Kosmos 1986/6 side 111
Farvel og tak
– tobak!
af Søren Hahn
Kære læser!
Hvad med en smøg? Du ryger måske ikke? Men du ved vel, at tobak virker afslappende, stimulerende? Og så kan du endda se smart ud. Se bare på reklamerne! – Nå, du bryder dig måske slet ikke om tobak, synes ikke det er pengene værd? Eller måske har du dit liv for kært? – Men har du nogen sinde tænkt over, hvorfor nogle mennesker lader sig friste – andre ikke?
Ikke et spørgsmål om intelligens
Hvis nogen spørger mig, om jeg ryger, så siger jeg: "Nej!" – og indvendig tilføjer jeg: "det er jeg nemlig for klog til". – Men er det nu rigtigt? – Faktisk kender jeg mange mennesker, der er meget mere intelligente, end jeg er. Nogle er tilmed læger, og de ryger rask væk. Jeg kender også mennesker, der ikke er det store sus med hensyn til begavelse, og de kan ikke få sig selv til at røre en cigaret.
Næh, intelligens alene gør det ikke, og for øvrigt er det heller ikke bare et spørgsmål om vaner, der går i arv fra det hjemlige miljø. Mange unge mennesker lader sig ligefrem afskrække af forældrenes rygevaner. Så nogen fast regel gælder altså ikke her, og det gør der heller ikke med hensyn til socialt miljø, selvom man i de senere år har kunnet påvise en nedgang af rygere i de højere sociale lag.
Lægevidenskaben giver ikke svar
Jeg sidder her med en lille pjece fra FORENINGEN TIL KRÆFTENS BEKÆMPELSE. Der står, at hverken fjernelse af industriforurening, influenza, trafikulykker eller arbejdsulykker ville have så positiv en virkning på befolkningens sundhed som et røgfrit samfund.
Men er det da virkeligt så skønt at ryge – så skønt, at disse gener opvejes? – Det vil nogle mennesker åbenbart synes – andre ikke. Men mange vil slet ikke have noget valg. De er nødt til at fortsætte, når først de er begyndt. Det er nemlig det nemmeste, for ellers må de jo bekæmpe deres tobakshunger, og så er det alligevel meget lettere at gå hen og købe en ny pakke cigaretter, når den gamle pakning er tom.
Men for nu at vende tilbage til pjecen, så stod der også, hvad det er for et kemisk stof (nicotin) i tobakken, der skaber denne hunger, men der stod ikke noget om, hvad det er for en vanedannende magt eller kraft, der ligger bag. Der stod, hvordan kræft opstår, men ikke hvorfor og hvorfra den kommer. Men der stod, at FORENINGEN TIL KRÆFTENS BEKÆMPELSE i Danmark i 1983 brugte over 35 millioner kroner på at forske og finde ud af det. Og det er jo i øvrigt kun en lille brøkdel af, hvad der årligt bruges på kræftforskning i verden.
Illustration fra Kræftforeningens pjece
Værsgo, her er svarene. Det er ikke sikkert, de kan bruges til noget
Lad det være sagt med det samme: alle disse svimlende kostbare spørgsmål vil blive besvaret i denne lille redegørelse for Martinus revolutionerende indsigt i den menneskelige natur. Men spænd ikke forventningerne for højt, for den viden, du hermed kommer i besiddelse af, er det ikke sikkert, du kan bruge til noget. Den vil ikke gøre det lettere for dig, hvis du ryger og ønsker at holde op. Du vil ikke kunne bruge den i en revideret udgave af pjecen til kræftens bekæmpelse - det vil der ikke være forståelse for endnu – og du vil heller ikke kunne bruge den til at bekæmpe kræft eller hjælpe lægerne. Men den kan måske bruges, hvis du så småt er på vej ud af rygevanen. Den vil kunne sætte skub i din beslutning. Og uanset om du ryger eller ej: den viden, du opnår gennem kendskabet til Martinus kosmologi, vil give dig en ny viden om dig selv og dine medmennesker – en viden, der går fuldstændig på tværs af alt andet, du tidligere har læst eller hørt.
De yngre og de ældre i udviklingen
Hvis du tænker på nogle mennesker, som du kender, mennesker, der ryger, så vil du nemt kunne opdele dem i to kategorier. Der er dem, der synes, at livet er lige her og nu, mennesker, der let lader sig overtale til at benytte ethvert middel – ikke mindst nydelsesmiddel – til at sætte krydderi på tilværelsen. Og så er der dem, der hænger i en rygevane, de hellere end gerne ville ud af, hvis de havde karakter til det. Mellem disse to hovedtyper findes en hel skala af variationer. Det er nemt at iagttage, og hvis du ryger, kan du placere dig selv et eller andet sted på denne skala.
Den næste iagttagelse, jeg vil bede dig gøre, er følgende. Læg mærke til, at alt i dine omgivelser er under udvikling. Biologien viser, hvorledes udviklingen begynder i mineralriget og fortsætter i mere og mere avancerede former op gennem plante- og dyreriget, og hvorledes mennesket står på toppen af denne udvikling. Dette er udviklingen i store, grove træk. Men du vil også kunne se, at ikke alle mennesker står på samme udviklingstrin. Udviklingen går ikke i retning af, at vi skal leve som naturfolkene, men den går i retning af, at naturfolkene skal leve som de såkaldte "kulturfolk". Uanset, hvor velfungerende et samfundsmønster naturfolkene kan have, så går udviklingen ikke i den retning. Set i et rent udviklingsperspektiv, er naturfolkene altså yngre i udviklingen end kulturfolkene, som selv engang har været naturfolk eller stenaldermennesker.
Prøv nu at kombinere disse to iagttagelser. Tobaksindustrien har forlængst gjort det, og det har den været nødt til, for salget af tobak i de økonomisk udviklede lande er dalende. At være ikke-ryger er i de fleste af disse lande tegn på, at man er veluddannet og moderne. Men i u-landene har tobaksindustrien alle muligheder for at kompensere for sit tab. Her finder man nemlig en overvægt af den første af de to rygerkategorier, den, for hvem livet er lige her og nu. Mest dramatisk viser denne holdning sig nok, når det drejer sig om alkohol, fordi dette nydelsesmiddel får hæmningerne til at forsvinde og dermed baner vej for brutalitet og vold. Da spiritusrationeringen i Grønland blev ophævet i 1982, steg antallet af kæbebensbrud pr. måned således straks til det 3-dobbelte.
Du ser altså, at mennesker ikke bare er mennesker. Der er mennesker, som uanset deres fysiske alder, er ældre eller yngre i livet. Man kan finde børn og unge mennesker, der på den måde er ældre end deres forældre, og med en smule træning kan du nemt se disse forskelle. Og heri ligger også forklaringen på, at nogle mennesker lettere lader sig friste af tobaksreklamerne end andre.
Ingen grund til fine fornemmelser
Nu vil du nok tænke, at det er finere at være gammel i udviklingen end ung. Men sådan er det ikke. Du og jeg har begge været på naturfolkenes niveau engang. For at forstå det, må man være fortrolig med reinkarnationstanken, en tanke, Martinus kommer meget ind på i sine mange bøger. Her er der ikke plads til en nærmere udredning, men læs f.eks. Martinus' lille bog: REINKARNATIONSPRINCIPPET.
Lad os nu antage, at du tilhører den anden rygerkategori, den, der hænger på vanen med at ryge, eller at du måske lykkeligt er sluppet ud af rygevanen. Det betyder ikke, at du i det store perspektiv er finere eller bedre end den primitive førstegangs-ryger. Det betyder bare, at du er blevet lidt ældre. Men er det finere at gå i 2. klasse end i 1. klasse? – Ligegyldigt, hvor vi befinder os i udviklingen, vil der jo altid være nogen under os og over os. Vi er alle på vej.
Kroppens celler må skiftes ud
Men lad os nu se på rygerkategori nr. 2. Her drejer det sig i værste fald om storrygere, mennesker, der måske har røget gennem flere liv. Hvis det var alkohol, vi nu beskæftigede os med, ville vi her finde de kroniske alkoholikere. Dem finder man ikke blandt naturfolk, der lever i kontakt med kulturfolk. Sådanne naturfolk drikker blot hæmningsløst, når lejlighed byder sig, men passer ellers deres dont på helt normal vis, når pengene eller rationen er brugt op.
For at forstå, hvad der driver den inkarnerede storryger, må vi vende os mod reinkarnationstanken igen. Men denne gang i et andet perspektiv. Reinkarnation finder nemlig også sted i mikrokosmos, og hele rygerens krop er skueplads for en vældig trængsel af mikrokosmiske "storrygere" i form af hans celler. Det er celler – små levende individualister – med et særligt behov for at inkarnere i en storrygers krop. Disse celler, og det drejer sig måske om samtlige kroppens celler, har en mægtig trang til tobak, og når de ikke får den tilfredsstillet, skriger og råber de på nicotin. Disse nødråb fornemmer mennesket som en vældig uro og hunger i kroppen.
Ønsker en sådan storryger at nedtrappe eller helt holde op, da vil hans ønske gå imod hans krops umiddelbare behov. Hans chance for at slippe ud af pinen ligger i, at en stor del af kroppens celler har en forholdsvis kort levetid. Til gengæld er de indstillet på at bo der, og de vil igen og igen inkarnere i hans krop i automatisk forventning om at vende tilbage til de gamle tilstande. Efterhånden, som håbet synes at svinde, vil andre celler dog inkarnere, celler, der måske selv er på nedtrapningsstadiet, og til sidst vil hans krop befolkes med celler af ikke-rygertypen. Først da er han fri af sin last, men "rygeceller" vil hurtigt kunne inkarnere i tilfælde af tilbagefald, og så må hele aftrapningsproceduren gentages i et tempo, der afhænger af, hvor lang tid han har været røgfri, og hvor lang tid genoptagelsen af uvanen har fået lov til at stå på.
Når kræftceller inkarnerer
Lægevidenskaben har indenfor de sidste 20 år påvist en tydelig sammenhæng mellem rygning og en række livstruende sygdomme. En særlig plads i dette lidelsernes kabinet indtager lungekræften. Her står man nemlig overfor en diagnose, der straks giver anledning til dramatiske forholdsregler. For hvilken science fiction-forfatter kunne få idéen til en mere mareridtsagtig drøm. At tænke sig: gyselige væsener fra en fremmed planet, der invaderer vor egen klode, formerer sig med lynets hast og ved hjælp af hæslige metastaser spreder sig via bække, åer og floder, for til sidst at true hele menneskeheden med udslettelse. I sandhed et rædselsvækkende perspektiv!
Set i lyset af Martinus kosmologi er dette skræmmebillede et højst realistisk syn. For hvor kommer disse aggressive celler fra? Det drejer sig jo om primitive væsener, der endnu ikke har gennemgået den højt specialiserede udvikling, som ellers karakteriserer den menneskelige krops celler. Det eneste kræftceller kan, er nemlig at dele sig, formere sig og sprede sig, danne uorganiserede øer og gevækster og sluttelig gå deres egen undergang i møde ved uhæmmet at trykke og mase sig ind i og ud over det væv, som skal forsyne og ernære dem.
Er det ikke tydeligt, at disse celler slet ikke hører til i den menneskelige organisme? De kommer fra andre og laverestående animalske organismer, hvor levevilkårene er meget mere robuste. Men i den svækkede rygers tjærefyldte lunger får disse "gangster-celler" en fantastisk chance for at bryde ind, inkarnere og begå det helt store kup. Her kan de ligesom de barbariske germanere gå på plyndringstogt i det af nydelserne forkælede og dekadente romerrige. Her kan de nyde godt af værdier, der ligger svimlende højt over deres eget kulturniveau, et forgyldt og overdådigt slaraffenland.
Herrefolks-mentaliteten
Kære læser, har du nogensinde tænkt over, hvilket fantastisk redskab din krop er? Til daglig tænker du ikke over det, hvis du da ellers er sund og rask. For kroppen er jo en medfødt foræring, som bare fungerer og gør det så godt, at vi tager det som en selvfølge. Men heri ligger den fare, at vi som suveræn behersker af denne krop, kan bilde os ind, at vi kan byde den alt. Vi kan opfyldes af den samme mentalitet, der har været mange store hærføreres og erobrerkongers endeligt. Vi tror os usårlige og glemmer, at vore undersåtter er forudsætningen for vor lykke. Vi tror, at vi kan tillade os alt, og tramper dermed på vore medvæsener. Vi skejer ud i vellystige fornøjelser, så vor krops tjenere, cellerne, misrøgtes og gradvist udskiftes med primitive "lejetropper". Vort før så stolte imperium er i fuld gang med at gå i opløsning, og udenfor ligger fremmede horder af barbariske celler parat til at inkarnere ved førstkommende lejlighed.
Martinus påpeger, at denne situation i princippet er et uundværligt led i den fælles-menneskelige udvikling. Den repræsenterer et særligt tankeklima, han kalder "herrefolks-mentaliteten". Vi skal alle igennem dette stadium som et nødvendigt led i vor udvikling for at blive humane mennesker, der forstår, at det godt kan betale sig at tage hensyn til andre – ja, elske sine medvæsener, sin "næste", som sig selv. Og blandt disse medvæsener finder vi også kroppens celler. Derfor er der heller ingen grund til at blive mismodig, hvis man hænger på en rygevane, man gerne vil ud af. Det viser jo bare, at nu er man nået så langt, og så gælder det om dagligt at koncentrere sig på dette ønske: Hold op med at ryge!
Martinus har gang på gang fremhævet bønnens betydning, når det drejer sig om at få kraft og styrke til at overvinde sig selv. Jeg ved godt, at mange videnskabeligt indstillede mennesker får udslet og røde knopper, når de hører den slags. Men også her er det nødvendigt at eksperimentere og prøve nye veje. For øvrigt kan man hente intellektuel opbakning i Martinus bog: BØNNENS MYSTERIUM, hvor hele problematikken gennemgås i logisk sammenhængende tankerækker. Endelig bør man også støtte sig til kræftforeningens pjecer om tobaksafvænning. Her kan man nyde godt af andres erfaringer.
Til slut vil jeg bare ønske dig held og lykke. Hvis du ryger, vil du måske en dag kunne hjælpe andre ud af vanen. Og uanset om du ryger eller ej, så skulle du prøve at analysere dig selv og komme til klarhed over, hvor du endnu har rester af "herrefolks-mentaliteten" i behold. Den gør sig nemlig gældende for os alle, og vi får den udpeget, hver eneste gang vi møder modgang i livet. Det er et princip og en lov, der før eller senere gør os modtagelig for teoretisk undervisning og åndsvidenskab. God fornøjelse!
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige