Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På vor livsrejse i evighedens og uendelighedens umådelige tid og rum er vi kommet til en af livets mærkepæle. Vi er kommet til vintersolhverv, vejskiltet ind til vinterens mørke og kulde, ind til de falmede skove, de visne blomsterenge, de is- og snebelagte terræner. Dødens bleghed synes at herske overalt i naturen. Men efter vinter kommer der vår og sommer. Lyset og varmen vender tilbage, naturens farvepragt funkler atter i haver, marker og skove. Og hen over de før snebelagte marker flimrer sommersolens varmende skin.

Men det er ikke blot den forbigående meteorologiske vinters mørke, vi for tiden er inde i. Hen over verden hist og her raser en mental vinters dødbringende storme, is og kulde. Millioner og atter millioner af mennesker er igennem århundrede efter århundrede blevet myrdet, lemlæstet, torteret til døde. Og mentalvinteren har taget til. Menneskeheden voksede over det dyriske drabsprincip, fik djævlementalitet og opfandt helvedesmaskiner, krigsmaskiner, kemiske dødbringende kultur-, drabs- og ødelæggelsesmidler. Og menneskene fortsætter yderligere et kapløb i skabelsen af mulighed for anvendelsen af endnu mere helvedesagtige, raffinerede udslag af djævlementalitet. Menneskene er i dag i stand til at udslette sig selv og det dem omgivende øvrige liv på Jorden, hvis ikke de allerede af karmaloven var fanget i virkningerne af deres egen krigs- eller djævlementalitet. Karmaloven gør det til kendsgerning, at det et menneske sår, skal det høste. Dette vil igen sige, at alt det onde og gode, et menneske gør imod sin næste, kommer henholdsvis til at danne dets onde og gode skæbne i dets nuværende og kommende fysiske jordliv.

Kommer væsenet da til at opleve kommende fysiske jordliv? – Ja! Hvordan skulle det ellers kunne blive færdigt med at dræbe og myrde, blive fri af djævlementaliteten? – Hvordan skulle et menneske kunne forvandles fra djævlevæsen til mennesket i Guds billede i et enkelt fysisk jordliv? – Ser vi noget jordmenneske, der i et sådant enkelt fysisk jordliv er blevet forvandlet fra primitivt naturmenneske med drabsmentalitet til et fuldkomment alkærligt, færdigt kristusvæsen? – Nej! Menneskene er endnu langt fra at være færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse.

Men Gud har ikke ladet det jordiske menneske udvikle sig igennem mineral-, plante- og dyrelivsformen og frem til djævlelivsformens krigs- og mordeksperttilstand for her at standse dets udvikling og lade det brænde i et helvedes evige ild, fordi det ikke har nået at blive et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse. Men hvordan skal Gud føre sin skabelse eller udvikling af væsenet videre uden ved at lade virkningerne af væsenets djævlemanifestationer mod andre væsener blive væsenets egen skæbne? – Men da denne udvikling også omfatter væsenernes gensidige myrderier af hverandres fysiske organismer, og morderne dør, inden de har fået gengældelsen herfor, hvordan skal Guds udvikling af disse væsener da kunne viderebefordres, uden at disse atter må genfødes i nye fysiske organismer? – Hvordan skal de ellers komme til selv at opleve de mord eller drab på deres egne organismer, som de har udført på andre væseners organismer? – Og hvordan skal de uden netop denne selvoplevelse lære at forstå, hvad det virkeligt vil sige at blive organismemyrdet eller dræbt? – Hvis væsenerne ikke genfødtes og fik nye organismer, kunne de ikke ved selvoplevelse komme til at erkende, hvor ond og djævelsk deres morderiske væremåde imod andre væsener virkelig er. Og uden denne påvirkning måtte væsenerne forblive i djævlementaliteten, i det helvede eller den mørke skæbne, som djævlementaliteten eller det onde afføder.

Men et væsen med djævlementalitet bliver ikke til en engel eller et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse ved dåb og nadver. Disse foreteelser er kun hellige, beroligende, psykiske lægemidler imod stærk anger eller deprimerende samvittighedsnag, syndsbevidsthed og dødsfrygt. Det samme gælder den symbolske "syndsforladelse", som hos Mathæus er knyttet til nadveren, men ikke nævnes hos de andre tre evangelister. Denne kan kun være symbolsk, fordi det ikke er ved syndsforladelse, at mennesket bliver til det vise og alkærlige, færdige væsen i Guds billede efter hans lignelse. Synd er netop ikke "synd" i absolut eller kosmisk forstand. Det menneskene kalder "synder" udgør kun det uvidende eller uudviklede menneskes fejltagelser eller fejlmanifestationer i væremåde. Hvordan skulle et menneske komme til kundskab om disse sine fejlmanifestationer, hvis ikke det kom til at opleve virkningerne af disse? – Hvordan skulle de få denne kundskab ved "syndernes forladelse", eftersom denne jo netop påberåbes at befri mennesket fra virkningerne af dets fejlmanifestationer? – Hvordan skal nydelsen af kundskabens træ kunne give menneskene evnen til at kende forskel på ondt og godt, hvis væsenet ved "syndernes forladelse" absolut bliver fritaget for at nyde dette træs frugter? – Hvad er det, vi ser omkring os? – Er det ikke nydelsen af kundskabens træs giftige frugter? – Ser vi ikke netop et gigantisk ragnarok eller helvede? – Er krigens massemyrderi, lemlæstelses- og ødelæggelsesprocesser ikke fejlmanifestationer og virkninger af fejlmanifestationer, altså ond karma der bliver sået, og ond karma der bliver høstet? – Det ser ikke ud til, at der er noget syndsforladelsesprincip, der her er særligt effektivt. Men hvordan skulle menneskene i så tilfælde komme til kundskab om, at deres onde væremåde er en ragnaroks- eller helvedesproces grundet på deres endnu uudviklede eller ufærdige tilstand som mennesker?

