Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er det evige jeg bag stene, planter og dyr nøjagtig af samme art og alder som det højtudviklede menneskes evige jeg? Er åndssvages evige jeg ligeså gammelt og ligeså udviklet som livskunstnerens evige jeg? –

Som det fremgår af "Livets Bog", er det evige jeg bag ethvert levende væsen og bag universet en foreteelse, som eksisterer uden at have nogen som helst analyse udover netop dette, at den er til. Om dette jeg kan man derfor kun sige, at det udgør "Noget, som er". Da dette Noget er selve det oplevende og skabende i tilværelsen, kan det ikke i sig selv være identisk med denne oplevelse og skabelse. Denne kan kun være en foreteelse, som er knyttet til dette jeg, men kan ikke være dette jeg i dets egennatur. Vi står derfor her overfor en urokkelig analyse af det levende væsen, nemlig den, at det udgør to realiteter: "Skaberen" og "Det skabte". At "Skaberen", hvilket vil sige: det evige jeg, må have været til, inden det skabte blev til, er naturligvis en selvfølge. Men når det evige jeg således kunne eksistere, før det skabte blev til, er dets eksistens i sin egennatur ikke afhængig af denne skabelse. At det derfor ligeså godt kan eksistere efter det skabtes ophør som før dets tilblivelse bliver her synligt som ligeså selvfølgeligt. Men derved bliver det evige jeg her afsløret som noget, der i sin egennatur eksisterer suverænt eller ganske uafhængigt af det skabte. Da det evige jeg således ikke kan være skabt, men ikke desto mindre eksisterer, kan det aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom det heller aldrig nogen sinde vil kunne ophøre. Det kan kun eksistere. Men en eksistens, der hverken har begyndelse eller afslutning, kan kun være evig. Jeg'et bliver således her synligt som noget evigt. Dette evige Noget er altså hævet over tid og rum. Ved ikke selv at være nogen begyndelse eller afslutning underkastet, overlever det alt, hvad der har begyndelse og afslutning, hvilket altså vil sige: alle skabte foreteelser. Ingen af disse kan derfor i nogen som helst retning være en analyse af det evige jeg. Siger man om dette jeg, at det er en plante, et dyr eller et menneske, eller siger man, det er klogt, det er uskønt, det er guddommeligt eller lignende, vil ingen af disse analyser kunne være en analyse af det evige Noget eller jeg'et, idet de hver især kun vil være udtryk for noget, det evige jeg midlertidigt har frembragt eller skabt, og som derfor er forgængeligt, noget som før eller senere vil ophøre, uden at jeg'et ophører. Dette vil stadig eksistere, men det må i kraft af denne dets altoverlevende, evige eksistens i sin egennatur blive navnløst, idet alt det, ved hvilket vi vil give det navn, eller med hvilket vi vil gøre det identisk, vil blive overlevet af jeg'et. Det er denne dets eksistens uden for det forgængelige, der er dets sande analyse. Denne må derfor i følge sagens natur blive navnløs. Jeg'et har derfor ingen analyse ud over dette ene, at det udgør "Noget, som er". Og det er i kraft af denne dets navnløse eksistens, at det i "Livets Bog" har fået betegnelsen "X 1".

Er mit og andre væseners Jeg identisk med Gud (Guds Jeg)? – Indtager Gud dog ikke en særstilling, er mere end mit og de andres Jeg? –

Når der er tale om et Jeg, enten det er Guds Jeg, eller det er de andre levende væseners evige Jeg, kan der slet ikke være tale om nogen som helst artsforskel. Jeg'et i de levende væsener er, som omtalt i svaret på spørgsmålet om Jeg'et i forrige brev, et "Noget", som i sig selv kun har en absolut eneste analyse, nemlig den, at det er til. Det udgør kun "Noget, som er". Hverken Jeg'et i Gud eller Jeg'et i noget andet levende væsen har nogen som helst anden analyse. Nævnte "Noget" er hævet over tid og rum og dermed over størrelse, arter, volumen og alder etc. Intet som helst af de skabte foreteelser kan være en analyse af noget Jeg, idet det altid vil udgøre noget, der er frembragt af et Jeg. Dette Jeg eksisterer altså i sig selv suverænt både før og efter denne skabelse. Nævnte skabelse kan derfor ikke udtrykke noget om dets eksistens før og efter denne skabelse og kan derfor umuligt udgøre dets analyse. Når der derfor er tale om et blot og bart Jeg, kan der ikke være tale om noget "levende væsen". Et sådant Jeg i sig selv alene er ikke noget levende væsen. Det kan derfor i sig selv hverken udgøre Gud eller noget andet væsen. Et Jeg i sig selv er kun en del af et levende væsen. Der skal to andre foreteelser til, før det kan fremtræde i denne åbenbarede form. Idet jeg her må henvise til studiet af mit hovedværk "Livets Bog", hvor emnet er analyseret under begreberne af X 1 – X 2 og X 3, skal jeg her kun antyde, at et Jeg for at fremtræde som et levende væsen foruden sin analyse som "et Noget, som er", yderligere må udgøre en dobbeltanalyse. Det må åbenbare sig som "Skaberen" og "Det skabte". Derved kommer det netop til at opfylde lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at noget kan fremtræde som et levende væsen. Ethvert levende væsen udgør jo et evigt Jeg og en til dette Jeg knyttet lige så evig skabeevne og kommer derved til at fremtræde som "Skaberen". Men ved sin evige tilknytning til en skabeevne vil det også være knyttet til et evigt resultat af denne skabeevne, altså en evig skabelse. Denne skabelse er igen det samme som en evig forvandling af materie, en evig skiften former. Denne evige proces er det levende væsens livsoplevelse, båret af en kæde af nogle til formålet hensigtsmæssigt skiftende organismer. Det er denne skiften af organismer, der kendes som reinkarnation eller genfødsel. Og det er indenfor dette, det skabtes område, at tids- og rumdimensionen eksisterer. Og det er først indenfor denne dimension vi kan tale om størrelsesbegreber, kontraster eller forskelle på foreteelser og dermed også på forskellen på Gud og de levende væsener. Og denne forskel, der her forekommer, vil naturligvis i første instans være den, at Gud er det altomfattende ene store levende væsen, i hvilket alle vi andre er lokale væsener, er sanseredskaber for hans bevidsthed. Vi er således lokale livs- eller oplevelsescentre i hans organisme på samme måde, som alle mikrovæsenerne i vor organisme er lokale bevidsthedscentre, igennem hvis livsoplevelse vi erkender vor egen organismes velvære eller sygdom, og efter hvilken erkendelse vi da viljemæssigt kan gribe ind, dels for at hjælpe vore mikrovæsener til velvære og dels for igennem dette velvære at befri os selv fra smerte og derved forme vor egen livsoplevelse eller skæbne som velvære.