Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Et spørgsmål af stor aktualitet i vor tid er, om anvendelse af vold ikke i bestemte situationer er helt og fuldt retfærdiggjort. De fleste mennesker siger uden betænkning ja til dette spørgsmål.

Motiverende baggrund for denne indstilling er den nærliggende forestilling om, at man ikke kan udelukke muligheden af at komme ind i tvangssituationer, i hvilke man ligefrem vil være moralsk forpligtet til at anvende vold for ikke at støde an imod næstekærlighedsprincippet. For eksempel: en fjende eller voldsmand trænger ind i mit hus og truer et medlem af min familie på livet. Eller: mit lands politiske ledelse bliver til et instrument for terror og racisme.

Den afgjorthed, som præger så mange menneskers gåen ind for retten til modstand og selvforsvar i en given situation med den mest yderliggående form for vold, er den ene side af problemet. Dets anden side er, om voldsanvendelse i princippet kan være i overensstemmelse med den højeste etik, med den mest vidtgående næstekærlighed. Etiske normer er et spørgsmål om selverkendelse. Det, som for den ene forekommer at være absolut retfærdiggjort, ser for den anden ud til at være i det mindste betænkeligt, og er for en tredie måske endda uacceptabelt. Ud fra hvert enkelt menneskes særlige synsvinkel ser næstekærligheden en smule anderledes ud. Den ene betragter næstekærligheden ud fra det levendes og umiddelbares dybde, den anden ud fra den taktisk-realistiske virkeligheds overflade. Den ene har næstekærligheden i sit hjerte, den anden har den i visiret.

Martinus kosmologi åbner vor bevidsthed for erkendelsen af, at enhver forestilling om en fjende eller modstander er en voldsakt i sig selv. Enhver sådan forestilling rummer et dræbende princip og er derfor ikke i overensstemmelse med næstekærlighedens høje, uskrevne lov. Med det fjende- eller modstanderprægede billede, vi danner os, saboterer vi ikke alene den egentlig ønskede afspænding mellem en "modstander" og os selv. Vi betjener os derved tilmed, uden rigtig at være klar over det, af en tankeprojektion, som sætter tilsvarende kræfter i bevægelse med retning imod os selv, vel at mærke kræfter, der kan komme fra helt andre sider, end vi ville forvente det, hvorfor det også er vanskeligt at erkende, at der er tale om en principiel årsagsbestemt sammenhæng. Og dog er det vore egne tanker, som forårsager alt det, som vi møder på vor vej: enhver gene, enhver trussel, ethvert angreb.

Med jo større bestemthed et menneske på forhånd indstiller sig på vold i nødstilfælde, des længere kommer det bort fra næstekærlighedsprincippet. Ja, uden rigtig at være klar over det, udfordrer det i kraft af sin forhåndsindstilling ligefrem netop den situation, som det egentlig gerne ville have undgået.

Hvad den højeste næstekærlighed angår (og det er afklaringen af denne, som er genstanden for Martinus kosmologi), kan man derfor hverken orientere sig efter den almindelige stemning i vor tid eller efter den adfærd, som den moderne stat i denne vor tid giver udtryk for. Thi den moderne stat orienterer sig afgørende efter flertallet af sine borgere – og disse igen efter et grundprincip, der går i modsat retning af næstekærligheden: I "farens stund" er enhver sig selv nærmest, eller: øje for øje, tand for tand. Således forherliger staten som instrument for sine borgere af gode grunde snarere retten til modstand og selvforsvar end næstekærligheden, – også endnu i dag.

For den åndeligt søgende ligger den ideelle holdning til dette spørgsmål ikke i en forhåndsindstilling: for noget bestemt – imod noget bestemt, men snarere i, at vi ændrer vor grundholdning og derved møder livet anderledes end hidtil. Det kan vi gøre, idet vi i stedet for en automatisk præget forhåndsindstilling sætter en fleksibel, fornyelses-levende livsholdning.

En sådan har at gøre med: eftertænksomhed, betænksomhed, tilbageholdenhed, selvrevision, tålmodighed, åbning, bøn og tillid.