Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et fordringsløst Ord, for mange maaske endda et kedeligt Ord. "Det er ikke nogen Kirke eller Katedral", sagde Martinus ved Indvielsen, "men en Skolestue, en Forsamlingssal, hvor Forkyndelsen af den hellige Aand skal finde Sted, hvor Livets Analyse og kemiske Sammensætning danner Grundlaget for Undervisningen, hvor Gud gøres levende".

Der gik en Strøm af Taknemlighed gennem mig ved denne Indvielse, og der var særligt et Begreb, min Taknemlighed koncentrerede sig om, Begrebet "at lytte".

Vi kender vistnok alle den Beruselse, vi modtog ved vort første Bekendtskab med dette Arbejde, en Beruselse, der havde en uimodstaaelig Trang til at omvende – andre – til Følge, til at virke mere udad end indad. Vi kender ogsaa Skuffelserne derover, vi kender de kolde Skuldre, de overbærende Blikke o. s. v. Vi kender Kampen for atter at finde Fodfæste i de mange modgaaende Strømninger, der betog os, "Jakobskampen", som man kalder den. Men ud af hele dette Virvar af Tanker og Sindsstemninger voksede der for mit eget Vedkommende Begrebet "at lytte" frem.

Jeg har lært at lytte til Blomstens stille Tale, til Dyrenes Sprog, deres Angstskrig og Glædesudbrud, til Vindens blide Leg over Markerne, til Stormens Sus i Trækronerne, til Bølgens sagte Kluk mod Stranden, til Havets stormpiskede Bølger, til Tordenens Rullen og Lynenes Knitren. Jeg har lært at forstaa det som Udtryk for et levende Væsens Sorg eller Glædesudbrud, Had eller Kærlighed, Hidsighed eller Velvilje. Hvad enten det er Plantens, Dyrets, Jordklodens eller Verdensaltets Kræfter, der virker, er det jo de samme Principper, som i mig selv, det er gamle Kendinge allesammen, naar blot man lærer at lytte til Verdensaltets internationale Udtryksform. Jeg har lært at lytte til Menneskers Tale, ikke som før med en evig kold Kritik, men som en Bog, hvori Livets Lov staar skrevet. Jeg har lært at lytte til "Aarsag og Virkning", til "Saaning og Høst", til Kredsløbet, der er inderst retfærdigt, som lader Tryk og Modtryk være matematisk afstemt efter hinanden, som lader alle Handlinger vederfares 100 % Udbytte, hvad enten de var plus eller minus betonet. Jeg har lært at lytte til den Stilhed, der paa Indvielsesdagen gik gennem Forsamlingen og ligesom forbandt os med Martinus paa en saa inderlig og intens Maade, at det føltes som en Enhed, som et Sted, hvor der var godt at være, ikke fordi vi er bedre eller mere end andre, men fordi vi har oplevet den Lykke at faa vor Horisont udvidet, vort Syn forlænget, vor Evne til at sanse forstørret.

Ja alle disse Tanker samlede sig som sagt i Taknemlighed over at have faaet Evnen til "at lytte". Derfor føler jeg Trang til ved denne Lejlighed at sige Martinus min hjerteligste Tak for alle de Oplevelser, der her samlede sig sammen i et Brændpunkt.

I Livets Bog Side 24 skriver Martinus, "at jeg saaledes i den evige Udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste Tøddel mere, end hvad alle andre Væsener før mig har været, og hvad alle andre Væsener efter mig vil blive".

Ja – det er jo unægtelig meget beskedent udtrykt, set fra vore Synspunkter, og jeg forstaar tilfulde Sandheden heri, en Sandhed, som vi alle før eller senere vil erfare, men jeg forstaar ogsaa, at paa alle Veje er der anbragt lysende Punkter, som virker dragende, inspirerende ja for nogles Vedkommende helt opslugende paa os, og et saadant Lyspunkt har jeg tilfulde fundet i dette Arbejde, hvis Budbringer jeg agter, ærer og elsker. Derfor mine hjerteligste Ønsker for Foredragssalen, hvor sikkert mange vil komme til at opleve Samværet med Gud, saaledes som jeg selv kom til det.

København, den 14. Juni 1937.