Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje", har vi lært i barndommens religionstimer, og det blev tilføjet, at "Herrens veje er uransagelige." Ved adskillige begravelser, ikke mindst hvis et barn eller et ungt menneske er gået bort, eller hvis et ulykkestilfælde har bortrevet en forsørger eller en mor, har de samme ord været brugt. Resignationen, at det er Guds vilje, den uafvendelige, som er sket, har uden tvivl gennem tiderne hjulpet mange blindt troende mennesker. I vor tid er det færre og færre, der kan hjælpes af en sådan resignation, fordi de ikke mere tror på Gud. Og en af de væsentlige årsager til den manglende tro er netop alt det forfærdelige og onde, der sker i verden. Det kan da ikke være Guds vilje! Så ville han være en sadist, en djævel og ingen Gud. Altså er der ingen Gud til, mener man, tilfældighedernes spil råder i livet, hvor krigen, forbrydelsen, hadet og ondskaben florerer lige fra den geniale nederdrægtighed til den lille luskede løgn.

Hvad vil det egentlig sige: at ville noget? Det er ikke let at svare på, da vi her står over for selve livets urkraft. Alt, hvad vi vil, udrunder af selve vort urbegær: Viljen til livet, til oplevelse, forvandling og fornyelse. Det vi vil, kan opnås med større eller mindre besvær, til tider med største lethed. Vil et menneske med en sund organisme løfte en arm, sker det i brøkdele af sekunder. Vil det besøge sin nabo, tager det lidt længere tid at realisere viljesakten i handling, og så er det jo et spørgsmål, om naboen er hjemme. Her har vi allerede en eventuel hindring for gennemførelsen af viljen, og dermed en kilde til skuffelse eller irritation. Vil man rejse til Amerika, er der adskillige hindringer, viljekraften må overvinde, inden ønsket bliver til virkelighed i den fysiske verden, og siger man: "Jeg vil spille klaver og gør det af kærlighed til musik og i et ønske om at give udtryk for noget, der bor i en, må man øve sig med uendelig tålmodighed for blot at kunne spille nogenlunde godt. Og så kan det jo være – hvis viljen og ønsket ikke er stærkt nok, og store hindringer kommer i vejen – at man mister tålmodigheden og siger: "Jeg vil alligevel ikke spille klaver". Viljen skal altid overvinde modstand i denne verden og har let ved at overvinde visse former for modstand, andre former er besværligere at overvinde, og andre igen kan kun overvindes ved den yderste anstrengelse, koncentration og tålmodighed. Ikke alene spiller den modstand en rolle, man eventuelt møder i den ydre verden, der er også modstand at overvinde i menneskets sind, nemlig de dele af bevidstheden, som reagerer imod og ikke vil tage konsekvensen af og ansvaret for den byrde, individets egen vilje har pålagt det. Det kan føre til indre konflikt, dårlige nerver, stress m.m. Og vi har sikkert alle været i den situation, at vi har spurgt os selv, hvad det egentlig var, der var det ledende og styrende i os: blinde instinkter, ydre kræfters påvirkning, tilfældighed, arv og miljø eller måske en højere magt? Een ting er man i alt fald begyndt at tvivle på, og det er, om mennesket har en fuldstændig fri vilje.

