Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/12 side 264
SYMBOLET
Symbolet på forsiden, der hedder "Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse", viser den fuldkomne væremåde, eller dette "at vende den venstre kind til, når man bliver slået på den højre".
Forneden på symbolet ses udviklingens gang gennem mange liv, fra dyr (orange) til det fuldkomne menneske (gult). De rektangulære felter symboliserer vore fysiske jordliv fra fødsel til død. De mellemliggende mindre hvidgule felter viser, at vi imellem de fysiske jordliv befinder os i åndelige verdener. Efter hvert ophold i disse verdener begynder et nyt jordliv baseret på de egenskaber og anlæg vi har udviklet gennem de forudgående fysiske liv. De orange og gule buer viser, at skæbnen er et resultat af vore egne handlinger udløst i såvel de fortidige som det nuværende jordliv. Den store orange bue, der går fra venstre ind mod midten, symboliserer en ubehagelig eller såkaldt "ond" handling, der udløses mod et menneske. Den besvares med venlighed og forståelse, symboliseret ved hjertet og den gule bue. Symbolet viser således det fuldkomne menneskes totale indvielse i skæbne og livsmysteriet, dets forståelse af evigt liv, udvikling og skæbneloven "som du sår, skal du høste". Gennem denne evige lov lærer vi alle at skelne mellem, hvad der er ondt og hvad der er godt. Vi bliver fuldkomne, vi bliver til "det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse".