Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Månedens spørgerubrik tager begrebet "bøn" op. Vi har fået spørgsmål fra forskellige sider om dette emne. En læser spørger, om bønnens kraft bliver større, hvis man beder i fællesskab med andre, og om ikke Martinus kosmologi hurtigere kunne blive udbredt, hvis interesserede forenede sig i bøn. I et andet brev bedes redaktionen tage problemet op vedrørende den mulige modsigelse i, at Martinus anbefaler "Fader Vor" samtidig med at han viser, at Guddommen ikke kræver underkastelse. Spørgsmålet er altså: "Hvorfor skal vi overhovedet bede – og hvilken rolle kan bønnen have i vort liv og i udviklingen frem mod en fuldkommen verden?"

Alle levende væsener, mennesker, dyr, planter, mineraler lever og vekselvirker med hverandre i et organisk system, hvor hvert individ er nyttigt og nødvendigt for alle andre og for helheden. Gennem denne vekselvirkning og gensidige afhængighed er alt liv sammensvejset til en enhed, naturen, eller i sidste instans det uendelige verdensalt, inden for hvilket alt levende "lever, røres og er". Denne enhed er således en enhed af liv, og eftersom den omfatter alt, fortjener den intet mindre end betegnelsen "Gud".

Ethvert individuelt væsen er således, og har altid været, en organisk del af Guds væsen. I naturen har vi det mest fuldkomne billede af denne enhed mellem alt levende. Planter og dyr lever i den mest fuldkomne og velafvejede harmoni indbyrdes og med helheden. I det økologiske system er alle nødvendige og livsbetingende for hverandre, og enhver bidrager netop med sin egen personlige funktion i det system af livsprocesser, som naturen udgør. Man kan altså sige, at planterne og de egentlige dyr lever i fuldkommen kontakt og harmoni med helheden eller Gud.

Men denne kontakt er ikke bevidst, den baserer sig på instinkt. Og de primitive naturfolk eller de første menneskers forhold til livet eller Guddommen præges stadigvæk af dette. De har en uimodståelig impuls som siger dem, at der eksisterer et levende ophav bag ved alt i deres omgivelser. Dette væsen prøver man at gøre sig forestillinger om og komme i kontakt med, og så opstår alle disse religiøse tankesystemer, som følger i menneskenes kulturudviklings spor. Efterhånden som tænkeevnen udvikles og den selvstændige tænkning mere og mere tager føringen, mindskes imidlertid instinktets indflydelse. Derfor opstår der efterhånden behov for at støtte eller forstærke den aftagende instinktive religiøse impuls. I de nu kendte verdensreligioner ser vi også, hvordan man har hele serier af ritualer og sakramenter, som tjener til at stimulere det religiøse instinkt og suggerere mennesker til en følelsesmæssig oplevelse af Guds nærhed. I vor vesterlandske kristendom har vi f.eks. gudstjenester med salmesang, velsignelser, bøn, orgelmusik m.m. Når man beder sammen i kirkerne, er det således ikke kun bønnens egen kraft der virker, men også den suggererende kraft som fællesskabet med de andre bedende indebærer. Handlingen og troen på bønnens kraft får hele den tilstedeværende menigheds støtte.

Men vort konkrete forhold til livet i den daglige tilværelse er hundrede procent et individuelt anliggende. Og den bevidstgørelsesproces, som udviklingen indebærer, er intet andet end en tiltagende bevidsthed om denne individualitet. Dette betyder, at vi efterhånden mere og mere vender os bort fra flokken og i stedet begynder at stole på vor egen dømmekraft. Den voksende intelligens sætter os i stand til selv at opleve og forstå livets realiteter, og denne voksende viden gør os mere og mere selvstændige og mere og mere uimodtagelige for suggestion af forskellig slags. Og dette gælder også bønnen. Eftersom vort forhold til selve livet og dermed til Guddommen altid er et rent privat anliggende, er det naturligt, at også den mentale kontakt eller tankekoncentrationen på livets ophav bliver en privat eller indre handling. Derfor hedder det jo også, at man skal "gå ind i sit kammer", dvs. sin egen bevidsthed, når man skal bede.

Men hvis ethvert væsen, som nævnt indledningsvis, er en organisk, uadskillelig del af Guddommen, hvorfor skal man da overhovedet gennem bøn søge kontakt med denne? Og hvis det er sådan, som den velinformerede læser ved fra Martinus værker, at skæbnen er hundrede procent lovbundet og derfor ikke umiddelbart kan påvirkes af viljen, så er der vel heller ikke noget at bede om? Bønnen er en overordentlig vigtig og konstruktiv faktor i vor mentale udvikling. Martinus skriver endog i "Bønnens Mysterium", at bøn i forening med kosmisk viden kan fjerne alle mørke skyer fra den mentale himmel. På vejen mod fred, lykke og harmoni med vor næste er den således en helt uundværlig kraftkilde. Denne udvikling er som nævnt det samme som en bevidstgørelsesproces, en opvågnen i vor sande identitet som evige væsener og som medskabere af os selv i Guds billede. Men hvordan skal man kunne blive bevidst i en relation til et andet væsen, hvis man ikke gør sig forestillinger om dette, og hvis man ikke tankemæssigt eller mentalt koncentrerer sig eller indstiller sig på det pågældende væsen? Bønnen er jo netop en sådan koncentration. Gennem bønnen skabes efterhånden, foruden den ydre fysiske kontakt med Guds organisme, også en indre, mental forbindelse, en forbindelse, som i virkeligheden er begyndelsen til den kosmisk bevidstes dagsbevidste samvær med Gud. Vejen til kosmisk bevidsthed indebærer således, at både den ydre fysiske og den indre verbale eller psykiske vekselvirkning med Guddommen udvikles og fuldkommengøres, samt at begge disse sider af berøringen med livet kommer i indbyrdes harmoni.

Heraf forstår man, at bønnen er en yderst vigtig faktor i menneskehedens udvikling mod en fuldkommen tilstand. Det kommende fuldkomne samfund vil blive baseret på individernes egen, selvoplevede indsigt i livets realiteter og egne relationer til Guddommen, og derfor bortfalder behovet for igennem sammenslutninger, menigheder o.l. at søge støtte til deres gudsforhold. Gennem bønnen og forståelsen af livets direkte tale i form af den daglige tilværelse, forenes Gud og gudesøn, og frygtens, mørkets og lidelsens formørkende skyer forsvinder fra den mentale himmel.