For at gennemføre det, vi vil, må vi overvinde modstand, og modstanden kan til tider være så stor, at vi må opgive at gennemføre vort forehavende og få vor vilje. Det er ikke muligt at gøre lige, hvad vi vil, naturens kræfter lige fra elementerne til andre menneskers vilje lægger os hindringer i vejen og begrænser vor frihed. Men netop dette forhold har gennem tiderne udviklet menneskets evne til at overvinde naturkræfterne med snilde og intelligens. Det har også udviklet forskellige evner hos menneskene til at forsøge at overvinde andres vilje og føre sin egen igennem enten med magt, med list eller med virkelig klogskab. Menneskene kræver frihed, det er blevet et slagord i vor tid. Men hvad forstår man egentlig ved frihed? I almindelighed opfatter man frihed som uafhængighed af andre, og deraf opstår begrebet "frihedskamp", som menneskehedens historie for en væsentlig del består af. Mange former for slaveri og undertrykkelse er overvundet gennem de sidste århundreder, og mennesket her i vesterlandet er vokset ind i større og større ydre friheder, som det moderne demokrati og den såkaldte velfærdsstat er billedet på. Men selvom visse friheder og fordele er opnået til gavn for helheden, er andre former for afhængighed og bundethed blevet resultatet deraf. Vi har opnået friheder, men har vi fået frihed? "For at løse må man vide, hvor båndet er", siger et gammelt ord, og det er så sandt, at det lyder banalt. Men sagen er den, at det frihedstørstende menneske ikke ved, hvor det bånd er, der først og fremmest hæmmer det og begrænser dets frihed og stækker dets vilje. Vi kan opleve alverdens ydre friheder af den slags, som kan opnås ved politisk magt, pengemagt, våbenmagt og ved at få vor intelligens til at lade naturkræfterne arbejde for os. Men hvad hjælper det, hvis mennesket er blevet slave af den kræfternes tilstand, som tilsyneladende er nødvendig for at opnå de ydre friheder? Det er ikke et frit menneske, der pludselig føler sig reduceret til at være et "nummer", et "hulkort" eller en robot. Det er en åndelig død tilstand. "1800-tallets problem var, at Gud er død, i 1900-tallet er problemet, at mennesket er dødt," skriver Erich Fromm. Det er rigtigt, og vort århundredes problem er en naturlig følge af 1800-tallets. At "Gud er død" vil sige, at bevidstheden om Gud er død i menneskesindet, og denne bevidsthedstilstand er "de dødes rige" eller verden af i dag.

Fra renæssancen til vore dage har vi af astronomer og andre forskere fået mere og mere at vide om, hvor uendelig stort universet er, og at jorden kun er et lille støvfnug set i det universelle perspektiv. Jorden og menneskene opfattes ikke mere som i middelalderen som verdens midtpunkt, og Gud og hans engle, der var de væsentlige faktorer i det middelalderlige verdensbillede, er gledet længere og længere ud i horisonten for til sidst at forsvinde og afløses af rummets uendelige tomhed og kulde, hvor intet synes at bekymre sig om, hvad der sker på jorden og i det enkelte menneskes liv. Tomhed mellem stjernerne og tomhed i menneskesindet er det midlertidige resultat af den forskning, som "homo sapiens", det vidende menneske, har kunnet præstere, og mange mennesker frygter for, at det også skal resultere i, at jorden bliver øde og tom, hvis et af de "ypperste" resultater af forskningen kommer til fuld udfoldelse: atombomben!

