Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg forleden var ude at cykle, fantaserede jeg over betydningen af modstand. Jeg cyklede langs havet, og jeg følte, at det gik usædvanligt let. Da jeg så mig til højre, så jeg, at havet krusede sig stille og fint, og af vandoverfladens mønster kunne jeg konstatere, at jeg havde medvind. Jeg behøvede ikke at træde, jeg styrede blot i den retning jeg skulle, og cyklen lystrede uden ekstra muskelkraft. Vinden drev mig frem, og alt gik af sig selv. Men da jeg var på hjemvejen og kom til samme åbne kyststrækning, måtte jeg anstrenge mig umådeligt for overhovedet at komme fremad. Jeg spændte alle muskler, først og fremmest i benene, og jeg var fuldt optaget af at holde balancen på cyklen. Jeg kastede et hastigt blik til venstre og så nu havets bølger komme trodsigt imod mig. Med et suk kom jeg til at tænke på min udtur. For at lette mine anstrengelser sagde jeg til mig selv: "Dette her er godt for konditionen"!

Jeg overvejede kontrasterne – med/modvind – i min bevidsthed, og uden nogen større intelligensindsats fandt jeg frem til, at hvis vi kun havde mulighed for at "cykle i medvind", ville vi kun have ringe chancer for at udvikle muskler og dermed give kroppen kræfter og styrke. Jeg så pludselig for mig træningsinstitutter med motionscykler. Disse cykler, – på hvilke man frivilligt øger modstanden på hjulenes omdrejningshastighed for at udvikle ekstra muskler – indså jeg leende, svarede til, at vi automatisk efter en hvileperiode i den åndelige verden længes efter at øge modstanden, så vi kan udvikle vore "psykiske muskler" ved genfødsel i den fysiske verden.

For at vi kan blive til de kærlige mennesker, vi længes efter at blive, må vi yderligere udvikle vore talenter for kærlighed. Vor kærlighedsevne beror på et åndeligt organ, lærer Martinus os, og vi må derfor arbejde med opbygningen af vore åndelige muskler for netop dette organ.

Martinus beskriver den åndelige verden som en verden, hvor der ikke eksisterer noget ondt. Her er alt opbygget af fin tankematerie. De negative anlæg, som vi har med os, når vi fødes i den åndelige verden, er suggereret bort af "åndelige jordmødre". Når vi tænker, står det tænkte foran os, og ganske som ved cykling i medvind sker det uden anstrengelser eller modstand. Men hvorfor sker der ingen udvikling i den åndelige verden? Vi fortsætter jo vor livsoplevelse her, – kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke videreudvikler os her? Personlig tror jeg, at man let forveksler oplevelser med moralsk vækst. Først må vi slå fast, at vi ubetinget oplever noget hele tiden. Men lærer vi ikke, at enhver oplevelse bliver til erfaring, og at hver erfaring giver et plus i ens bevidsthed og dermed også i vækst? Ja, sådan er det utvivlsomt, men når enhver oplevelse i den åndelige verden er en oplevelse af kærlighed, så forstår man straks, at denne erfaring ikke udvikler vor kærlighedsevne, eftersom opøvelsen af denne kærlighedsevne kræver modstand. Den italienske sociolog Francesco Alberoni skriver i sin bog "Venskab": Moral er ikke en tilstand, men en måde at møde modstand på. En robots venlighed er i virkeligheden ingenting, eftersom venlighed som dyd forudsætter mulighed for irritation, modvilje og uhøflighed, som må overvindes".

Opøvelse af "moral" eller "kærlighed" sker altså kun der, hvor vi har en chance for at møde hindringer eller modstand – en modstand som kræver en ny måde at reagere på. Det vi let og uden anstrengelser gør giver ikke den nødvendige modstand. Hvis vi for eksempel bliver udsat for en forulempelse, og vor sædvanlige reaktion i en sådan situation er at "svare med samme mønt", så kan man ikke sige, at vi overvinder nogen modstand, da det er en instinktiv reaktion og dermed en væremåde, som ikke kræver ekstra anstrengelse, men sker af sig selv. For at vi skal opnå et resultat, der overstiger det vi i forvejen evner, må vi anstrenge os lidt mere, end det der føles let for os. Vi ved alle, at der ikke kræves nogen ekstra anstrengelse for at være behagelig mellem behagelige mennesker, at være venlige mod dem som er venlige imod os, men at vise tolerance over for en krænkelse, forståelse over for en uret eller tålmodighed over for irritation – det giver lejlighed til ekstra anstrengelser og dermed også til den moralske vækst, som vi ikke kan opøve mellem to inkarnationer.

Perioden mellem vore jordliv er en hvileperiode, siger Martinus, og man kan sammenligne den med en sommerferie efter et anstrengende år i skolen. Her er der ingen lektier eller prøver, her er tilværelsen fuldstændig sorgløs og behagelig. Den åndelige verden er en hundrede procents kærlighedszone, uden modgang som sygdom, lidelser, bekymringer, misundelse, irritation, lede eller uvenlighed. Her er der altså ingen mentale motionsredskaber og håndvægte eller lignende. Uden håndvægte kan vi ikke opbygge vore muskler, så efter en tid i denne "medvindszone" begynder vi at længes efter kontrasten, og den finder vi, som før nævnt, kun der, hvor vi kan "cykle i modvind". På samme måde som vi efter en lang sommerferie længes tilbage til skolen og et højere klassetrin, kommer vi til at længes tilbage til den fysiske verden igen for yderligere at opbygge vore "psykiske muskler" eller kærlighedsevne. Dog er der en lille forskel i denne lignelse, og det er den, at i livets skole er der ingen oversidninger, – alle uden undtagelse bliver flyttet op i en højere klasse.