Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1986/2 side 38
Nyt fra Martinus Institut
 
Vinterskolen på halvvejen
af Max Käck
 
På Martinus Center, Klint, foregår der i år for anden gang undervisning i vinterhalvåret. Det, der har gjort denne aktivitet mulig, er bl.a. den nye helårspavillon. I de to første efterårsmåneder blev også den gamle Pavillon II anvendt, og deltagerantallet var i denne tid (sept./okt.) derfor dobbelt så stor, d.v.s. godt fyrre personer. I efteråret var der to grupper, som arbejdede parallelt, dels dem der studerer for andet år og dels de nye, der begyndte i efteråret. I løbet af september-oktober gennemgik den første gruppe fjerde del af "Det tredie Testamente" og den anden gruppe første del.
Litteraturstudiet foregår om formiddagen i form af gruppearbejde, som forberedes individuelt. Efter hvert større afsnit er der en fælles forelæsning og sammendrag over det læste stof. Litteraturstudiet omfatter også forelæsninger over de såkaldte små bøger af Martinus. Efter formiddagens gruppemøder fortsætter man med symbol teknik eller foredrag.
Efter frokostpausen arbejdes der videre til omkring kl. 14 med litteraturorientering, hvor der gives en overskuelig præsentation af hele Martinus værk. Endvidere "Kosmologi og verden i dag", hvor dagsaktuelle emner diskuteres ud fra et åndsvidenskabeligt perspektiv, samt foredrag af Martinus på bånd eller "Kosmologiske reflektioner" af lidt lettere fordøjelig karakter.
Før den første tomåneders periode var færdig og deltagerne rejst hjem, blev der afholdt et "vurderings-møde" eller evaluering, hvor alle kunne komme frem med deres synspunkter og eventuelle forslag for fremtiden. De viste billeder er fra dette møde. Der var flere, der syntes, at de havde fået en stor dosis kosmologi i løbet af disse 2 måneder. De sagde, at det var lige tilpas at tage hjem nu til sit sædvanlige hverdagsmiljø for at fordøje indtrykkene. Blandt de positive udtalelser fremhævedes bl.a. nytten af at få et overblik over litteraturen, og særlig af Livets Bog, sideløbende med at man begyndte at studere det omfangsrige værk. Et andet inspirerende indslag var båndene med foredrag af Martinus selv. Gruppearbejdet omkring Livets Bog blev fremhævet som noget af det mest givende. Man ville gerne have mere arbejde i grupper med f.eks. emnet "Kosmologi og verden i dag". Der fremkom også et forslag om at arbejde med projekt-grupper, som mere i dybden kunne gennemarbejde særlige afgrænsede problemstillinger. Materialet fra et sådant arbejde ville senere kunne komme andre til gode, f.eks. som foredrag eller publicering i KOSMOS. Der fremkom i det hele taget mange ønsker om at være mere aktiv i studiet. Der har ganske vist også været lister, hvor man har kunnet melde sig til at præsentere en idé eller et emne, omkring hvilket man har gjort sig nogle tanker – eller referere en af de mindre bøger. Men dette programpunkt skal nok sættes mere i system for at fungere. Undervisningsprocessen er ikke noget, der kun drejer sig om at blive "fodret" med viden. For at materialet skal blive bearbejdet godt, er det et naturligt trin selv at forsøge at formulere det, man har læst og studeret.
Endelig blev skolens behov for informationskanaler med omverdenen diskuteret. I fremtiden er det meningen, at man skal kunne studere en tid på skolen, vende hjem, og så senere efter f.eks. et års tid kunne komme tilbage til skolen for at fortsætte studiet dér, hvor man sluttede. For at dette skal kunne fungere, må der være en informationsfunktion, som giver oplysning om skolens planlægning vedrørende dette studium. Et andet informationsbehov for dem, der vil fortsætte med at være aktive efter hjemkomsten, består i at få kendskab til kosmologiforedrag og studiekredse i det område, hvor de bor.
Vinterskolen på Martinus Center i Klint fortsætter nu med en mindre gruppe indtil påsken. I KOSMOS kommer vi tilbage med rapporter fra arbejdet. Når planerne for skolens fortsættelse er færdige, vil vi også her i bladet bringe oplysning herom.