Nu selvom man fortæller os, at jorden er et ubetydeligt punkt i universet blandt millioner af andre punkter, kan det ikke ændre den kendsgerning, at hvert eneste menneske føler sig selv som universets midtpunkt. Vi er omfattet af universet, men vi forsøger også at omfatte universet med vor tanke og oplevelsesevne. Gennem denne proces gør mennesket erfaringer, som er medvirkende til at ændre dets vilje, til at forny den og give den ny retning. Viljen er forbundet med det levende væsens naturlige nysgerrighed, elementær og primitiv hos dyret og efterhånden mere differentieret og detaljeret hos mennesket, hvor den forbindes med logisk tænkeevne og ønsket om at overvinde vanskeligheder og skabe behageligheder i stedet. Erfaringerne kædes sammen, og viljen forbinder sig med dem i en ny skikkelse. Mennesket lærer faktisk at ville noget nyt, og det er universet eller naturen, omgivelserne, som gennem erfaringerne bliver dets læremester. "Nød lærer nøgen kvinde at spinde", siger man, og det er utroligt, hvad nød og vanskeligheder i det lange løb har lært mennesker. Uden dette "ubehagelige gode" havde mennesket overhovedet ikke udviklet sig fra dyreriget. En og anden kunne måske fristes til lige i øjeblikket at sige: "Mon det ikke også havde været bedre, hvis det var forblevet dyr. Dyrene er lykkeligere og bedre end mennesket". En sådan udtalelse ville være udtryk for vedkommendes egen midlertidige ubehagelige situation i forhold til omgivelserne og hans eller hendes opfattelse af verdenssituationen, som den er i dag. Al jordmenneskelig utilfredshed, der kan give sig udtryk i ord som: "Gid jeg aldrig var født" eller lignende ønsker, er ikke udtryk for utilfredshed med livet som helhed, men med det øjeblikkelige, nuværende liv. Men livet er vel også øjeblikket, det nuværende? Det er det, men det er nu'ets forhold til fortid og fremtid, som bevirker, HVAD der sker i nuet. Noget meget væsentligt i Martinus Kosmologi er analysen af "det evige nu" i forbindelse med analysen af det levende væsen som et evigt væsen baseret på "det treenige princip", "skaberen, skabeevnen og det skabte", som universet ER, og som enhver af os i egenskab af "menneske i Guds billede" også ER. Den før omtalte midtpunktsfornemmelse, som vi alle har, er den begyndende fornemmelse i vor fysiske dagsbevidsthed af vort evige Jeg eller skaberen i os, som er ét med universets skaber eller Guds Jeg. Det var det, Kristus vidste og oplevede, og det er det, vi alle engang skal blive hundrede procent dagsbevidste i og opleve som livets væsentligste kendsgerning. "Men hvad kan det hjælpe mig, der er højst utilfreds med min nuværende situation at få at vide, at jeg er ét med Gud, når det alligevel ikke ændrer min situation i øjeblikket", kan man sige. "Jeg vil gerne "frelses" fra min nuværende situation, og jeg ønsker, at hele menneskeheden kunne blive det. Det er ikke en "frelse" i et fremtidens "himmerige", jeg er interesseret i, men hjælpen her og nu". En sådan hjælp findes, som den har gjort det "i al evighed", men det er hverken mirakeltro, overtro eller "forsoning ved Kristi blod", der nu skal forbinde os med den. Det er ikke "Guds nåde" på trods af årsager og virkninger, men den guddommelige "nåde", som selve begrebet kærlighed er, den kærlighed til alt levende, ud fra hvilken det er muligt at lære at skabe de årsager, der lidt efter lidt fører til de virkninger, som man symbolsk har kaldt "frelse". Det er en hjælp til selvhjælp, mennesket kan få, men det må selv ville det og være rede til at gøre en indsats.

Hvis det enkelte menneske og lidt efter lidt hele menneskeheden virkelig VIL fred og fordragelighed og efterhånden formår at gennemføre denne vilje, må livet på jorden blive en fest. Det lyder som en utopi, og hvad værre er, for mange lyder det banalt. Det lyder i retning af, at blot man kunne få sin livret hver dag, ville man være evigt lykkelig. Og det ved vi, er en barnagtig illusion. Livretten ville ophøre med at være livret efter kort tids forløb, men ville freden også ophøre med at være fred, hvis vi fik den hver dag? Ville vi kede os og af bare kedsomhed give os til at kværulere, opponere og yppe kiv? Ja, det ville vi, hvis freden var noget, vi fik, noget der blev givet os udefra. Vi ville nyde den et stykke tid, som mennesker gør, der har overstået kampen mod en fælles fjende, indtil deres indre stridigheder, som har hvilet midlertidigt, blusser op igen, simpelthen fordi freden ikke er en indre tilstand i deres bevidsthed.

Vil vi løfte armen, skal vi kun overvinde ringe modstand. Handlingen er ganske automatisk og kræver ikke omtanke. Viljen forbindes straks med nerver og muskler og udfolder sig gennem de viljeførende kræfter, Martinus kalder instinkt, tyngde og følelse i deres psykiske og fysiske aspekter. Men i "tidernes morgen", som vi kalder det, havde vi ingen arme, de – og evnen til at bruge dem – er udviklet gennem årmillioner på basis af vort urbegær spaltet ud i en særlig viljesakt på grund af forhold, der gjorde sig gældende, da vi endnu tilhørte et planterige og primitive dyreformer. Vort Jeg har gennem urbegæret, koncentreret i særlige viljeudløsninger og dermed særlige blandinger af de viljeførende kræfter eller grundenergier, instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, i vekselvirkning med den levende naturs, altså med Guds, blanding af disse energier i form af naturkræfter og kosmiske impulser, møjsommeligt skabt eller udviklet alt det, der i dag er naturlige organer og sanseredskaber og medfødte evner og talenter. Og vi er stadig underkastet denne skabende udvikling, vi er på vej til at skulle repræsentere princippet "mennesket i Guds billede" ikke blot ud fra de evige kosmiske principper, men også ud fra selve vor dagsbevidsthed i denne fysiske verden både gennem dens oplevelsesevne og dens skabeudfoldelse.