Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mange mennesker oplever tilværelsen som én stor forvirring, som en mangfoldighed af tilfældigheder, som en sejlads på et oprørt, stormpisket hav. Der er krig og internationale konflikter, stridigheder og ufred af enhver art mellem øst/vest magterne og mindst ligeså store misforståelser og uoverensstemmelser i nord/ syd dialogen, mellem de rige og fattige lande. Der er modsætningsforhold og kampe mellem grupper af mennesker og mand og mand imellem. Uro, usikkerhed og frygt præger i større eller mindre grad de allerfleste mennesker. Problemerne tårner sig op, og hvorhen skal man vende sig for at få løsning på dem eller få svar på de spørgsmål, der trænger sig på.

Ja, måske kan spørgsmålet besvares meget enkelt. For den voksende forvirring skyldes et manglende overblik, en plan for livet, – dette at man ikke har evne til at se livets detaljer i en større logisk og naturlig sammenhæng. Mange befinder sig som det menneske, der i det københavnske Tivoli går ind i "det mystiske hus", hvor de enkelte værelser er helt ude af niveau og således skæve i forhold til vore almindelige forestillinger. Vægge, loft og gulv er ikke henholdsvis lodrette og vandrette som i ens egne stuer, og der er ikke vinduer i huset, så man kan sammenligne med niveauet udenfor. Virkningen er total forvirring. Man er ude af balance, og det gør ikke sagen bedre, at vandet i en rende tilsyneladende løber opad i stedet for nedad. Man er derfor lykkelig, når man igen står med fast grund under fødderne ude i den smukke gamle have og har fundet sin tidligere fornemmelse af balance i forhold til helheden.

Men man kan faktisk undgå at blive søsyg, hvis man har den rette indsigt og holdning, – det rette overblik. Engang var jeg sammen med Martinus og en af hans venner med skib fra København til Ålborg en nat i hårdt blæsevejr. Vi skulle en tur til Sindal. Martinus havde en kahyt for sig selv, og vi to andre havde en fælles kahyt. Min medpassager blev temmelig søsyg, men jeg klarede mig med lidt ubehag og uden at kaste op. Næste morgen var vi i havn, og Martinus var frisk og veloplagt, medens vi to andre ikke følte os særlig godt tilpas. Men vi lærte noget ved den lejlighed. Martinus fortalte nemlig, at han som marinesoldat ofte havde sejlet i dårligt vejr, men aldrig været søsyg, og han fortalte hvorfor. Han sagde, at det var ganske enkelt. Når man bliver søsyg skyldes det manglende kontakt med omgivelserne, med helheden, med havet og skibets bevægelser i søen. Hvis man – mens man ligger i sin køje – blot forestiller sig, hvordan skibet løfter stævnen for bølgernes pres, og at den et øjeblik efter sænker sig, og ser for sig, hvordan skibet gynger på havets overflade og forestiller sig dets bevægelser i vandet, oplever man lidet eller intet ubehag ved sørejsen. Når man ved, hvad der foregår, så hefter man sig mindre ved det rent lokale, dette at kahyttens vægge, loft og gulv bestandigt synes at være ude af ligevægt. Og hvis man så ikke selv ligesom søger at kæmpe imod værelsets skiftende bevægelser, men tager hele skibets situation i betragtning, klarer man sig fri af søsygen. Man har overblik over situationen.

Når verden "tilsyneladende" er ude af balance, når krige, arbejdskampe, ulykker og ødelæggelser trænger sig ind på én, vil man uvægerligt blive forvirret og selv komme ud af balance. Hele ens verden kan styrte sammen, hvis man mangler et overblik eller helhedssyn på livet, et syn der kunne give mening og forståelse af de enkelte "bevægelser" og begivenheder i ens liv. Men hvis man har overblikket kan man se de enkelte begivenheder som helt nødvendige, logiske og retfærdige lokale detaljer i helheden. Nøgleordet er her helhedssyn eller overblik.

Martinus giver i sin bog "Hinsides dødsfrygten" en klar skildring af både mennesket, der mangler et helhedssyn, og det menneske, der tilegner sig det kosmiske overblik over tilværelsen. Først det materialistisk videnskabeligt indstillede menneske, der kun har et delvist overblik:

"Den moderne, materialistiske menneskehed har tilegnet sig en kundskab og intellektuel evne, der sætter den i stand til at veje sole og stjerner og måle gigantafstande i tid og rum tusinder og atter tusinder af lysår borte i det umådelige verdensalt uden dog at se nogen løsning på livsmysteriet og kan dermed heller ikke finde det særlige "Noget", hvormed den fuldt ud kan betrygge sin tilværelse og fjerne frygten. Overfor denne dødbringende eller livsunderminerende, mentale foreteelse er den således, trods sin geniale materielle viden og kunnen eller veje- og måleevne, ganske hjælpeløs. Den er derfor ved at kvæles i sin rent fysiske almægtighed eller i sit fysiske mesterskab i at analysere ting, der er skabte, ting der er blevet til og igen skal forgå, ting der således er begyndelse og afslutning underkastet". (Kapitel 6)

Og Martinus skriver om den, der har tilegnet sig kosmisk overblik:

"Kosmisk viden udgør den for tankerne eller intelligensen tilgængelige viden eller videnskab om selve det kosmiske verdensalt, hvilket vil sige: selve det evige verdensbillede. Denne viden er den skjulte side ved det levende væsens fremtræden, der hedder "ånd". Den bliver derfor retmæssigt kaldt "åndsvidenskab". Den viser de særlige universelle love, på hvilke hele verdensstrukturen hviler og dermed også det levende væsens identitet, plads og fremtræden i verdensbilledet samtidig med, at den dermed også afslører betingelserne for dets sande levemåde og foreløbige mål i dette ocean af liv og detaljer. At vide den sande årsag i enhver mental situation er det samme som at forstå alle levende væseners forhold og handlemåde overfor én selv. Dermed vil man se, at intet som helst ondt i verden kan fødes og manifesteres uden i kraft af uvidenhed hos det ophav, igennem hvilket det manifesteres". (Kapitel 18).