Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Ligesom en forbrændingsmotor må "gå på" benzin, må også mange dyrs organismer, bl.a. slangens, "gå på" animalsk føde. Den nære relation mellem slangens fordøjelsesapparat eller bug og jordoverfladen leder tanken hen på "den moralske tyngdelov", som Sv. Å. Rossen skriver om på de foregående sider. Og det gør den ikke mindst, når man læser Martinus fortolkning af de guddommelige ord til "slangen" i Paradisets Have (1. Mos. 3,14). For mange læsere vil det nok virke overraskende, når Martinus påviser, at "slangen" var symbolet på en sand vejleder og verdensgenløser. Citatet stammer fra LIVETS BOG IV, stk. 1181.

 

Men den guddommelige tale til "slangen", til "Eva" og "Adam" i "Paradisets Have" bekræfter i allerhøjeste grad også det kosmiske klarsyn over livets mysterium, over dets evige og urokkelige princip og dermed livets kosmiske analyser. Hvad sagde da Gud til "slangen"? – Ja, var det ikke i allerhøjeste grad visdom, selvom efterverdenen udtrykker det som "straf", guddommen meddelte denne menneskehedens første verdensgenløser? – Var det ikke en forudsigelse af "årsag" og "virkning"? – Lød det ikke i "slangen"s øre: "Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt kvæget og fremfor alle vilde dyr på marken; du skal gå på din bug og æde støv alle dit livs dage. Og jeg vil sætte fjendskab imellem dig og imellem kvinden og imellem din sæd og imellem hendes sæd; den samme skal sønderknuse dit hoved; men du skal sønderknuse hans hæl"? – "Slangen" var jo det ypperste, det fornemste, det mest geniale væsen i princippet "nydelsen af kundskabens træ". Den havde den rolle at føre de andre frem til den samme fuldkomne "nydelse af kundskabens træ". Da denne "nydelse", hvilket vil sige: udfoldelsen af det dræbende princip, resulterer i kulminationen af mentalt og legemligt mørke, mord, krig og lemlæstelse for enhver af dens udøvere, er det jo atter den evige sandhed, der her præsenteres for os som "guddommens røst i paradisets have".

Selvfølgelig måtte der blive "fjendskab" mellem "kvinden" og "slangen", mellem "kvindens sæd" og "slangens sæd". Selvfølgelig måtte den uvidende "Adam" og "Eva" senere på et vist stadium blive opbragt på det væsen, der havde stimuleret deres trang og begær efter "nydelsen af kundskabens træ", når de våndede sig i denne nydelses smertelige eftervirkninger og kvaler. Selvfølgelig måtte de "forbande", hvilket vil sige: hade denne "mørket"s og lidelsernes ypperste repræsentant, langt mere, end de "forbander" eller hader "markens vilde dyr". Og "slangen", denne guddommens ypperste medarbejder eller redskab for væsenernes absolut nødvendige nedstigning i kundskabens og erfaringens mørkezone, denne menneskehedens guddommelige velgører, har den samme menneskehed for længst spigret til forsmædelighedens, hadets og vanærens sorte kors, skønt de endnu i en kolossal udstrækning ikke kan undvære hans lærdom, lever højt på hans ord til "Eva". Hvem lovpriser i dag guddommen for denne hans, i form af "slangen", styrende og vejledende hånd igennem visse af spiralens livsvigtige zoner? – Og hvem tænker i dag med forståelse, taknemmelighed og enlighed på hine zoners verdensgenløsere? – Er ikke "djævelen", "satan", "den onde" og lignende begreber blevet kulminationen af menneskehedens smædeudtryk? – Men her gælder den samme tradition som ved korsfæstelsen af den hvide Kristus eller lysets verdensgenløsere: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Mon det ikke vil være godt her at erindre sig de guddommelige ord: "Hvo, som tykkes sig at stå, se til, at han ikke falder!". Det er nemlig lettere at lade være med at korsfæste den hvide Kristus, end det er at tilgive de mørke zoners repræsentanter. Og vi ser da også dette "fjendskab" imellem "slangens sæd" og "kvindens sæd" kulminere i det mentale og fysiske verdensbål, den dødningedans, den gråd og tænders gnidsel, der er bebudet som "helvede", som "dommedag", i øjeblikket rase hen over jordens kontinenter og oceaner, igennem luften og under vandet. Overalt stønner en såret og lemlæstet menneskehed. "Slangens sæd" er ved at "knuse dens hæl". Men "slangen" skulle jo "æde støv alle sit livs dage", hvilket vil sige: æde andre væseners fra deres jeg eller ophav adskilte organismer, der igen er det samme som "lig", tilhørende den "jord" eller det "støv", af hvilket alle organismer er fremstået, og til hvilket de igen er blevet fra det øjeblik, de er udskilt fra deres ophavs jeg. Denne "slangen"s "æden støv" skulle endog være så stærk, at den ville bringe "slangen" til at "gå på sin bug", hvilket vil sige: leve på denne animalske madinteresse, "alle sit livs dage" (resten af sit liv i dyrerigets kulmination). Igennem "dommedagen"s larmende, lemlæstende og dræbende bølgeformationer vil "døden"s energier også gøre det af med denne "slangen"s altbeherskende animalske hovedinteresse såvel som alle de andre dræbende, hævnende og lemlæstende foreteelser i dens begærsfære. Den får "knust sit hoved".

Men tror man ikke, det er en meget begæret velsignelse for "slangen" selv ligesåvel som for jordmennesket? – Råber ikke alle mennesker i dag efter af få "knust slangens hoved": den dyriske bevidsthed, den dyriske tendens i dem selv, der afstedkommer alle kvalerne i verden? – Råber ikke alle efter "freden", "humaniteten" eller "kærligheden" og begynder at se i disse lysets foreteelser den største guddommelige velsignelse? – Hvorfor skulle "slangen" så ikke også gøre det? Den er jo en "gudesøn", akkurat ligesom alle andre levende væsener, og er de samme livslove eller spiralkredsløb underkastet. "Slangen" eller verdensgenløserne afviger jo kun fra jordmenneskene derved, at de er længere fremme i spiralkredsløbet end disse og må som følge heraf også have udlevet indtil lede "nydelsen af kundskabens træ" på et tilsvarende tidligere tidspunkt end de nævnte væsener. Dette satte dem derfor i stand til også at være verdensgenløsere eller vejledere for jordmenneskeheden på dens vej mod lyset, bort fra det dræbende princip.

Det guddommelige ord til "slangen" i "paradisets have" var således en åbenbaring af "sandheden"s evigt strålende lys, der er "kærlighed" og ikke en trussel om "straf", "forfølgelse" eller "hævn". Den evige guddom, der udgør alkærligheden, kan ikke samtidig være en hader eller hævner.