Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Det er min mission at lære menneskene, at det betaler sig at være god," sagde Martinus engang.

"Skal man da være god, ud fra et gustent overlæg, ud fra kynisk og kold beregning?" spurgte en tilhører ved et foredrag, hvor Martinus blev citeret for ovennævnte udsagn.

Og man forstår jo let spørgeren, for hvor er godheden henne, når man bare er god mod andre med den bagtanke, at det bedst betaler sig for én selv? Kan man så tale om godhed – om ægte næstekærlighed?

Og svaret er, at det kan man godt – ja, man kan endda gå så vidt som til at sige, at næstekærlighed er den mest rendyrkede form for egoisme, der overhovedet kan udfoldes af mennesker på denne klode! Blot skal man ikke forvente, at man kan få alle og enhver til at skrive under på den påstand. Den kan nemlig ikke bevises for mennesker, der kun stoler på deres egne erfaringer, og som ikke har erfaringer, der bekræfter ovennævnte påstand.

Men man kan forsigtigt starte med at konstatere, at mange mennesker har vældig travlt med at ransage deres forhold til medvæsenerne, fordi der i dette forhold gør sig en stor usikkerhed gældende, samt at denne usikkerhed ofte viser sig som ærgrelser og samvittighedsnag. I visse tilfælde bebrejder man sig selv, at man i sin omgang med et medmenneske tager for meget hensyn til vedkommende – i andre til fælde for lidt. Det kniber ganske tydeligt med at finde den balance, hvor man føler sig afslappet og i harmoni med sin væremåde. Ifølge Martinus svinger denne balance omkring et mentalt ligevægtspunkt, hvis beliggenhed afhænger af, hvad man kan få sig selv til at nænne og ikke nænne over for andre. Og når mennesker føler så stor usikkerhed med hensyn til dette punkts beliggenhed – ja, så er det ikke bare fordi, det varierer fra menneske til menneske, men – det er også fordi dette punkt er i færd med at forskyde sig indenfor det enkelte menneskes egen bevidsthed! Det, man kunne nænne i går, nænner man måske ikke i dag. Men ak! – oftest finder man først ud af sit nye standpunkt, når man har handlet, og "straffen" for ikke at ramme plet, lige i balancepunktet, vil være uro, selvbebrejdelser, ærgrelser og samvittighedsnag.

Og her er det så, Martinus tager det usikre og sårbare menneske i hånden og bekræfter det i dets formodning om, at det befinder sig i en eksperimenterende tilstand. Dertil kommer, at han viser det, hvad det ikke selv kan se. Han peger på "udviklingsstigen", "loven for skæbnedannelse" og andre kosmiske love, og sandsynliggør dem ved at henvise til mere eller mindre almene erfaringer. Og jo flere af disse erfaringer, det usikre og sårbare menneske har fået lejlighed til at samle sammen i sin daglige omgang med andre, des mere tydelig er konklusionen: Det betaler sig at bruge tid og tanker på sin næstes velbefindende. Kald det så bare "gustent overlæg"! For den modne åndsforsker er det et spørgsmål om at kunne slappe af og være menneske.