Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Denne gang vil jeg fortælle om en lille oplevelse, jeg havde, da jeg forlod Frederiksberg Kirkegård efter at have beset Martinus mausoleum. Jeg kom forbi en nu næsten ukendt forfatters grav. Han hed Knud Lyhne Rahbek og døde i 1830. Når jeg fortæller om ham her, er det ikke for at sammenligne ham med Martinus på anden måde, end ved at vise, at nogle mennesker er glade for at bevare fysiske holdepunkter for en kulturel epoke, som de ikke selv fik mulighed for at være direkte vidner til. Jeg véd, at flere af vore læsere har svært ved at forstå, at sådan noget som det nyindrettede mausoleum for Martinus, og mindestuerne, der er indrettet i Martinus lejlighed på Mariendalsvej, kan have nogen betydning. Det er jo dog ikke de fysiske ting, der er de vigtigste, men først og fremmest Martinus litterære produktion. Sådan ser jeg også på det; men faktisk er det en kærlighedsgerning at bevare fysiske minder. Det viser f.eks. denne gamle grav, som forlængst ville være blevet sløjfet, hvis ikke pietetsfulde mennesker havde ønsket den bevaret. Og så er denne lille kreds af interesserede med en specialviden indenfor dansk litteratur dog for intet at regne i antal i sammenligning med den læserkreds, som Martinus engang vil få. Derfor mener jeg, at vi mennesker i dag har et stort ansvar for at bevare og passe på de ting, Martinus har efterladt sig, så fremtidens mennesker kan komme en svunden tids Martinus på nært hold. Denne tankegang kan man så stille sig forstående eller uforstående overfor, men for ligesom at gøre de uforstående lidt mere forstående, vil jeg fortælle noget mere Rahbek.

10 – 20 minutters gang fra Frederiksberg Kirkegård ligger nemlig denne forfatters gamle hjem "Bakkehuset", som nu er et velbesøgt lille museum, der vidner om en særlig epoke i dansk litteratur. Her mødtes den tids berømte digtere, kunstnere og litterater i et inspirerende samvær, og da jeg gik gennem de gamle stuer, var det faktisk som om en svunden tid stod lyslevende for mig. Fra min skoletid vidste jeg en hel del om de mennesker, der kom her for 150 – 200 år siden, og det var imponerende at se så meget af det oprindelige bohave, der var bevaret. Og da jeg fik at vide, at det hele var blevet spredt for alle vinde for 150 år siden og først 100 år senere var vendt tilbage til mindestuerne, og at huset oven i købet havde været lige ved at blive revet ned ... – ja, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på den forudseenhed med hvilken Martinus forstod sin sags betydning for fremtiden og dermed også værdien af at bevare et fysisk miljø, der for ham blev rammen omkring ikke bare en åndelig, men også i høj grad en fysisk udfoldelse, der igen vil blive forudsætningen for en hel klodes fremtidige kultur.

Jeg véd godt, at dette med minder og deres betydning ikke kan diskuteres på basis af intelligens alene. Men jeg hører altså til dem, der synes, at det er spændende at gå på museum, og jeg er glad for, at Martinus har tænkt på os, der har det på den måde.