Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I de senere år har der dog her og der vist sig en vis reaktion mod denne udvikling. Krav om "privatisering" af offentlige virksomheder fremkommer i forskellige sammenhænge. De, der stiller disse krav, udmaler gerne de offentlige eller statslige institutioner som ineffektive, irrationelle og bureaukratiske kolosser; kolosser inden for hvilke al individuel kreativitet og initiativ dræbes. I modsætning hertil fremstilles det privatejede foretagende som kreativitetens naturlige udtryksform; en form som stimulerer effektivitet, dynamik og kreativitet, idet det privatejede foretagende, til forskel fra de fleste statslige institutioner, som sin primære drivkraft har en interesse i økonomisk profit. Denne interesse i profit tvinger effektivitet og kreativitet frem, mener man. Man har ganske simpelt ikke "råd" til at være ineffektiv og irrationel, fordi det ville være det samme som at underskrive sin egen "dødsdom" som økonomisk konkurrencedygtig virksomhed. Den økonomiske konkurrences egne mekanismer skulle altså, ifølge dette synspunkt, være en garanti for effektivitet og høj kvalitet på varer og tjenesteydelser. Ligesom "kampen for tilværelsen" i dyreriget afstedkommer det Darwin kaldte "survival of the fittest" (den bedst egnedes overlevelse), afstedkommer den økonomiske konkurrence "survival of the fittest" inden for jordmenneskets forretninger og virksomheder. I virksomheder, der beskyttes mod konkurrence, sættes denne mekanisme ud af spillet, hvilket, ifølge teorien, naturnødvendigt må føre til ringere effektivitet og dårligere kvalitet på varer og tjenesteydelser.

Unægtelig kan ovennævnte teori ved første øjekast se ud til at være velbegrundet. Der er sikkert andre end artikelforfatteren, som på nært hold har oplevet den "træghed", som synes at være fremherskende i visse offentlige virksomheder og miljøer. Miljøer der ikke just udmærker sig ved dynamisk og kreativ tænkning.

Konkurrence-filosofiens menneskesyn bygget på netop denne lokale sandhed – en lokal sandhed som forudsættes at have universel gyldighed. Ifølge denne opfattelse er den grundlæggende drivkraft i al menneskelig handling – og dermed også al menneskelig kreativitet – et selvisk profitmaksimeringsprincip. Individets handlinger og skabelser betinges altid i sidste instans af en stræben efter at opnå egen fordel og gevinst, mener man. Hvis individet har mulighed for at træffe et frit valg, vælger det altid det handlingsalternativ, som giver det selv maksimal fordel. I denne filosofi er der ikke plads for nogen altruisme eller uselviskhed i egentlig forstand. Selv når et individ tilsyneladende handler uselvisk, så forklares denne opførsel med – mere eller mindre skjulte – selviske motiver. At mennesket fungerer efter mottoet "hellere at tage end at give" er altså et absolut aksiom for denne filosofi, et aksiom ud fra hvilket man udleder sine ræsonnementer.

Nu viser Martinus imidlertid, at det ikke er "mennesket i mennesket", som er indrettet på at praktisere ovennævnte selviske motto. Det er derimod "dyret i mennesket" – menneskets gamle dyriske vanebevidsthed, som er præget og formet af "kampen for tilværelsen" i dyreriget i tusinder af inkarnationer. Disse selviske anlæg har tjent os godt i dyreriget, hvor de var en dyd og en absolut nødvendighed. Men livet står ikke stille. Det er underkastet en evig bevægelse og forvandling, en forvandling, som nu er i færd med at omskabe os jordmennesker fra "dyr" til "rigtige mennesker", det vil sige omskabe vor mentalitet fra selviskhed til uselviskhed. Lige så naturlig som selviskheden er for dyret eller det primitive menneske, lige så naturlig er uselviskheden for det rigtige menneske. Det er et individ, som til fulde har erfaret at "det er saligere at give end at tage", og hvis hele livssyn derfor består i glæden ved at give og tjene. Ganske vist styres det rigtige menneske også af en drift til at tilfredsstille sine begær eller sin specielle livshunger og er dermed i lige så høj grad som dyret eller det primitive jordmenneske et væsen, der stræber efter, hvad man kunne kalde individuel "behagsmaksimering". Men medens denne "behagsmaksimering" hos dyret eller det ufærdige menneske har selviske fortegn, så er den altså hos det færdige eller fuldkomne menneske udelukkende en uselvisk foreteelse. Det rigtige menneske finder således kun behag eller livstilfredsstillelse i praktiseringen af en ægte "gavekultur" eller næstekærlighed.