Det er rigtigt, at kristendommen nu snart i to tusinde år fra tusinder af talerstole verden over har forkyndt alkærlighedsepokens komme og ligeledes fra tusinder af kirker har udført dåbs- og nadverhandlinger og andre for menneskenes endnu uintellektuelle, religiøse modtagelighed tilpassede lysets ceremonier til opmuntring og inspiration for millioner og atter millioner af mennesker i deres kamp med mørket. Men side om side med den begyndende kristendom voksede djævlementaliteten efterhånden til den kolossale, gudløse, materielle superkapacitet, den udviser i dag. Men det var jo kun, hvad Kristus forudså. Han vidste, at menneskene måtte have mange, mange selvoplevede erfaringer om mørket for at blive modtagelig for kristendommens eller verdensaltets evige lys. Derfor bebudede han netop den hellige ånds komme, i kraft af hvilken hans forkyndelse i form af kristendommen skulle blive livets højeste visdom eller videnskab eller selve livsmysteriets løsning. Han vidste, at det var uundgåeligt, at menneskene måtte opleve kulminationen af djævlementaliteten eller det onde til bunds i deres egne organismer, i deres eget kød og blod. Absolut kun derved kunne de få det fulde, totale kendskab til det onde eller deres djævlementalitet og den heraf følgende mættelse og lede ved den, der var stærk nok til, at de som naturligt anlæg kunne bandlyse den fra deres sind og væremåde. Og herefter kan væsenerne kun "elske Herren deres Gud med hele deres hjerte og med hele deres sjæl og med hele deres sind". (Se Mt.22.37.) Med denne guddommelige opfyldelse af alkærlighedsloven, der også er en opfyldelse af visdomsloven, vil Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse dermed være fuldbragt.

Ligesom der kun findes én vej til den fysiske vinters ophør og en sommers fremkomst, nemlig en lysende og varmende sommersol, der kan kærtegne naturens liv frem, således er der også kun én eneste vej til den mentale vinters ophør. Ligesom naturens vinter ikke kan ophøre ved frost og kulde, således kan den mentale vinter heller ikke ophøre ved mental frost og kulde. Men hvorfor skulle det også være anderledes med hensyn til menneskehedens store mentale vintermørke, der i dag florerer over hele verden. Den mentale vinterepoke kan lige så lidt forsvinde uden ved et tiltagende varmende og kærtegnende mentalt solskinsklima. Det er dette solskinsklima, der af Kristus blev åbenbaret på Golgathas kors. Viste han ikke her alkærligheden i hele dens format? – Når han kunne elske og tilgive sine værste bødler eller fjender, hvem kunne han så ikke elske og tilgive? – Og elskede han ikke også Gud som en fader?

Vi har her fået et lille koncentreret indblik i livets store mentale vinterzone. Vi har set, at mørket eller det onde i verden ikke er baseret på en djævel eller en fjende af Gud, som søger at ødelægge Guds omskabelse af de levende væsener til at blive ham selv lig i kulmination af alkærlighed og højeste visdom. Men for at denne guddommelige skabelse overhovedet kan finde sted, vil det være umuligt at undlade mørkets manifestationer af skabelsesprocessen; hvis man undlader mørket af denne proces, er der ingen kontraster til lyset. Og uden kontraster eksisterer der ikke nogen som helst mulighed for sansning, og uden sansning ingen bevidsthed og dermed heller ingen livsoplevelse. For at blive på bølgelængde med det højeste lys må man opleve en tilsvarende kontrast. Og denne kontrast må altså være det tilsvarende dybeste mørke. Når man i Guds skabelsesproces skal blive omdannet fra mørke til det højeste lys, må man i denne proces opleve det tilsvarende dybeste mørke. Når der i nævnte proces skal udvikles kulminerende alkærlighed, må man i samme proces opleve hadets dybeste virkninger. Man må opleve djævlebevidsthed for at forstå gudebevidsthed. Hvordan skal man ellers lære at forstå alkærligheden som livets fylde?.

I denne nye verdensepoke vil man altså komme bort fra overtroen om djævelen og dennes virksomhed og se, at mørket også er af Gud og er et gode. Det er ganske vist ubehageligt. Vi kan derfor kalde det "det ubehagelige gode". Da lyset helt igennem er behageligt, kan vi udtrykke det som "det behagelige gode". Men igennem oplevelsen af mørket giver Gud det levende væsen som slutresultat evnen til at kunne leve i kulminerende alkærlighed og visdom og dermed i det fuldkomne verdensrige, der er udtrykt som himmeriges rige. Men uden indvielsen eller oplevelsen af mørket vil denne tilværelse være en umulighed.

Men selv om mørket således i virkeligheden er et led i alkærlighedsprocessen, kosmisk set, ved hvilket væsenet bliver ophøjet fra livet i mørket til livet i lyset, er mørkets plan alligevel i stor udstrækning et helvede, altså hjemstedet for kulminerende lidelser af alle slags. Dette plan udgør den materielle fysiske verden. Det er her væsenerne må opleve fejlmanifestationernes virkninger som realistiske oplevelser i deres mentalitet og organisme. Væsenerne kommer derved i værste tilfælde til at vånde sig i mange slags lidelser, dybe sorger og bekymringer, altsammen virkninger af deres egne forudgående fejlmanifestationer og mangel på alkærlighed over for deres næste i deres nuværende eller tidligere liv. Et sådant væsen kan midt i sine lidelser og bekymringer føle sig meget ensom og forladt af alle, være på selvmordets rand. – Men intet væsen er forladt af Gud. Gud er med væsenet i selv det dybeste mørke. Intet væsen kan nogen sinde komme udenfor Gud. Men ligesom det lille spæde barn i vuggen ikke rigtig sanser sine forældre, således sanser menneskene på visse ufærdige udviklingsstadier heller ikke Guds tilstedeværelse. Men ligesom det lille barn normalt har sine beskyttende forældre omkring sig, således har nævnte mennesker også omkring sig faste beskyttende væsener. Men disse er af åndelig natur og derfor ikke fysisk synlige. Det er disse åndelige væsener, der udgør Guds redskaber til at høre menneskenes bøn til Gud. Disse væsener danner tilsammen ligesom et organ i jordklodens psyke. Igennem dette organ bliver hver eneste bøn, hvert eneste angstskrig fra de levende væsener i Jordens organisme hørt. Men det betyder ikke, at alle bønner bliver opfyldt. Hvis man beder om syndsforladelse, altså om tilgivelse af en fejlmanifestation, man har begået imod et andet væsen, kan denne bøn ikke blive opfyldt, uden at man har angret eller fortrudt den i en sådan grad, at man umuligt kan begå denne fejlmanifestation igen. Og da er den allerede forladt. "Synder" eller fejlmanifestationer, man har begået, men som man kommer til at angre eller fortryde i den førnævnte grad, inden man har fået karmaen for den, afføder ingen karma. Karmaen er kun til for at vænne væsenerne af med at skabe onde handlinger. Men i situationer som den her nævnte, hvor væsenet allerede inden det har fået karmaen for den, er kommet frem til ikke mere at kunne nænne at gøre en sådan ond handling eller fejlmanifestation, er karmaen jo blevet totalt overflødig og kan ikke komme til udløsning. Vi ser således her, at der i virkeligheden forekommer et syndsforladelsesprincip. Det betinger, at væsenerne ikke kommer til at opleve virkningerne af alt det mørke, som de har udløst mod deres næste.

Vi har hermed gjort et lille strejftog ind over et af det evige livs store kosmiske solhvervs vinterområder. Vi har set is og sne i kolossale mængder, men den var ikke dannet af frosset vand. Kulden var menneskehedens uudviklede mentalitet og tankeklima. Denne kulde blev en dødsstråle, der frøs millioner og atter millioner af mennesker til døde. Der var millioner af lig af stinkende dyr og mennesker. Der var ødelagte fabrikker, skoler og læreanstalter, der var ødelagte sygehuse, jernbaner og en mangfoldighed af andre kulturgoder lagt i ruin. Alle vegne invalider, sorgfulde ansigter prægede af livslede og håbløshed. Øredøvende larm alle vegne fra nedstyrtende bomber, dødsrallen, skrig og jammer. Men dette mørke var ikke en straf fra en vred Gud. Det var heller ikke en djævels påfund, men det var de ufærdige menneskers egne mentale dødsstråler af egen fri vilje rettet imod hverandre, mand og mand imellem. Men i vintermørkets ragnarok er alkærlighedens udvikling allerede begyndt at lyse og varme. Sommeren er nær. I den nu begyndende store nye verdensepoke vil menneskene komme til at vandre med Gud mod en sollys kosmisk sommers fred på Jorden og en kulminerende velbehagelighed for menneskene.