Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1986/4 side 79
Spørgsmål og svar
 
Er Martinus den første?
Hvorfor er Martinus den første, der intuitivt har set hele verdensordningen? Der er da andre end ham, der har opnået kosmisk bevidsthed og ægte intuition.
G.D.
Svar
Det ville jo nok have fået Martinus til at protestere, hvis nogen påstod, at han var den første her på jorden, der havde opnået at få kosmisk bevidsthed. Han ville sikkert henvise til bibelens beretninger, der med al ønskelig tydelighed viser, at Jesus i hvert fald var før ham. Men det særlige ved Martinus er, at han har efterladt sit vidnesbyrd skriftligt, hvilket tidligere "kosmisk bevidste" ikke har.
Men mon ikke spørgsmålet er opstået på grund af en misopfattelse af begreberne kosmiske glimt og kosmisk bevidsthed? Martinus skriver i "Livets Bog" I, stk. 202:
"Ligesom intuitionen begynder at gøre sig gældende i den fremskredne kunstners eller forfatters bevidsthed, således begynder den også at gøre sig gældende i den fremskredne videnskabsmands eller forskers bevidsthed. Når han når så langt frem i sin forskning, at han begynder at arbejde med så rene åndsproblemer, at de består af kærlighedsenergi, da kommer han også i inspirations- eller ekstasetilstand og får derved gennem intuitionen adgang til ånds- eller erindringsmaterialer, der ligger udenfor hans vågne bevidsthed. Intuitionen viser sig da her som små glimt eller brudstykker af absolut viden, og disse glimt bliver således begyndelsen til "kosmisk klarsyn".
Efter foranstående citat kan man forstå, at der gennem jordmenneskehedens historie har været mange eksempler på personer, der har oplevet kosmiske glimt og som i alle disse tilfælde, på den ene eller anden måde, har været medvirkende til at højne menneskehedens intellektuelle stade, selvom de ikke har haft kosmisk bevidsthed.
Noget andet er, at menneskeheden nu har nået et stade, hvor flere og flere ikke mere kan stilles tilfreds med hverken en autoritær eller suggestiv forkyndelse af noget som helst. Så vidt det er redaktionen bekendt, er Martinus den første, der har beskrevet hele verdensordningen på en sådan måde, at det enkelte menneske ad intellektuel vej, dvs. via logisk sammenhængende tankerækker, kan konfrontere denne beskrivelse med sine egne personlige erfaringer, – så langt disse sidste nu engang rækker. "Tag dét af det, du kan bruge," siger Martinus om sin litteratur, "og lad resten ligge!"
I øvrigt kan henvises til "Livets Bog" I, stk. 213-220, hvor Martinus har givet en meget dybtgående og fyldestgørende analyse af både kosmiske glimt og kosmisk klarsyn eller bevidsthed.
TE