Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

At elske sin næste som sig selv –, det er, som vi véd, en vanskelig og kompliceret sag. Vi er jo fanger af vore egne, individuelle begrænsninger og kan derfor ikke omgås næstekærlighedsbudet ret meget bedre, end vi har selverkendelse til.

For at vi – som åndeligt søgende mennesker – skal kunne føle os godt tilpas i vort eget gode skind (og hvem vil ikke gerne kunne det?), må der udvikle sig en frugtbar indre dialog imellem det, vi rent faktisk er, og det, vi ønsker at blive.

Den, hvis tilværelse former sig "automatisk", har det forholdsvis nemt, hvad angår nævnte dialog. For han eller hun kan jo ikke opføre sig ret meget anderledes, end de uopdagede egne begrænsninger tillader. På godt og ondt! Men før eller senere vil ethvert menneske i kraft af sin skæbne og karma blive konfronteret så stærkt med sine individuelle begrænsninger, at det uvægerligt begynder at tænke efter vedrørende sig selv. Først da bliver det et åndeligt søgende menneske i dybere forstand, et menneske, der ikke mere er så "tilfreds" med sig selv, som det var tidligere.

Medens et ureflekteret og vegetativt menneske automatisk optræder "ægte", "naturligt", "oprindeligt" og "uforfalsket", selvom det i sin uvidenhed ignorerer næstekærlighedsbudet, så har det åndeligt søgende menneske betydeligt vanskeligere ved at opretholde sin "troværdighedsbalance", dvs. balancen imellem det, som det rent faktisk repræsenterer, og det handlings- og reaktionsmønster, der fremstår udfra dets åndelige længsler. På den ene side har det idealer, som opmuntrer det til at gå imod dets egne begrænsninger ud fra ønsket om at tilpasse sig bestemte, ideelle adfærdsmønstre. Og det er i princippet udmærket. Men på den anden side rummer sådanne bestræbelser også fare for, at den førnævnte dialog glider ud fra synsfeltet. Så kan det komme dertil, at et menneske lever mere i sit idealbillede, end i sig selv. Det bliver da sommetider ligesom et omvandrende slagord. Det er ikke længere tilstrækkeligt opmærksom på sine egne begrænsninger.

Martinus verdensbillede rummer ikke i mindre grad fare for en sådan afsporing end andre verdens- og livsanskuelser. For her bliver næstekærligheden kosmiskvidenskabeligt gjort tilgængelig for mennesket nøgne forstand. Her arbejdes meget med intelligens, med analyse. Og det er jo en velsignelser for mennesker, som der igennem, ad den for dem eneste mulige vej, finder tilbage til deres hjertes dybde. Men – forstandsmæssig udredning af næstekærlighed kræver tillige en voksende forkærlighed for selverkendelse! – for ikke at stivne i det formale, eller udarte i en misfortolkning af egne følelser.

At fortrænge eller ignorere den ubehagelige tale, som vi på forskellig måde konfronteres med igennem vor personlige omverden, og som har til formål at gøre os bevidste om vore egne ufærdige karakteregenskaber, indebærer en stagnation af den nævnte indre dialog og fører uvægerligt til en kunstlet psykisk balance med tab af troværdighed til følge.

Og indenfor sådanne "mentale rammer" kan et menneske ikke føle sig vel til mode i længden. Til troværdig virkeliggørelse af næstekærlighed hører derfor også bestræbelsen for at ville se sig selv, som man er, og leve med dette syn. Det hertil nødvendige usminkede selvbillede kan ikke i det lange løb forblive skjult for den virkeligt åbne, åndeligt søgende. Det skal vor personlige omverdens indtrængende tale nok sørge for. Thi denne tale er som et spejl, der fortæller mere om os selv, end om vor omverden.

Forudsætningen for, at næstekærlighed kan blive til en befriende virkelighed i og omkring os, er altså, at vi ikke glemmer at rette vor betingelsesløst elskende opmærksomhed – også indad! – mod vor egen psykiske verden, mod os selv.