Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"De åndelige verdener" eller "livets festsal" (se Aage Hvolbys artikel på de foregående sider) beskriver Martinus som en naturlig fortsættelse af udviklingen af den fysiske verden, idet mineral-, plante- og dyrerige efterfølges af "riger", som hidtil er ukendte på jordkloden. Her følger et citat fra LIVETS BOG II, stk. 384, der beskriver nogle af de oplevelser, der venter os...

 

Hvis det jordiske menneske pludselig vågnede op i denne tilværelse, ville det opdage, at det ikke mere havde noget tungt fysisk legeme. Det ville være gennemrislet af en urokkelig permanent ungdoms charmerende friskhed og livsglæde. Dets organisme, der skifter form og farve med tanken og ønsket, ville stråle i alle regnbuens farver. Den ville lyse og funkle i metalglans såvel som med solens skin. Den ville være i stand til at åbenbare lydenes umådelige skala lige fra tordenens drønende brag bag lynet til den fineste lille symfoni fra cikadens medfødte naturharpe. Dets egen organismes skiftende natur, efter ønskets bud, ville snart give den himmelske verdens jordiske gæst færten af en evig tilværelse. Noget "dagligt" eksisterer ikke her. Alt har evighedsglans. Alt ville udtrykke eller bevidne dets magtvælde som gudens egen søn, som tidens og rummets herre.

Dets umådelige, fuldkomne tanke- og handleevne, dets kolossale overlegenhed overfor materierne, dets absolutte frigjorthed fra former og tyngde ville tillade det en korrespondance med sine omgivelser, der i eet og alt ville blive en kærlighedens lovsang til den evige Guddoms pris, manifesteret i himmelske materiers betagende strålevælde.

Sin interesse og sympati ville det, som gæst i den højeste verden, nu direkte kunne meddele eller udtrykke med sin sjæls hele fylde. Det er ikke mere bundet til kun at kunne udtrykke sine tanker ved indirekte jordiske metoder. Dets sympati tilkendegivelser eller sjælsudtryk markeres ikke mere blot ved en række lydfrembringelser eller bogstavprentninger. Det er ikke mere et væsen, begravet eller bundet i de faste materiers spændetrøjer, der udgør organismer for "det dræbende princip"s væsener i spiralens uintellektuelle zoner, der udtrykker sig. Nu er det et himmelsk væsen, der lader sin organismes hele form og farve, lys og volumen antage et hundrede procents tilpasset sympatisk udtryk for den, det vil kærtegne. Det overjordiske væsen omfavner ikke med hænder eller viser sin sympati blot med et par smilehuller eller andre sympatiske folder i ansigtshuden, men kærtegner med hele sin sjæl og ånd.

Da det er eet med sin næste, har det intet at skjule, intet at dække over eller at fortie for denne næste, men optager ham helt og direkte i sin kærlighedsglorie. Dette lader sig så meget desto lettere gøre, eftersom denne næste jo også er funklende af hundrede procents kærlighed. Intet som helst væsen, hverken dyr eller menneske, kan, som vi senere skal komme tilbage til, passere "den guddommelige verden" uden udelukkende i kraft af sin kærlighed. Lad så være, at flammen for visse væsener ikke er ret stor, tigeren kan jo ikke have det samme kærlighedsvæld i sin bevidsthed som verdensgenløseren, men dens lille flamme er alligevel det absolut betingende for dens tilværelse her. De dyriske naturer må lades tilbage i mørkets verdener. Ingen kommer her uden at have "bryllupsklædningen" på. Det jordiske væsen, der har fået lov til at være den himmelske verdens gæst, vil derfor få endnu meget mere at forundres over. Ikke alene er det selv fremtrædende i al uskyldsrenhed, hvilket vil sige, totalt udrenset for egoisme, men alle, hvem det ser, er fremtrædende i tilsvarende renhed. Men dets forbavselse kender ingen grænser, da det begynder at opdage, at næsten alle de væsener, det ser eller bliver vidne til her i den himmelske verden, er gamle bekendte fra den jordiske zone, både venner og – fjender. Det opdager, at også disse er gæster her i den højeste verden. Men er dets forbavselse stor, bliver dets glæde endnu tusindfold større, thi det er ikke alene sine gamle venners kærlighed, det nu er genstand for, men det er også sine – fjenders varmeste sympati, der nu lyser det i møde.

Hvor er alt hadet og fjendskabet blevet af? – Ja, det var jo netop det, der ikke hørte med til "bryllupsklædningen" og derfor måtte efterlades ved indgangen til "den guddommelige verden". Kommer da alle jordiske væsener i "den guddommelige verden"? – Ja, hele den fysiske reinkarnation er jo baseret på en gæstetilværelse i nævnte verden. Imellem de fysiske tilværelser eller liv passerer væsenerne igennem spiralens højere verdener for derfra igen at føres tilbage til fødslen i den fysiske verden. Men alle disse jordiske væsener adskiller sig fra "den guddommelige verden"s egne eller ordinære beboere derved, at de ikke som disse har hjemsted i nævnte verden, men kun er gæster her og er hjemmehørende i den fysiske verden eller dyreriget.