Kosmos 1986/4 side 74
Amadeus
– et værk om livet i kunsten
af Max Käck
Dødelig og udødelig kunst
I historiens løb har tusindvis af kunstværker set dagens lys. I denne strøm af frembringelser er der nogle få værker, som fremstår i det historiske perspektiv og for bestandig fanger menneskers opmærksomhed ligesom glitrende alpetoppe. Hvad er det, der gør, at et værk som Shakespeares Hamlet eller da Vincis Mona Lisa også i dag – hundreder af år efter deres tilblivelse stadig fascinerer og troldbinder publikum? Er det udelukkende ophavsmandens håndværksmæssige dygtighed og håndelag? Hvad er det, der mangler hos de tusinder øvrige og nu helt glemte værker fra samme tid, hvis frembringere måske også besad yderst fremragende manuel færdighed? Hvad er det, der får nogle få værker til at gå let igennem historiens finmaskede net, medens andre, selvom de blev værdsatte af deres samtid, hurtigt forvises til udviklingens pulterkammer?
Et moderne værk med dybe undertoner
Et kunstværk som i vore dage er blevet genstand for stor opmærksomhed, er filmen "Amadeus" af Milos Foreman, baseret på et teaterstykke af Peter Shaffer. Filmen har fået mange udmærkelser og mødt stor publikuminteresse. Dette tyder på, at det, som filmen viser, har en almengyldig interesse, og at den derfor får nogle strenge til at vibrere i mange menneskers sind. Når den formår at vække så megen positiv interesse, viser det også, at budskabet er i god kontakt med virkeligheden. Jeg mener, at den siger noget vigtigt og sandt både om livet og om kunstens inderste natur. Filmens hovedpersoner er to komponister, Wolfgang Amadeus Mozart og Antonio Salieri, og den handler om mødet mellem en genial kunstner og en, der attrår fuldkommenheden, men endnu ikke har nået den. Teaterstykket og filmen er ikke historisk autentiske og skal altså ikke betragtes som nogen biografi over de to mænd. I stedet har forfatteren brugt dem som mytologiske figurer, hvilket historien jo allerede havde gjort dem til, – de skal altså kun ses som symbolske skikkelser for specielle tilstande eller udviklingsstadier.
Filmens handling
Handlingsforløbet i filmen præsenteres for os gennem Salieris øjne. Hans største ønske havde lige fra barndommen været at blive en stor komponist. Hans tidlige oplevelser af musikkens verden havde gjort så stort indtryk på ham, at han var rede til at ofre næsten alt for at opnå evne til at skabe genial musik. I musikken oplevede han en verden af skønhed, harmoni og fuldkommenhed, – den stod for ham som en Guds klare stemme midt i en verden af primitivitet og ondskab. Han bad til Gud om at blive hans kunstneriske stemme, og han lovede at leve et liv i kyskhed og fromhed, blot han kunne få lov at leve i musikkens tjeneste.
Udadtil blev denne drøm også opfyldt. Der hvor filmens egentlige handling begynder, finder vi Salieri som hofkomponist ved den østrigske kejsers hof, en meget anset og attråværdig position. Men Salieri havde hørt rygter om den unge Mozart, vidunderbarnet, som i sin barndom havde rejst rundt med sin far og demonstreret sin bemærkelsesværdige begavelse, og som nu ifølge rygtet – endnu i ungdommens år – var modnet til en ægte kunstner. Mozart kommer til Wien, og der arrangeres en modtagelse, som Salieri deltager i, og hvor Salieri for første gang konfronteres med det unge genis værker.
Salieris møde med Mozarts musik tilhører filmens absolutte højdepunkter. Ved en anden lejlighed kommer Mozarts kone til Salieri med nogle originalmanuskripter for at bede denne om i kraft af sin position at hjælpe Mozart til en opgave og et arbejde. En tredie lejlighed er opførelsen af operaen Don Giovanni, hvor Salieri klart ser værkets storhed, men almenheden (personificeret ved kejseren) ikke kan kapere eller gennemskue dets kunstneriske iklædning. Kejseren udtrykker ved en senere lejlighed dette med en træffende kommentar: "Der er for mange toner!". Oplevelsen af Mozarts musik bliver en helt overvældende og rystende begivenhed for Salieri. Her finder han den fuldkommenhed og skønhed åbenbaret, som han hele sit liv har drømt om og i sit indre vidst eksisterede, men aldrig havde oplevet i nogen anden hidtil kendt musik, endsige selv havde kunnet skabe. For Salieri, som i hele sit liv havde stræbt og længtes efter den absolutte genialitet, bliver Mozarts musik en åbenbaring af den ædleste kunst af livets højeste visdom, af sfærernes harmoni og verdensaltets balance, den bliver for ham en blotlæggelse af selve Guddommens væsen.
