Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når man er glad for Martinus analyser, kan man godt undre sig over, måske endda blive lidt skuffet over, at de ikke finder en hurtigere udbredelse. Man kunne tænke sig som en del af forklaringen, at det verdensbillede, som de udtrykker, er så stort og omfattende, at de færreste synes, de har tid til at sætte sig ind i det. De emner og holdninger, som ellers diskuteres i dagens samfund, er meget mere enkle og konkrete. Hvis man skal blive kendt og måske anerkendt i en fart, skal man have et kortfattet og letforståeligt budskab.

Det er dog kun for en umiddelbar betragtning, at Martinus verdensbillede kan forekomme uoverskueligt. Budskabets kerne er i virkeligheden meget enkelt, nemlig kærlighed til alt levende. Det var præcis det samme budskab, Kristus bragte, men hvor denne kun kunne fremføre det som et dogmatisk postulat, der talte til følelserne alene, har det været Martinus' opgave at bringe de logiske argumenter, der tillige kunne stimulere forstanden. Det kristne budskab skulle blive til en videnskab, og det er klart, at en videnskab må have en vis volumen og struktur. Men konklusionen eller facittet på alle analyserne er kærlighed til dem, man har med at gøre. Det er for at forstå dette, at Martinus har beskrevet skæbneloven, reinkarnationsprincippet, udviklingsloven m.m. Hvis man virkelig har behov for at forstå og ikke blot tro, så er ingen af disse analyseområder overflødige, men udgør hver især en uundværlig brik i helhedens logiske mønster.

Kristi budskab og Martinus' mission er som sagt det samme, men Martinus' kærlighedsbegreb har flere aspekter, og det er dem, jeg hentyder til med overskriften: Den tredobbelte indvielse. Kristus måtte nøjes med at opfordre til kærlighed til andre mennesker, "næsten" var altså ensbetydende med mennesker. Det er uden al tvivl også det allervigtigste aspekt, for kun derved kan man kun undgå krig og skabe fred på Jorden. Og dette bud er ikke mindre aktuelt i dag, hvor vi ser, hvorledes krigshandlinger og terroraktioner finder sted som overtrædelser af dette bud. Mange mennesker verden over er imidlertid vokset fra dette stadium. De kunne ikke tænke sig at bruge fysisk vold overfor andre mennesker, og de er ofte også i det daglige sympatiske og hjælpsomme overfor deres medmennesker. Alligevel kan de blive syge eller komme ud for ulykker. De er derfor modne til at blive "indviet" i flere aspekter af kærligheds- og næstebegrebet. Kærlighedsloven hedder nemlig kærlighed til alt levende. Foruden menneskene omfatter den derfor også dyrene. Det er mange ved at forstå i dag, hvad dyreværnsforeningernes vækst og diskussionerne om burhøns og tremmekalve vidner om. Dyr og mennesker hører med Martinus udtryk til mellemkosmos, og alle humane mennesker vil anerkende, at dyr er levende skabninger ligesom os selv. Det var også derfor, at Kristus måtte begynde med at fremhæve kærlighedens betydning her. Men der er også to andre "kosmos", som er befolket med levende væsener, henholdsvis mikrokosmos og makrokosmos. Mikrokosmos er en tilsyneladende lilleputverden bestående af organer, celler, molekyler og atomer, der er ligeså levende som os og i virkeligheden er umådelig afhængig af vor kærlighed til dem. Makrokosmos er den mammutverden, vi er omgivet af, først og fremmest Jordkloden, men også sol- og mælkevejssystemet. At Jorden har brug for vores kærlighed er ved at gå op for mange i dag, som kan se, hvorledes forureningen ødelægger værdifulde naturområder. Man kan altså opdele de levende væseners tilværelseszoner i tre hovedområder: mikro-, mellem- og makrokosmos, og kun gennem en indvielse i, at kærlighed er alfa og omega i vort forhold til alle tre områder, kan menneskene opleve en lykkelig tilværelse. Det er temaet for dette nummer af KOSMOS. Først og fremmest i Martinus' egen artikel "Kristus og verdensbilledet", men desuden i artiklerne "Farvel og tak tobak" af Søren Hahn, der angår en meget praktisk side i forholdet til vort mikrounivers, og "Partisk medisin" af Anne Brostigen, der ligeledes angår ansvaret overfor vort mikrokosmos.