Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Høj, myndig og rank som en general steg han op på talerstolen. Mit hjerte slog en kolbøtte, da han startede med at bringe os alle en personlig hilsen fra Martinus. Og så mørke... "Jeg vil gerne be' om det første lysbillede!" Nu gik det slag i slag: partikler og tomrum..., materien, den faste, flydende, luftformige og stråleformige... (stråleformige!). Symbol nr. 11: planterige, dyrerige, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget. "Og det vil altså sige..." – Mon han talte efter manuskript? Nej, det var for mørkt til at se noget, – desuden virkede han alt for impulsiv, inspirerende, medrivende... En fantastisk præstation. Næsten to timers uafbrudt foredrag på et meget smukt og stilfuldt dansk. Vi klappede, var begejstrede, men trængte også til at være aktive og udadvendte efter en koncentreret åndelig proces. Og dét fik vi lejlighed til. Lyset tændtes. "Hvis der er nogen, der har spørgsmål, vil jeg gerne forsøge at besvare dem". Foredragsholderen tog brillerne af, og nu så han på en eller anden måde endnu mere aristokratisk ud. Og så blev der bogstavelig talt spurgt om alt mellem himmel og jord. Og der blev svaret, – med alvor og nænsomhed, men uden frygt eller forbehold, men med stor viden om, hvad Martinus nu havde sagt om dette eller hint. Selvfølgelig skulle jeg jo også vove mig frem med et spørgsmål. "Du og jeg...", lød indledningen til hans svar. Du og jeg, – i samme åndedrag! Hvorfra nu denne frigjorthed, dette mod? En næsten intens omsorg, der som koncentriske ringe bredte sig fra hans person og indgød tillid, tryghed og, – hvad var nu dét for en slags trolddom? – inderlig taknemmelighed, en lille vibration af gengældt kærlighed og afslappet velvære... Gradvis dæmrede det for mig, og jeg forstod med fryd, at det, jeg just havde mødt, var dette – for mig – så sagnomspundne og meget teoretiske begreb: næstekærlighed eller "alkærlighed". For ham var der jo slet ikke nogen reel adskillelse mellem dette – du – og dette – jeg –, eller sagt på en anden måde: mellem teori og praksis. Alting var ligesom blevet nemmere; jeg var ikke længere alene, og jeg havde mødt et levende bevis på, at alt dét, jeg drømte om, også kunne realiseres.

Senere mødtes vi tilfældigt på tomandshånd. Det blev ingen succes. Han svingede op foran receptionen i Martinus Center, Klint. Høj herrecykel, højt humør og tid til at snakke. Svært handicappet af benovelse kunne jeg ikke klare en samtale og måtte skynde mig væk. Men jeg fulgte ham som tilhører i næsten 3 år. En dag i marts 1980 var det hele pludselig forbi. Han efterlod sig en lang række artikler. Og en blændende god skribent var han også. Døm selv!