernes Landegrænser? - Tror man ikke, det i stor Stil har været Erobrernes Nydelse af tilfredsstillet Ærgærrighed? - Er det mon ikke den samme Nydelse, der er den fundamentale Inspiration i Politik? - Tror man alle politiske Agitatorer er inspireret af Uselviskhed? - Er det ikke den samme Nydelse af Overlegenhed, der bliver krænket, naar man fortæller et ivrigt gammelreligiøst indstillet Menneske, at intet Væsen skal fortabes, alle har et evigt Liv? - Er hans Indignation imod en saadan Opfattelse ikke identisk med et Forsvar for den Nydelse, han har i Tanken om at være en af de særligt "udvalgte", være en særlig Favorit i Guds øjne, være en af de "frelste", høre til "den lille Skare", høre til de "Hellige"? -

Denne Nydelse bliver jo tilintetgjort ved Tanken om de andres Ligestilling med eller Opnaaelse af de samme Fordele som ham selv? - Hvad skulde hans Indignation ellers være baseret paa? - Et kærligt anlagt eller fremskredent udviklet Menneske kan jo kun glæde sig ved Tanken om absolut alles Frelse.