Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1986/7 side 135
Kosmologi i verden
 
Rejsebrev fra Jamaica
af Hans Sonne
 
Redaktionen har fået nyt brev fra Hans Sonne, der er på vej jorden rundt på sin motorcykel for at fortælle om Martinus kosmologi.
 
Foto af Hans Sonne på motorcykel
Efter 20 måneders ophold og 46.000 kilometers kørsel på det Nordamerikanske kontinent, sidder jeg her i Kingston på Jamaica i min egen kahyt om bord på en norsk tanker, der er på vej til Buenos Aires i Argentina. Det er den 23. april, og kahytten er en hel lille et-værelses lejlighed, hvor maden oven i købet serveres morgen, middag og aften. Ren luksus, og så har jeg endda fået lov til at komme gratis med, – dog mod naturligvis at yde arbejde om bord.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på begyndelsen i september 1984, da Ole Therkelsen var herovre. Sammen sad vi i Boston og udvekslede erfaringer og ideer med hensyn til "det store Amerika". Det tog mig 4 måneder at få føling med forholdene herovre, og i dag kan jeg så gøre status. Det er blevet til tæt ved 20 offentlige foredrag med titlen EN INTRODUKTION TIL MARTINUS KOSMOLOGI. Endvidere er det lykkedes mig at få personlig kontakt med over 150 åndsvidenskabelige centre/kirker og universiteter i USA og Canada. Og det har så betydet, at man nu 34 steder venter spændt på udgivelsen af DET TREDIE TESTAMENTE i engelsk oversættelse, – samt at der skal komme flere skandinavere herover og holde foredrag og workshops. Disse kontakter er hovedsagelig placeret i New York (hvor jeg præsenterede mit foredrag i FN – for en af deres interne klubber), i Boston, Montreal, Toronto, Vancouver, Seattle, San Francisco og Los Angeles. Derudover har jeg knyttet kontakt til en distributør i Canada, en i USA samt en sandsynlig interesseret forlægger for hele Nordamerika.
Hvilke planer har jeg nu? – Primært at knytte kontakter til åndsvidenskabeligt interesserede esperantister, sådan at oversættelsesarbejder kan startes af Martinus bøger fra esperanto til spansk og portugisisk (i Brasilien). Men nu går turen foreløbig til Buenos Aires. Rapport følger ..…..
 
(Efter H.S., let bearbejdet af redaktionen).