Det private forretningsprincip eller den private ejendomsret til værdierne bliver for det fuldkomne menneske en umulig form, fordi det i sit arbejde og sin skabelse drives af uselviske motiver. Den private ejendomsret indebærer jo en monopolisering af værdier og ting, en monopolisering, som gør disse værdier mere eller mindre utilgængelige for andre. Den private ejendomsret gør det også i mange tilfælde muligt for ejeren at leve i kraft af andre menneskers arbejdskraft, det vil sige i kraft af deres købte arbejdsevne, hvilket naturligvis også bliver en umulighed for det menneske, hvis hele livslængsel består i at "tjene næsten" i stedet for at tjene sig selv.

Men ingenting kan fødes voksent eller fikst og færdigt. Vor nuværende statsmagt er, kosmisk set, endnu kun et nyfødt og umodent "barn". Denne "umodenhed" er på sin side et resultat af menneskenes "umodne" eller ufærdige moral. Og her er vi kommet til problemets kerne, når det drejer sig om de omdebatterede effektivitets- og kreativitetsproblemer inden for den "offentlige sektor". Medens privatejede virksomheder og foretagender kan hente deres energi og kreativitet ud fra den kilde, som det private profitmotiv udgør, så må de offentlige eller almennyttige virksomheder, som ikke drives med sigte på udbytte, hente deres energi eller deres "brændsel" fra en hel anden kilde, en kilde som kun kan være af moralsk art. Men når denne moral endnu er for svag eller uudviklet hos de mennesker, som er beskæftigede inden for den pågældende virksomhed, så bliver virksomhedens karakter og kvalitet naturligvis præget heraf. Hele virksomheden må altså blive "træg" og "energiløs" i samme grad som den mangler energitilførsel eller inspiration fra en moralsk eller altruistisk kilde. Og er det ikke netop denne "træge" og energifattige tilstand, som mange mennesker først og fremmest oplever i forbindelse med offentlige forvaltninger og lignende? Det er denne tilstand, som i samfundsdebatten almindeligvis betegnes med udtryk som "bureaukrati" og ineffektivitet" m.m.

Den almennyttige virksomhed befinder sig således i den situation, at den også for en stor del er afskåret fra selviskhedens store energikilde (bortset fra visse karrieremuligheder m.m. for medarbejderne), da den mangler profitmotivets drivfjeder eller "gulerod". Så længe mennesket er på "bølgelængde" med selviskhedens ideal, det vil sige magt og rigdom, ser vi, at det kan mobilisere og udvikle en vældig energi og "kreativitet" for at nå disse mål. Individer, som er helt besjælede af sådanne selviske mål og hensigter, plejer ikke at mangle energi og kraft. Tværtimod fremtræder de ofte som virkelig energiske og kraftfulde personligheder, som netop derigennem også kan få mange medmennesker i deres magt. Går vi til den anden yderlighed, det vil sige de uselviske eller moralske genier, så ser vi, at disse også er besjælede af en kolossal energi og kraft, en kraft som får dem til at ofre alt, endog deres eget liv, for næstens skyld.

Hverken det selviske eller uselviske geni lider altså under energi- eller kraftløshedens problem, hvilket mennesker, som befinder sig midt imellem disse to ydergrænser, ofte gør. Disse menneskers problem er på en måde, at de hverken er tilstrækkelig selviske eller tilstrækkelig uselviske. Begge disse kræfter – selviskheden og uselviskheden – ophæver mere eller mindre hinanden i bevidstheden og medfører derfor en slags "energitilstand" et energimæssigt "nulpunkt". Det er en mental tilstand eller et "tankeklima", hvor hverken den selviske eller den uselviske inspirerede kreativitet kan blomstre. Vi befinder os med andre ord her i en for kreativiteten "grå zone" eller en slags "ingenmandsland", som vi nok alle jævnligt besøger.

Mon ikke det er denne zone debatten om den offentlige sektor til syvende og sidst handler om? Problemet er i virkeligheder ikke hverken et politisk eller organisatorisk spørgsmål, men et spørgsmål om menneskenes åndelige og moralske udvikling. "Den offentlige sektor" i vore samfund er vokset utrolig hurtigt i kvantitativ henseende på kun nogle få årtier. Derimod er menneskenes åndelige og moralske standard ikke vokset lige så hurtigt. Dette må givetvis skabe problemer. "Den offentlige sektor" er, kosmisk set, egentlig en altruistisk sektor, men der er endnu ikke hos et flertal af samfundets individer en moral, som kan løfte eller hæve denne sektor op på et altruistisk moralsk niveau. Heri ligger kernen i "den offentlige sektors" problem.