Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ifølge Martinus er næstekærligheden den rette vej. Men hvis man nu ikke af hjertet føler for sine medmennesker, men først og fremmest med hjernen indser nødvendigheden af at gøre det, hvad skal man da stille op? – Hvis jeg går rundt og spiller næstekærlig uden egentlig at føle hjertet slå, så vil jeg måske forhindre mig selv i at blive ramt af den skæbne eller karma, der skal udløse det i mig, jeg netop mangler at få udviklet, nemlig virkelig forståelse og medfølelse for andre.

Martinus kommer ind på dette problem i LIVETS BOG VI, stk. 2292. Vi citerer: "Vi er nu kommet så langt i vor gennemgang af livets analyser, at vi kan se som kendsgerning, at menneskehedens vej til det virkelige, fuldkomne menneskeriges ordinære lykke og velvære absolut kun direkte kan skabes igennem menneskets bekæmpelse af sine dyriske anlæg, vaner eller selviske tilbøjeligheder. Det er rigtigt, at disse er medfødte anlæg og derfor mere eller mindre dirigerer viljen, i stedet for at denne skulle beherske og dirigere disse anlæg. Den menneskelige mentalitet må derfor ændres til en så human tilstand, at mennesket bliver disse anlægs herre og ikke disses slave. Dér, hvor mennesket ikke behersker disse dyriske anlæg, kommer det absolut uundgåeligt til at leve i krig, lidelser og alt andet heraf følgende mentalt mørke. Dér, hvor mennesket ikke bekæmper disse sine anlæg, skaber det altså betingelserne for en i forhold hertil kommende mørk og lidelsesfuld skæbne. Og denne mørke skæbne vil efterhånden udvikle, hvilket vil sige afvikle, væsenet af dets indvikling i de dyriske anlæg. Selvom de dyriske anlæg i det jordiske menneske på mange områder endnu ikke er under viljens magt, og væsenet ikke af hjertet kan føle kærlighed til næsten, så betyder det alligevel et stort plus for det teoretisk at kende de kosmiske loves virkninger og i kraft af denne kundskab at bekæmpe sine uheldige anlæg så meget som muligt. Det kan da, så langt denne bekæmpelse rækker, undgå mørk skæbne. Og det er netop i kraft heraf, at nærværende kosmiske analyser manifesteres, så de kan udgøre en teoretisk hjælp for den, der selv begynder at tage hånd i hanke med sin egen udvikling og selv vil hjælpe naturen eller livet og dermed Guddommen med sin egen afvikling af dyrerigets fangenskab. Væsenet kan således ved hjælp af de kosmiske analyser påbegynde sin egen indvikling i menneskerigets væremåde og dermed i livets højeste fuldkommenhed, kulminerende i visdom, kærlighed, skønhed og glæde." (Citat slut).

Jeg forstår helt, at vi skal være til gavn og glæde for vore medmennesker, men skal vi prøve at tvinge en godhed frem, som vi ikke føler? Kan en påtaget ydmyghed over for andre ikke være grundet i frygt for misbilligelse af en selv? Begrebet "ydmyghed" er svært at forstå, synes jeg, når man både skal elske sig selv (og sørge for sin egen udvikling) og elske andre.

Via Martinus kosmologi kan man ad teoretisk vej komme til erkendelse af, at det er udviklingens mål med os alle, at vi skal blive til gavn og glæde for vore medvæsener. Og da dette mål ikke nås uden personlige ofre og anstrengelser, må man nødvendigvis påføre sig selv et vist element af tvang, – ikke mindst, som du skriver, fordi man ikke altid følelsesmæssigt er på højde med dét, man med sin forstand godt kan indse, er rigtigt. Teorien er i orden, men de praktiske evner halter bagefter. Og her er det en god ting at forstå, at denne situation ikke er noget enestående, men gælder indenfor ethvert område, hvor det drejer sig om at lære noget nyt. Derfor ligger der (på dette sted) heller ikke andet i ordet "tvang" end, at man foretrækker at gøre sig visse anstrengelser for at lære noget nyt, frem for bare at fortsætte i den vante trummerum.