Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Evig!
Evig, det er det stolte ord.
Evig, det er det rige håb,
der dybest i alle hjerter gror.
Evig er slægternes længselsråb.
Evig er menneskets guddomshåb.
Evig er alt,
som ikke for menneskeværk blev kaldt.
Evig er Gud!

Du selv er en dråbe
i evighedshavet,
i dybet ligger
din skæbne begravet,
dér vugges endnu dine drømme
på uendelighedens strømme.
Og dønninger går i dit hjerteslag,
er livet dig ondt en smertedag,
så lyt, og du vil fornemme
i al ting Guds vældige stemme.
I stormvejrets brusen,
i bølgernes slag,
i skovenes susen,
i tordenens brag,
i lynenes hvislen
og kildernes rislen
i smil, der tændtes
og lyste imod dig,
så hadet forbrændtes
og smerten forlod dig,
i alt er der evighedstanker og liv,
al ting er skabt ved det skabende: Bliv!

Og én dag skal også din søgende ånd
gribe og holde det fast i sin hånd,
alt det, der nu kun er drømme –
– anelser skyllet mod sjælen
fra uendelighedens strømme –.
Én dag bliver som tusinde år
og tusinde år som en dag,
du føler Gud i dit hjertes slag
og frydes ved savn og sår,
thi om dig og i dig lever din Gud,
hans livsgnist brænder derinde
i dig og i stjernernes tindren,
i sol og i susende vinde,
i uvejr, i aftenfred.
Anelser dukker fra dybet op,
sjælen rummer en evighed,
syner for blikket brænder.
Det er, som du kunne favne alt,
gribe det med dine hænder.
Alt det, du før har længtes imod,
alt det, som du har savnet,
bli'r i det ene, salige nu
af sjælen – den evige – favnet
– – – – – af sjælen den evige – –
Ja, evig, det er det stolte ord.
Evig, det er det rige håb,
som dybest i alle hjerter gror.
Evig er slægternes længselsråb.
Evig er menneskets guddomsdåb.
Evig er alt,
som ikke for menneskeværk blev kaldt.
Evig er Gud!

 

 

Palle Ivert, der døde for nogle år siden, var tandlæge i Hillerød. Han og hans frue var blandt de første, der forstod værdien af Martinus arbejde. De var med til at støtte ham i de vanskelige år i begyndelsen af tyverne, sådan at han helt kunne hellige sig det åndelige arbejde.

Martinus kom ofte i deres hjem, og en sommerdag i 1929 traf han her en ung mand, som skulle blive hans første medhjælper. Det var Erik Gerner Larsson, der som bekendt var Martinus utrættelige sekretær i 44 år.