Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Adskillige Mennesker har, mere eller mindre indirekte, stillet mig et Spørgsmaal, som kan formuleres saaledes: "Hvilken Virkning har nu alle de kosmiske Analyser, som De belærer os om, haft paa Deres eget Liv, thi vi er klar over, at omend De nok selv er levende med i Deres Undervisning, maa De jo ogsaa have et indre Liv, i hvilket dette Studium maa have sat andre Spor end dem, vi er Vidne til?"

Det har det. Naar jeg idag ser tilbage over den Forvandling mit Syn paa Tilværelsen har været undergivet fra hin Foraarsdag for over otte Aar siden, da jeg første Gang mødte Martinus og til nu, kan der være Tider, hvor det ligefrem er vanskeligt for mig at forstaa, at Mennesket dengang og nu, stadigt er det samme. Objektivt betragtet, forsaavidt man har Evne til at betragte sig selv objektivt, deler denne Forvandlingsproces sig i to Dele, som, omend de gled jævnt over i hinanden, alligevel er meget skarpt adskilte.

Den første Tilstand har jeg skildret en Del af i Artiklen "Elev og Lærer". Jeg skal derfor gaa ret let henover den her. I den Periode var de kosmiske Analyser, ja hele Martinus Arbejde ligesom udenfor en selv. Kun den dybe, aandelige Hunger, jeg var i Besiddelse af, knyttede mig til det, plus en udefinerlig stærk Sympati for disse Analysers Ophav. Gang paa Gang medførte Hungeren efter aandelig Viden de Beruselsesstadier, jeg i nævnte Artikel har skildret. Et voldsomt Begær efter at delagtiggøre andre i den ufattelige Lykke, der var overgaaet mig selv. Denne Periode afsluttes ikke saa hastigt, som adskillige tror. Jeg kan kun nogenlunde klart afgrænse den til en tre til fire Aars Varighed for mit eget Vedkommende. Men indenfor denne Periode var "Beruselsen" – derom vil mine daværende Omgivelser sikkert kunne berette – ret grundig. Naa, en Viden skal jo tilegnes, før den kan bruges og behandles. I Læretiden oplever Bevidstheden nok "Salighedsimpulser" d. v. s. Tilstande, hvor man er umaadelig lykkelig, føler sig "baaret" etc., men disse Tilstande afløses hurtigt af andre, hvor man synes, at man intet ved, intet kan, og at man i det hele taget er jævnt umulig og saa langt tilbage i aandelig Henseende, at det nærmest forekommer en vanvittigt, at man vil belære andre. Analyserne har endnu ikke begyndt at udkrystallisere sig, er endnu ikke blevet "eet med en selv". Men denne "Grotid" afløses stille af en Afklaringsproces, i hvilken den virkelige Genfødsel finder Sted. Næsten umærkeligt begynder Analyserne at forbinde sig med det dybeste i en. Overrasket erkender man en Dag ved sig selv, at saadan tænkte man ikke før, saadan handlede man ikke før – udenfor Viljens Kontrol. Begrebet "at være – i Kontakt med Tilværelseslovene" oplevedes, omend kun i mikroskopisk Form, bevidst.

Fra denne spæde Førsteoplevelse af bevidst Samliv med Guddommen kan jeg følge mit eget indre Livs Vækst som en uendelig stille fremadskridende Forandring af min indre aandelige Struktur, en Fremadskriden, der af Jeget erkendes som den voksende Evne til at gennemskue de Illusioner, der tidligere opretholdt ens Bevidsthedsliv. Traditioner, man før havde følt som "evige", brød sammen. At det her ikke drejede sig om Ligegyldigheder, vil man forstaa, naar jeg nævner enkelte af de Omraader, hvor Bevidstheden, sin Ungdom til Trods, havde forankret sig i tryg Overbevisning om Sandheden i det overleverede: Retten til at blive harmfuld over Uretfærdighed, adskillige af Kristendommens Dogmer, Samfundsmoral, national Selvfølelse etc. – Problemer som det hver for sig kostede Kamp at omvurdere i den Grad, som det her blev Tilfældet. Og saa har jeg endda ikke her nævnt Erkendelsen af Begrebet "Forelskelse", som "Parringsdrift" og de til alle dette Begreb knyttede Drømme og Forhaabningers Fallit.

Ogsaa i denne Afklaringsproces, der selvsagt ikke helt afslutter før i en fjern Fremtid, var Smerten over egen Uformuenhed i Begyndelsen et fremtrædende Træk. Til mange af de Realiteter, der under Angreb af den fremvoksende Intelligens og Intuition, maatte bukke under, var der alligevel knyttet saa mange Salighedsforestillinger, at det af og til holdt haardt at forlade Skansen.

Men igennem Brændingen vilde jeg. Erkendelsen af den Fred og Ro, der hinsides disse Kampe, ventede mig, blev Dag for Dag dybere og dybere – og svigtede heller ikke.

Hvilken Virkning har da, sagt i Korthed – der er Stof nok til en stor Bog – Martinus kosmiske Analyser haft paa mit indre Liv?

Den, at medens jeg før levede i en Yderverden, der atter og atter skuffede, fordi den, fjernt fra Verdensaltets egen Logik Gang paa Gang frembragte Virkninger, hvis tilsyneladende Konsekvens i al sin Gudforladthed, maatte skabe Sorg og Tvivl i ens Sind, nu følte mig overflyttet til en Verden, der i alle Detaljer udstraalede en Fornuft, ja en Visdom saa skærende klar, at de fysiske Tidsbegreber brød sammen, og Evigheden fødtes dybt i Sjælen. Haan og Spot ramte nu Spotteren selv, tilbage blev kun Ønsket om, der hvor fattige Evner gjorde det muligt, at hjælpe andre til den samme Sjælefred – og det Ønske bliver Dag for Dag dybere og dybere.