Bruddet
Mozart, denne respektløse skælm som opfører sig som et forvokset barn, der gør sig lystig over Salieris kompositioner, han, der aldrig i hele sit liv har anstrengt sig for at nå sin begavelse, han skaber altså den mest geniale musik, medens Salieri, som har viet sit liv og ofret så meget for kunsten, ikke formår andet end at erkende Mozarts musikalske overlegenhed.
Eftersom Salieri ikke regner med reinkarnation, og med at man gennem mange liv kan opbygge en begavelse og få evner, som et enkelt livs øvelse ikke kan give, oplever han, at Gud straffer og håner ham, når han har givet ham evnen til at se fuldkommenheden, men ikke lov til at manifestere den. Salieri føler sig forrådt af Guddommen, føler at hans liv er meningsløst, og han beslutter at hævne sig. I en dramatisk scene lægger han et krucifix på ilden og sværger på at ville forhekse denne Guddommens yndling for på den måde at triumfere over Gud, og redde hvad reddes kan for sit eget liv. Efterhånden former en djævelsk plan sig i ham, en plan som skal afslutte Mozarts liv og få ham selv til at fremstå som den største af de to. Filmen viser senere, hvordan denne plan mislykkes, hvordan Mozart kommer mordet i forkøbet ved at udmarve sig med et intensivt liv og slidsomt arbejde og sluttelig dør, og hvordan Salieri efter sin plans fiasko bliver tilbage og lever et langt liv i samvittighedskvaler og mislykket komponistkarriere og til sidst ender sine dage på et sindssygehospital, glemt og forgræmmet.
Det der blev Salieris fald
Det er let at se, at Salieris svage punkt var hans hovmod og forfængelighed. Overfladisk set er filmen kun et trivielt vidnesbyrd om konkurrencementalitet blandt kunstnere. Men dette forklarer ikke Salieris stærke reaktion ved mødet med Mozart. Salieri havde jo en sikker position som en af sin samtids mest ansete tonekunstnere, medens Mozart blev mødt med skepsis og uforstand og måtte leve et fattigt og kummerligt liv. Salieri havde jo blot kunnet trække på skulderen af denne bajadsfigur, hvis det kun drejede sig om deres fysiske rang og autoritet. Men Salieri så noget i Mozarts værker, som ingen anden så, han så noget som var så ophøjet, at han ikke kunne lukke øjnene for det. Det, der bragte Salieri til fald, var derfor paradoksalt nok ikke alene hans hovmod, men hovmodet sammen med hans sandhedskærlighed og skønhedslængsel, der tvang ham til at erkende fuldkommenheden, når han mødte den.
Men hvilken almen interesse har dette? Er det ikke kun en overfølsom og neurotisk bevidsthed, der kan reagere så stærkt og overdrevet på grund af ønsket om at skabe stor kunst? Hvordan kan toner og melodier, farver på et lærred eller ord i lange baner, blive så vigtigt for et menneske, at han eller hun nærmest bliver besat af denne længsel? Hvad er det, der får nogle mennesker til at ofre liv og velstand og leve i fattigdom og modgang, ofte som offer for en hel samtids hån, spot og spe, blot for at skrive symfonier, male billeder eller skrive romaner? Er det for at retfærdiggøre deres egen persons sygelige eksistens? Er det en undskyldning for at slippe for hæderligt arbejde? Eller er disse mennesker ganske simpelt behæftede med en eller anden psykisk unormalitet, eller er det ganske enkelt sygdom?
Hvordan kunst kan være en åbenbaring af Gud
For at forstå den stærke dragning, som kunsten udøver på visse mennesker, må vi se nærmere på dens dybere natur og på lovene for livets oplevelse. Martinus viser i sit værk, hvordan al oplevelse og al skabelse i verdensaltet er underkastet en nøjagtig lovbundethed. Denne lovbundethed er kosmisk, det vil sige, den gælder alting, til alle tider og alle vegne, og Martinus har klarlagt den i form af analyser over det levende væsen, livsmysteriet, kosmisk kemi, livssubstanser m.m. Denne kosmiske orden, som alt så er gyldig inden for alle livets områder, såvel i det store som i det små, betinger, at alle manifestationer må være i kontakt med livets love for at kunne opfylde den hensigt som ophavet har haft med skabelsen. Når dette er tilfældet, siger vi, at den er "logisk", "fuldkommen" eller "genial".
Alt hvad der omgiver os er skabt af levende væsener. Og alt liv i verden går i sidste instans op i en levende universel enhed, omfattende alt eksisterende, nemlig Guddommen. Verdensaltet er således Guds skaberværk, og den kosmiske lovbundethed, som råder over alt i dette verdensalt, er et udtryk for Guds vilje. Jo mere fuldkommen en skabelse er, det vil sige jo mere den er i kontakt med den kosmiske orden, jo mere er den således også en manifestation af Guds bevidsthed. Og jo mere en skabelse eller manifestation er i kontakt med verdenslogikken, jo mere hæver denne skabelse sig således også over det individuelle plan og bliver et universelt udtryk, en refleks af den kosmiske virkelighed, som gennemstråler og opretholder altet og udgør alt livs inderste væsen.
Den mest grundlæggende drift i enhver menneskesjæl er at opleve livet, at føle sig levende og fornemme behag. At opleve livet er det samme som at stå i forbindelse med liv, eller med andre levende væsener. Al stræben, som optager menneskets liv, går til syvende og sidst ud på at sikre denne oplevelse. Og den største behags- eller lykkeoplevelse opstår, når der sker en total forening eller kontakt med en anden levende sjæl.
Lokal genialitet
Kunst er jo en form for skabelse, som i sig selv ikke har noget rent praktisk eller fysisk produktivt formål, men kun tilsigter at skabe oplevelse. Når en kunstner anstrenger sig for at give udtryk for sine oplevelser i toner, farver og ord, er det således for at bygge en bro eller skabe en forbindelse mellem sin forestillings- og følelsesverden og andres. Kunstværket bliver således et udtryk for ophavets bevidsthed, og dette dets egenskab som livsudtryk skaber tiltrækning eller ressonans hos de mennesker, som er på bølgelængde eller har en lignende erfaringsverden som kunstneren. Hvis kunstneren gennem flere liv har arbejdet og øvet sig inden for sit område og derigennem lært at forstå lovene for skabelse inden for delte område, bliver værket også en manifestation af denne lovbundethed. Men denne lovbundethed er jo en lokalitet den kosmiske eller universelle lovbundethed, som opretholder verdensaltet, og som er Guddommens signatur, og derfor bliver kunstværket ikke kun et udtryk for kunstneren, men også en refleks af Guds bevidsthed. Og da kunstens mål er oplevelse af liv, bliver dette mål desto mere opfyldt jo mere det nærmer sig genialitet, eftersom Guds bevidsthed er alt eksisterende liv.
Takket være at det er muligt at opøve genialitet inden for et begrænset område ved arbejde over perioder af flere jordeliv, bliver det således muligt at åbenbare fuldkommen skabelse på et fuldkomment udviklingsstadium, om end inden for lokale områder. Mennesker, som på denne måde har forceret udviklingen inden for et kunstnerisk eller andet område, genkender vi i historiens matematiske, litterære, musikalske osv. "genier". Da de har anvendt megen kraft til deres specielle område, er andre områder imidlertid i reglen mere ufuldkomne.
I tilfældet med filmens Mozart ser vi f.eks. en del svage sider i hans livsførelse, så som indenfor økonomi og i hans forhold til faderen. Men takket være disse geniale kunstnere har verdensaltets visdom kunnet kaste en refleks eller et lysglimt ind over et i øvrigt primitivt område. Gennem deres bevidsthed har det guddommelige lys kunnet inkarnere og få en for vore fysiske sanser direkte tilgængelig form. Igennem deres lokale genialitet har viden om eksistensen af en fuldkommen skabelse, af en guddommelig harmoni, balance og skønhed ikke kunnet forsvinde ud af menneskehedens fælles bevidsthed.
Når man er i konflikt med livet
Salieris store længsel efter fuldkommenhed og skønhed havde gjort ham følsom over for de fineste vibrationer i musikken, – han havde lært at opfatte dens virkelige sjæl. Hans egne frembringelser var dog på et betydeligt naivere niveau, og en af hindringerne for hans udvikling var måske hans forfængelighed, som bevirkede, at han tilpassede sine arbejder til det, der i øjeblikket var opportunt og "god smag". Man kunne derfor sige, at Salieri i sin iver var trængt ind i kunstens "allerhelligste" uden at have kvalifikationer som "ypperstepræst", dvs. uden at kende de mysterier, som hersker i "templets" inderste. Men erhvervelse af visdom og viden om de skjulte ting er noget, der må ske gennem en naturlig udvikling og parallelt med en voksende moral. Moralen er den beskyttende dragt, som ypperstepræsten bærer, når han betræder det allerhelligste, – uden den bliver de psykiske kræfter, som er der, livsfarlige. Filmen viser, hvordan Salieris møde med visdommen forårsager katastrofer både i hans eget og andres liv.
Salieris verdensbillede var af en sådan karakter, at det ikke viste ham, at "alt er såre godt", det viste ikke, at alle væsener er lige netop så fuldkomne, som de kan være på basis af deres udvikling. Det viste heller ikke, at begavelse og talenter ikke er nogen gave fra oven, men noget vi hver især skaber ved arbejde gennem mange inkarnationer. Det viste ikke, at alle væsener er lige over for Guddommen, at Gud ikke har nogen favoriter. Tværtimod var livet efter Salieris bedste overbevisning en eneste stor uretfærdighed. Han havde således ikke noget intellektuelt grundlag for tolerance, tålmodighed og optimisme, men kom i stedet på direkte kollisionskurs med livet. Men at gå imod livet er det samme som at gå imod Guddommen eller hele det uendelige verdensalt, og det er indlysende, at i en sådan situation må individet komme til kort. Filmens Salieri kom også til at opleve, hvordan hele hans liv, efter de skæbnessvangre begivenheder og Mozarts død, blev mere og mere ulykkeligt, og hvordan sindssygdommens kompakte mørke efterhånden sænkede sig over hans bevidsthed.
Kunsten og livet
Filmen Amadeus siger altså ikke blot noget om kunstens natur, den fortæller også noget om mennesket og om dets forhold til livet og sandheden om tilværelsen. Den viser, hvad konsekvensen bliver for et menneske, der attrår visdom og viden – ikke for at tjene andre og skabe for skabelsens egen skyld – men for selv at opleve ære, berømmelse og massernes dyrkelse. Den viser det umulige i at gøre sandheden om livet til en privat ejendom. Den viser også, at mennesket ofte i manglende kendskab til livet og den kosmiske virkelighed tolker sine oplevelser forkert og på grund af dette fejlsyn kommer i en farlig modstrid med Guddommen. Men ved at gå imod livet og dets lovbundne manifestationsmåde saboterer man de kræfter, som er beregnet til at give lykke og velsignelse, og ens skæbne bliver ulykkelig.
Mange mennesker mener i dag, at de gængse eksisterende forklaringer på livet ikke tilfredsstiller deres kritiske undersøgelser. Tilværelsen virker uretfærdig, Guddommen lidet kærlig og vis, og der er ikke meget, der opmuntrer til kærlighed og tolerance. De er ganske enkelt kommet så langt i deres intellektuelle udvikling, at de kan se og forestille sig en højere og mere fuldkommen tilværelse end den, det gamle verdensbillede opruller. Ligesom Salieri gjorde på musikkens område, ser disse mennesker længere ind i livets tempel end den brede almenhed, deres blik er rettet ind imod det allerhelligste eller livsmysteriets løsning. Men blikket er endnu uklart og synet sløres af den myldrende folkemængde og af forhænget, som spærrer for udsynet. For at deres spæde vision om humanitet og kærlighed ikke skal nedtrampes, og for at de ikke skal sidde fast i mentale mudderpøle på vejen mod lyset, er det nødvendigt med noget, der kan stabilisere og stimulere denne længsel efter fred, kultur og harmoni og vise, at livet, selvom det ser ud til at være det modsatte, er en kulmination af retfærdighed og fuldkommenhed. Martinus kosmologi med dens afsløringer af de evige sandheder og dens videnskabelige stabilisering af næstekærlighedsbudet er en sådan faktor; den viser, hvordan vi ikke kun kan blive genier i musik, men hvordan alle gennem livets egen træning og undervisning vil blive genier i den største kunstart: livskunsten.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige