Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Selvfølgelig er alt i tilværelsen retfærdigt, ingen kan gøre uret og ingen kan lide uret, man er selv årsag til sin skæbne, men denne gang er jeg nu blevet uretfærdigt behandlet!" Automatisk blusser "den retfærdige" harme op, tæt fulgt af anger og dårlig samvittighed. Hvor let er det ikke at føle sig som martyr? Engang imellem kan det ligefrem være behageligt at krybe ned i martyriets vugge og sutte på sin længe savnede sutteklud i form af trøst og medlidenhed. Men der er risiko for, at man bliver der for længe og forventer beskyttelse og omsorg, selvom vuggen for længst er blevet for trang, og der begynder at blive fare for liggesår. Nej, det er på høje tid at stå op og prøve – om ikke sine vinger – så i hvert fald sine ben. Og se, de holder, det er muligt at stå selv uden støtte! Det var altså ikke noget tab at befri sig fra martyriets lænker.

Man må gøre sig klart, at det ikke er nogen let sag at befri sig for selvmedlidenhedens åg. Martyrfølelsen er et grundigt opøvet talent, som ikke degenererer i vinterfrosten. Men det vigtigste er, at man indretter sig på ikke at blive slave under, men herre over sine følelser. Dette at gøre sig klart, i det mindste teoretisk, at martyriet er en illusion, er et stort skridt fremad. Hvis man derimod stædigt holder fast på, at man har englevinger, som alle "djævle" rykker og slider i ved første og bedste lejlighed, så er der ikke meget at gøre ved den sag. Har man derimod besluttet sig til at lægge glorien på hylden, bliver det betydeligt lettere at se klart og nøgternt på sin situation. Har man desuden et inderligt ønske om at blive af med den malurt i glædesbægeret, som et martyrium udgør, så er der en effektiv måde: træning, træning og atter træning i forståelse af sine egne og andres handlinger. Når forståelsen vokser, bliver det lettere at tilgive. Hvis situationen bliver os for overmægtig, er bønnen det redningsbælte, der hjælper os til ufortrødent at svømme videre. Den kosmiske viden er en uvurderlig støtte i vor undertiden noget vaklende færd. Den er det faste punkt, den er den lysende baggrund, også selvom scenerierne er aldrig så mørke. Gennem den bliver vi forvissede om, at vi frem gennem mørket stiger mod lyset.