Kosmos 1986/7 side 127
Med Martinus kosmologi til Chile
af Walter Christiansen
Da jeg, juleaften den 24. december 1985, spændte mit sikkerhedsbælte om bord i Lufthansas store passagermaskine, og denne rullede henad startbanen i Frankfurts lufthavn, for i næste øjeblik suverænt at hæve sig op igennem skydækket og videre op imod den tilsyneladende så evigt uforanderlige stjernehimmel, gennemstrømmedes jeg af utallige følelser samtidig: angst og glæde, spænding og forventning, lidenhed og sårbarhed, tillid og taknemmelighed, betagelse og frigjorthed, fredfyldthed og gudsnærhed.
Min rejseledsagerske i sædet til højre for mig, Irma Günnert fra Bonn/Bad Godesberg, gik det ikke meget anderledes. Og mens Europas julelys forsvandt i det fjerne, og kursen rettedes mod det sydamerikanske kontinent, havde jeg god tid til at undre mig over, hvordan det egentlig var gået til, at jeg befandt mig mere end ti kilometer oppe i luften ude over Atlanterhavet, med direkte kurs mod Ria de Janeira og med Santiago de Chile som rejsemål.
En lille forhistorie
Det var kort fortalt gået til på følgende måde.
I maj måned 1984 var jeg rejst fra min hjemby Aabenraa til Bonn/Bad Godesberg i Tyskland for at deltage i bisættelseshøjtideligheden for afdøde fru Emma Schubmehl, mangeårig dynamisk leder af foredragscenteret "Albert-Schweitzer-Haus". (Mogens Møller var en nær ven af huset og har lejlighedsvis holdt foredrag der). Optakten til at tage den lange vej til bisættelseshøjtideligheden var for mig i nogen grad præget af depression og ubeslutsomhed, bl.a. fordi jeg anså nævnte dødsfald for at sætte et punktum for den foredragsvirksomhed, som jeg havde påbegyndt i "Albert-Schweitzer-Haus" i december 1982 for at tage tråden op efter Mogens Møllers bortgang. Men jeg tog altså af sted.
Under nævnte højtidelighed, som foregik i "Albert-Schweitzer-Haus", blev jeg fra flere sider opfordret til at fortsætte og eventuelt intensivere mine foredragsrejser til Tyskland. Afgørende for beslutningen herom blev ikke mindst, at jeg netop ved denne lejlighed første gang mødte Irma Gündert, mangeårig beundrer af Martinus og hans værk, forretningsindehaver i Bonn og Santiago, født i Chile 1920. I sommeren 1978 havde Irma været på et 14-dages besøg i Klint sammen med en tysk gruppe, syv kvinder fra "Albert-Schweitzer-Haus" medlemskreds, i hvilken også den dengang 84-årige Emma Schubmehl deltog (se eventuel KOSMOS nr. 12/1978).
På grund af et personligt mellemværende med Emma Schubmehl havde Irma i et par år været "uønsket" i "Albert-Schweitzer-Haus" og derfor været afskåret fra at følge de løbende foredrag dér, også dem om Martinus' kosmologi. Beslutningen om alligevel at møde op i huset til bisættelseshøjtideligheden var også for hende præget af en vis depression og ubeslutsomhed. Men hun gik altså derhen.
Vort bekendtskab udviklede sig i tiden derefter til et dejligt samarbejde omkring Martinus' kosmologi. Udover at jeg fortsatte og intensiverede mine foredragsrejser ved hver anden måned at komme til "Albert-Schweitzer-Haus" med to foredrag, arrangerede Irma små gruppesamtaler omkring kosmologien i sit hjem, hvor jeg ligesom i "Albert-Schweitzer-Haus" er blevet en altid velkommen gæst. Samtidig havde der udviklet sig et nært venskab til husets nye leder, Michael Esser, som ligeledes er meget åben over for Martinus kosmologi, og med hvem jeg har haft adskillige sonderende samtaler vedrørende det gensidige ønske om engang i fremtiden eventuelt at indrette et Martinus Center i huset under en eller anden form.
Irma Günderts talrige forbindelser til Chile samt hendes ønske om at videreformidle Martinus kosmologi til den videre omverden førte så til, at hun i oktober 1985 inviterede mig kvit og frit med på en rejse, der udover at være en familie-, venskabs- og forretningsrejse også rummede muligheder for i nogen grad at blive en kosmologirejse. Og disse sidstnævnte forhåbninger blev ikke skuffede.
Kosmologiens underfulde veje
Vort ophold i Chile varede i seks uger. De første 14 dage var præget af, at jeg lærte mange nye mennesker at kende, hvilket dels foregik på tysk, som er mit modersmål, dels ved tolkning fra tysk til spansk og omvendt. Som håbet og ventet udviklede de nye kontakter sig så til, at jeg den 14. januar 1986 holdt et første Martinus-foredrag med lysbilleder for en indbudt vennekreds (11 personer) i et privat hjem i udkanten af Santiago, hvor jeg også boede det meste af tiden og nød en usædvanlig stor gæstfrihed. Interessen var vakt, så det blev til yderligere et aften foredrag den 22. januar, til dels med nye deltagere.
Derudover foregik der mange småsamtaler omkring kosmologien, som jeg ikke har tal på. Venner af huset dukkede pludselig op, netop mens jeg boede der, og der udspandt sig mangen en kosmologisk samtale, understøttet af symbolmateriale til at lægge på bordet, samt muliggjort af Irmas utrættelige og entusiastiske funktion som tolk.
En af disse besøgende var en fremtrædende psykolog, som blev ualmindelig stærkt interesseret i grundenergiernes kombination. Dybt betaget erklærede han, at han i Martinus værk anede en slags fuldendelse af C.G. Jungs psykologi. Han kom på besøg tre gange, de sidste to gange sammen med en ung teolog, som også blev interesseret. Et ønsket fjerde besøg måtte opgives på grund af tidnød.
Opholdet i Chile blev også rig på naturoplevelser. I en bil, som blev stillet frit til rådighed af pårørende til Irma, foretog jeg sammen med Irma to bilture på i alt ca. 6.000 kilometer, mod nord og mod syd, med Santiago som udgangspunkt. Vi oplevede bjerge og dale i deres storhed og skønhed, floder og strømme i deres vilde kraft, imponerende vulkaner og vandfald, Stillehavskystens smukke strande og brændingsombruste klippeformationer.
Den ene af disse ture resulterede i et kosmologisk sammentræf eller møde, som måske har dybere perspektiver end de hidtil nævnte. Den 16. januar befandt vi os på vej op i et ensomt og højtbeliggende og umådeligt skønt bjergområde ved navn Monte Grande (litteratur-nobelpristageren Gabriela Mistrals hjemstavn). Med en vis gysen tænker jeg samtidig tilbage på de smalle bjergvejes dårlige forfatning, de dybe afgrunde – og en utilsigtet sparsom beholdning af benzin i tanken.
Vi havde taget os for at køre til et højtbeliggende sted, hvor bilvejen, hvis man da vil kalde den sådan, ender, og hvor en spirituel gruppe under lederskab af en vis "moder Cecilia" holder til. Mørket faldt dog på, inden vi nåede så langt. Så vi måtte holde for natten. Den klare stjernehimmel oppe i disse højder blev en hel oplevelse for sig, idet Mælkevejens tågeformationer trådte knivskarpt frem for det blotte øje som billioner af små lysende punkter. Det er ikke uden grund, at der findes flere stjerneobservatorier i det nordlige Chile, som i denne tid retter deres opmærksomhed mod den Halley'ske komets himmelflugt.
Næste morgen måtte vi i en ensomt beliggende bjerghytte spørge om vej til "moder Cecilias" tilholdssted. En kvinde kom ud af huset og forklarede, at hvis vi skyndte os videre, så ville vi kunne nå at træffe gruppen, der nemlig var ved at bryde op for på æsler at ride dybere ind i bjergenes ensomhed, med meditation for øje. Kvinden bad samtidig om at få lov til sammen med os at køre med ned i dalen senere hen, når vi vendte tilbage fra vort eventuelle møde med den gruppe, som vi ønskede at træffe.
Vi traf ganske rigtigt "moder Cecilia" og hendes gruppe i opbruddets time, så det blev kun til en kort samtale. Svævende kom hun os imøde, iklædt en nonneagtig dragt og med et saligt udtryk i sit ansigt. En mandlig ledsager, som fulgte hende, virkede noget mere jordnær. Efter ca. et kvarters tankeudveksling på firemandshånd midt på vejen tog vi afsked med gruppen, idet vi forærede dem nogle tysk- og engelsksprogede Martinus-brochurer. Vi modtog "moder Cecilias" velsignelse, hvorefter processionen majestætisk satte sig i bevægelse og forsvandt i en sky af bjergstøv.
Før vi begyndte den lange biltur fra højderne ned i dalen, afhentede vi kvinden fra bjerghytten. Der udspandt sig en livlig samtale mellem hende og Irma, mens jeg forsøgte at styre uden om de værste huller i vejen. Det viste sig, at kvinden kendte til en anden gruppe, som holdt til ikke så langt derfra, og som tidligere havde været medlem af Cecilia-gruppen, men havde på et tidspunkt skilt sig ud og dannet en selvstændig gruppe, som altså også holdt til her på Monte Grande, et bjergmassiv, der har ry for at have en særlig kosmisk udstråling af stor intensitet, hvorfor stedet i særlig grad tiltrækker spirituelle mennesker. Kvinden fra bjerghytten foreslog at føre os til denne gruppe, og det indvilligede vi i.
Da vi en halv time senere i brændende sol begav os til fods op ad en bjergskråning, i hvilken der var hugget og skrabet nogle primitive trin, befandt vi os pludselig i en lille oasepræget lund med buske, træer og et lille vandløb. Vi blev budt velkommen og bænket til bords i en stor et-rums hytte med lerklinede vægge. Et ildsted i den ene ende af rummet kastede et flakkende skær ind over sceneriet. Jeg så skeptisk hen på et stort billede på den ene væg, der viste en Jesus-skikkelse med store, drømmende øjne.
Takket være Irmas udmærkede evner som tolk og igangsætter af kommunikation kom samtalen godt i gang, omend med en vis forsigtig distance fra begge sider. Hermana Gladys fortalte om gruppens ideer, der bl.a. går ud på at forene egne tanker med de tanker, som udsendes fra intelligente, højtudviklede væsener ude i verdensrummet, og at der findes et verdensomspændende net af grupper, som i forening vil bidrage til at afværge en verdenskatastrofe. Nogle sådanne grupper, sagde Hermana Gladys, kommunikerer direkte med væsener ude i rummet (UFO'er og rumfolk).
Vi blev budt på varm middagsmad og tog med tak imod tilbuddet. En vis tavshed og dæmpet samtale fulgte, mens vi spiste i fællesskab og så på hinanden. Da Irma nogen tid efter foreslog mig at hente mappen med Martinus' symboler henne i bilen, tøvede jeg lidt, idet jeg ikke var meget for at trække noget verdensbillede ned over hovedet på disse venlige mennesker. Men jeg tog alligevel turen ned ad den hede bjergskråning og kom tilbage med mappen.
Al skepsis viste sig at være ubegrundet. Mens Irma og jeg begyndte at forklare Martinus' symboler, var det, som om al distance eller forsigtig skepticisme gik i opløsning. Til min forundring samlede gruppens ca. ni tilstedeværende medlemmer sig rundt omkring os og strakte hals i dyb og vedholdende interesse. Symbolernes klare tale skabte en ubeskrivelig stemning af højtid inden for disse fattige, lerklinede vægge, og der var ingen ende på spørgsmålene.
Vi var nødt til at bryde op, mens stemningen var på sit højeste. Det blev en bevægende afsked. Den myndige kvindelige leder Hermana Gladys erklærede spontant, at hendes hus stod os åbent til enhver tid.
Vi blev fulgt helt ned til bilen. Lidt efter rullede vi ned i dalen, så vidt muligt uden tænding på motoren. Benzinbeholdningen slog til og gik med, indtil vi nåede frem til nærmeste benzinstation.
Kosmologiske perspektiver
Det, som især skiller dette kosmologiske møde ud fra de hidtil nævnte, er, at vi her var kommet i berøring med mennesker fra de lavere sociale lag. Sådanne kontakter kan være af en særlig betydning i bestræbelserne på at bringe Martinus verdensbillede indenfor rækkevidde overalt, hvor der er behov for det. I Chile som i en hel del andre lande er der en markant kløft mellem rige og fattige, mellem bedrestillede og undertrykte. Deres kommunikationsveje er ikke så meget i indgreb med hinanden, som det er tilfældet i de mere demokratiske samfund. Og da Martinus verdensbillede har sit udgangspunkt i den bedrestillede del af verden, ligger der en særlig forpligtelse i at være opmærksom over for muligheder for at åbne nye spirituelle kommunikationsveje af nævnte art.
To af deltagerne ved mødet hos Hermana Gladys var der kun på besøg. Deres hjemsted er Santiago, hvor de opretholder en beslægtet spirituel gruppe. Det faldt derfor naturligt, at vi aftalte at mødes igen i Santiago senere hen. En dato blev ikke fastlagt i første omgang. Da så Irma og jeg kort tid efter "tilfældigt" mødte den ene af dem igen i menneskemylderet i Santiagos centrum – i en speciel situation, hvor to parter pludselig hver for sig går i modsat retning af den egentligt ønskede, og så løber lige ind i hinanden – var dette ligesom en markant bekræftelse af forsynets vilje og alvise ledelse. Det blev til et hjerteligt gensyn over en kop kaffe i en café.
Den 31. januar om aftenen holdt jeg så et foredrag med lysbilleder for tre af Santiago-gruppens folk. Gruppens øvrige folk var borte fra byen på grund af sommerferie. I det hele taget var det sådan, at vore kosmologiske aktiviteter begrænsedes af, at januar er en udpræget sommerferiemåned i Chile. Vores lille sammenkomst forløb yderst harmonisk, og Irma tolkede fra tysk til spansk. Atter var der ingen ende på tilhørernes spørgsmål, og de bad om at få tilsendt nogle af de vigtigste symboler, som de nu havde lært at kende. Det var dem meget magtpåliggende at kunne fortsætte med at beskæftige sig med Martinus' kosmologi, så vi besluttede at holde kontakten ved lige fremover. Da Santiago-gruppen har udløbere til andre grupper, ligesom gruppen råder over visse muligheder for oversættelse fra tysk og engelsk til spansk, er det meget glædeligt og opmuntrende, at vi er blevet ført sammen med disse mennesker.
Efter nogle dejlige afsluttende sommerdage ved Stillehavets kyst, nærmere betegnet Santo Domingo, hvor sporene efter et større jordskælv i 1984 endnu er meget fremtrædende, kom dagen for tilbagerejsen. Den 5. februar lettede flyvemaskinen fra startbanen i Santiagos lufthavn med kurs mod Frankfurt i Vesttyskland. En vidunderlig solopgang oven over skyerne om morgenen den 6. februar, medens vi befandt os over Atlanten, satte et smukt punktum for vore kosmologiske og andre oplevelser i Chile.
I begyndelsen af juni måned modtog jeg fra ægtefællerne Estivez-Sanchez i Santiago to kortfattede, men bevægende breve, som kan danne en smuk epilog til, denne rejseberetning fra det fjerne Chile.
Santiago, 26. maj 1986
Kære venner af Martinus kosmologi!
De tilsendte symbolbilleder har det været en lykke for mig at modtage, og jeg er jer meget taknemmelig. Jeg håber, at i ikke glemmer os, ligesom vi heller ikke glemmer jer. Vi ønsker jer af hjertet alt godt.
I dyb taknemmelighed Matrimonio Estivez-Sancher
Ærede brødre, Walter og Irma!
Modtag fra denne ende af verden en hjertelig, broderlig omfavnelse med Ønsket om, at Faderen må velsigne jert udbredelsesarbejde. Jeg takker jer uendeligt, da jert budskab både har bragt mig usigelig glæde og givet mig ny viden, ligesom det dejlige samvær med jer har efterladt dybe spor i min sjæl.
Gracias
Paz og Nanolo
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige