Kosmos 1986/9 side 168
Spørgsmål
Jeg har i flere år studeret Martinus kosmologi. Et problem og en lidelse, som man ofte møder i livet og som jeg ikke har fundet noget svar på er angsten. De fleste mennesker har jo angst, en del så svær angst, at den er helt lammende. Jeg mener ikke angst og rædsel for ydre, synlige farer og ting, men den udefinerede, diffuse indre angst.
Hvad er en sådan angst kosmisk set?
Tak for svar! "Livsangst"
Svar
Martinus påpeger, at mennesker i dag er inde i en forceret udvikling på det intelligensmæssige område. Denne omstændighed påvirker igen nervesystemet, der bliver tilsvarende forfinet og sårbart.
Med intelligensens udvikling forøges også evnen til at komne ud i mange spekulationer og forestillinger på det medmenneskelige område. Naturmenneskene havde en mere instinktstyret og traditionsbundet opfattelse af tilværelsen, hvorimod det moderne menneske står over for mange valgsituationer, hvor det skal tænke konsekvenserne af sine handlinger igennem. Man kan ikke mere støtte sig til fastlagte adfærdsmønstre. Derimod er evnen til at føre en indre dialog udviklet. Man forsøger at sætte sig ind i andres tankegang, og ofte fejlfortolker man andres reaktioner. Alle disse spekulationer kan have en fuldstændig lammende indvirkning på ens handlekraft, og en pinagtig tilstand kan opstå, både fysisk og psykisk. Tankerne løber i ring. Måske kan denne angsttilstand føre videre til visse neurotiske tilstande, hvor man søger at undgå situationer, der vækker eller øger angsten.
Angst kan også hænge sammen med skyldfølelse. Jordmennesket har en såkaldt "dyrisk" og en "menneskelig" side. Man søger at leve op til de mere menneskelige idealer og får angst- og skyldfølelse, når den "dyriske" side får overtaget, enten i aggressioner eller i misundelse, jalousi osv.
Det er altså, ifølge Martinus, en ganske naturlig tilstand, jordmennesket befinder sig i, selvom den kan opleves som undertiden meget pinefuld. Der, hvor man imidlertid ikke har de nødvendige erfaringer, kan man ikke undgå at komme ud for lidelser. På de områder, hvor vi får lidelser, bliver vi til gengæld også mere forstående og næstekærlige.
Hvad kan man gøre?
Martinus skriver: "Men hvordan kan en naturlig tilstand, dette at vi er overgangsvæsener, føre til noget unaturligt: mentale kortslutninger, stress, nervesammenbrud, sindssyge, mavesår, hjertesygdomme, kræft og meget andet? Fordi mennesket skaber alt for store spændinger i sit nervesystem, enten ved fanatisk at kræve alt for meget af sig selv lige på en gang, eller også ved at give efter – også i alt for stærk en grad for – jalousi, misundelse, vrede, irritation, skuffelse og lignende mentale klimaer, der er en så grov tankematerie, at det stof, menneskenes nervetråde og visse andre organer består af, og som nu er vant til at vibrere på bølgelængde med menneskets konstruktive ideer og humane følelser, nedbrydes af de grove vibrationer. – – –
Det fornødne i livet er altså dette: at forsøge ikke at tænke ondt om andre, men tvært imod at tilgive dem. At prøve at se det positive i enhver situation, blandt andet hvad man kan lære af den. At elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, det er al lovens fylde, hedder det, og det er den bedste mentalhygiejne som findes, det mest ufejlbarlige middel mod mentale kortslutninger. Gud er hele det levende univers, hvis skabende kærlighedskræfter findes alle vegne og kan give mennesket kraft, ideer og tålmodighed, hvis det i bøn åbner sig for disse kræfter."
Litteratur:
Martinus: Menneskets mentale kortslutninger, KOSMOS 1980, nr. 6.
Gunner Frederiksen: Angst, KOSMOS 1985, nr. 11.
Kommentar: Besvarelsen er skrevet af Karin Brant Nielsen, hvilket fremgår af notits i nr. 10.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige