Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Humaniteten i dens tilstand som virkelig kærlighed er udelukkende den livskraft, der udfolder sig igennem evnen til – ikke at kunne nænne at gøre det onde. – Men det eneste, der befordrer denne evne, er oplevelserne i ens egen organisme og psyke af de lidelsesvirkninger, som vor onde væremåde imod andre væsener har været den første årsag til, ikke blot i det nuværende liv, men også i vore fortidige liv. Men det eneste, der kan få menneskene til at skabe lidelseserfaringer imod dem selv, er udelukkende uvidenhed. Og det eneste, der fjerner uvidenhed, er oplevelsen af erfaringer. For virkeligt at kende forskel på det onde og det gode, det dyriske og det menneskelige, må menneskene i en vis livsepoke leve i uvidenhedens mørke og der skabe eller så og høste det onde så længe, at mentalernæringen af denne høst har bragt kærlighedsbevidstheden så langt frem, at væsenerne føler antipati eller væmmelse ved at manifestere eller så det onde. Det er først, når væsenets manifestationslyst er nået frem til at være af denne struktur og den heraf opståede urokkelige længsel efter at dygtiggøre sig i det godes manifestationer, at det får interesse af human vejledning, humane forskrifter, forskning og studium og dermed tilegnelsen af den viden, videnskab eller visdom, der kan udrense dets bevidsthed fra de sidste rester af dets dyriske natur og give dets psyke den afpudsning eller polering, der får det til at stråle i den guddommelige glans og bølgelængde, der er universets grundtone. Og i denne kontakt med Guddommen går det ind i den fundamentale "store fødsel" i gudslyset og gudslivet, der udløser dets kosmiske bevidsthed, der gør det identisk med vejen, sandheden, livet, evigheden og uendeligheden. Dets jordiske tilværelse er forsvundet. Guds billede funkler derefter det himmelske lys ud i verden. Gud er kommet til syne i mørkets sfære. Kloden begynder al lyse og varme i Guds ånds strålevæld. Guds vilje er sket fyldest. Alt er såre godt.