Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1986/9 side 182
Nyt fra Martinus Institut
 
Copyright på Martinus symboler
 
Anvendelse af Stjernesymbolet
I henhold til de bestemmelser, der gælder for skrifter, billeder og andet, der er beskyttet ved copyright, kan Martinus værker – bøger, symboler og båndoptagelser – citeres eller gengives i den udstrækning, det er tilladt i ophavsretsloven.
Dette gælder altså også Stjernesymbolet, der altid vises her i Kosmos i forbindelse med en artikel af Martinus, og som anvendes i og på bøgerne.
Stjernesymbolet er så enkelt og smukt i sin form, at mange har fået lyst til at bruge det i forskelligt øjemed, især i forbindelse med programmer og annoncer eller andet, der omhandler Martinus Kosmologi.
Da en sådan ukontrolleret anvendelse af symbolet ikke er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser om copyright og heller ikke i overensstemmelse med Martinus ønsker om symbolernes anvendelse, har Instituttet søgt råd hos en advokat, som er specialist på området. Det fremgår af advokatens svar, at en frigivelse af symbolet til almindelig brug ville indebære så vidtrækkende konsekvenser, at det må frarådes.
Der kunne så være tale om at give tilladelse til at bruge symbolet i begrænset udstrækning og til særlige formål, f.eks. i programmer for foredrag om kosmologi. Tilladelserne skulle så være tidsbegrænsede eller skulle kunne tilbagekaldes, når Instituttet fandt det nødvendigt.
En undladelse af at føre denne kontrol, samt at påtale eventuelle misbrug ville medføre, at symbolet måtte anses for at være frigivet til almindelig brug, – og ikke alene dette symbol, men på længere sigt også de andre symboler, som Martinus har skabt. I sin yderste konsekvens kunne en uberettiget brug af symboler medføre retssager, hvilket er absolut uønsket og ikke i overensstemmelse med det verdensbillede, som vi ønsker at være med til at virkeliggøre.
I øvrigt fandt Martinus selv, at man ikke skulle anvende Stjernesymbolet som blikfang eller bomærke for Martinus Kosmologi, og han gav udtryk for, at Stjernesymbolet ikke skulle anvendes i annoncer. I denne forbindelse mente han, at navnet Martinus med tiden ville være så kendt, at det ville komme til at stå som kendetegn for Martinus Kosmologi.
I en samtale med Martinus om beskyttelse af hans værker sagde han, at det ikke var meningen, at Livets Bog skulle monopoliseres. "Men vi lever i en verden, hvor mennesket ikke er færdigudviklet, og vi er nødt til at beskytte vore ting".
I overensstemmelse med det ovenfor anførte er det nu besluttet ikke at frigive Stjernesymbolet, hverken til almindelig eller til begrænset brug. Det anbefales derfor alle, der ønsker at henlede folks opmærksomhed på et program, et foredrag eller lignende, hvori kosmologien indgår, at man lader navnet "Martinus" tydeligt indgå i teksten, Martinus navn er da tegn på, at det her drejer sig om den kosmologi, som han har skabt, og at man her giver udtryk for den verdensanskuelse og det verdensbillede, som han har afdækket.
Af det her anførte må det stå klart, at Stjernesymbolet ikke må anvendes i annoncer, programmer og lignende.
 
UDLEJNING I KLINT
På grund af tidligere opståede uklarheder ved mundtlige bestillinger af ophold i Martinus Center, er det for fremtiden blevet ændret således, at man efter den 1. oktober skriftligt kan indsende sit ønske til Instituttet om feriebolig i den kommende sommersæson, hvorefter et brevkort vil bekræfte modtagelse af bestillingen. Skulle tilfældet opstå, at to samtidigt bestilte den samme bolig, vil tildelingen ske ved lodtrækning.
Efter 1. januar i det nye år vil yderligere bekræftelse og girokort blive tilsendt.
 
P. Brinkhard 8-10-85