Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det efterfølgende er en kort tale, der blev holdt ved Martinus 95 års fødselsdag, som fejredes den 10. august 1985 på Hotel Sheraton. Den var indledningen til forevisning af en film, hvori Martinus holdt et foredrag. Uheldigvis var filmen der spilledes forbyttet med en anden, nemlig Martinus og to venners rejse til Ægypten og Palæstina.

 

Jeg har fået til opgave i løbet af et kvarter at sige noget om mennesket Martinus, inden vi skal se en film, hvor vi kan høre og se ham selv holde et kort foredrag.

Femten minutter er ikke lang tid til at beskrive Martinus 90-årige liv. I Klint i sommer havde jeg en time til rådighed, men altså: Hvis man skal sige det kortest muligt – med en sætning – kan Martinus beskrives sådan:

HAN VAR ET RIGTIGT MENNESKE

Men sådanne 5 ord siger selvfølgelig ikke så meget, medmindre man i forvejen véd, hvad et rigtigt menneske er.

Men hvordan var så Martinus?

Ja, jeg kan jo kun sige det, som jeg opfattede og oplevede ham og fremhæve nogle få af de særlige egenskaber, som jeg så hos Martinus, og dem vil jeg opsummere i seks punkter.
 

1. Martinus var sandhedskærlig! Det er der jo ikke noget mærkværdigt ved, idet han jo netop havde fået til opgave at afsløre selve sandheden, – at give os et sandt verdensbillede. Alligevel gav denne sandhedskærlighed sig særlige udslag. F.eks. kunne man være sikker på, at han altid, – ved fortælling af egne oplevelser eller historier han havde hørt –, gengav disse med nøjagtig de samme ord og sætninger hver gang, hverken mere eller mindre. Når vi derfor tidligere havde hørt Martinus fortælle en historie, kendte vi altså på forhånd hvert ord, og det kunne måske i sig selv forekomne lidt kedeligt. Til forskel herfra kunne nogle af Martinus medarbejdere, – jeg skal nok ikke nævne navne –, være tilbøjelig til at pynte på deres historier, ja, de kunne faktisk blive "bedre" for hver gang de fortaltes, men sådan var Martinus historier ikke. De var rene og klare, altid genfortalt på nøjagtig samme måde ord for ord. De var sande, – hans måde at fortælle på var helt og fuldt sandhedskærlig. Og det er den samme præcision, klarhed og logik, der gør sig gældende i alt, hvad Martinus foretog sig, og alt hvad han skrev og sagde.

2. Martinus var flittig. I alle de år, hvor han skrev på sine bøger, skrev han fra klokken 4 om morgenen til ca. klokken 12 om middagen. Derefter tegnede han symboler, fotograferede, talte med medarbejdere eller med mennesker, der var i vanskeligheder eller havde bekymringer, og som ved hans foredrag havde fået tillid til, at netop han måtte kunne hjælpe dem. Et år noterede han, hvor mange han havde talt med, det blev til omkring 300, næsten én hver dag. Og for at sikre sig, at hans skriftlige arbejder var udtrykt helt præcist, skrev han dem om og om igen og gennemgik stoffet 6 – 7 gange. Han skrev 7 bind af Livets Bog, 3 bind af Det evige Verdensbillede, bøgerne Logik og Bisættelse, 27 mindre bøger og mange artikler til KOSMOS, tegnede i hvert fald 50 – 60 symboler og holdt utallige foredrag. Og Martinus underviste også enkelte personligt, blandt andet Per Bruus-Jensen og Rolf Elving. I mange år lavede Martinus selv sin mad, stoppede sine strømper, vaskede sin bil osv. osv. og læssede altså ikke sit arbejde over på andre. Jo, Martinus var flittig, men tillod sig også at holde fri især om aftenen. Man skal ikke slave for Guddommem, sagde han engang. Nogle undrede sig over, at han holdt fri om aftenen, – han holdt meget af at gå i biografen dengang, – og de sagde da til ham: "Hvis vi havde dine evner, så ville vi arbejde dag og nat", hvortil Martinus svarede med et smil: "Så er det nok derfor I ikke har dem".

Han fulgte livets egen kadance og kom ikke foran Forsynet.

Nogle mennesker tror måske, at han havde et let liv, fordi han havde kosmisk bevidsthed, men det synes jeg ikke man kan sige. Der var mange vanskeligheder, der skulle ryddes af vejen. Der var økonomiske problemer, – han måtte tit ved terminstid ud at låne hos gode venner, og hans medarbejdere var jo som alle andre jordmennesker ikke særlig fuldkomne og kunne godt skabe vanskeligheder for ham, som han jo tilgav dem og så bort fra. På hans gamle dage var han tit træt, og jeg husker engang – efter nogle besværlige dage – at han sagde: "Nå-ja, vi trasker videre!"
 

3. Martinus var flexibel. Han ventede ikke, at verden eller livet skulle være anderledes end det faktisk var, eller at livet skulle rette sig efter ham, hvad vi andre nok kan være tilbøjelige til. Han kunne skifte i væremåde fra det ene øjeblik til det andet.

Jeg husker engang fru Ingeborg Ankerbye holdt en lille tale ved en af Martinus' fødselsdage, hvor hun netop fortalte om, hvordan hun havde oplevet Martinus dels lege med et barn på gulvet, senere sidde og snakke hyggeligt med barnets bedstemor, og straks efter sidde og fortælle om livets højeste problemer. Jeg har tit selv oplevet ham som yderst føjelig og flexibel. Hvis vi f.eks. skulle ud at køre en tur og spurgte ham, om han ønskede at køre et bestemt sted hen, sagde han: "Jeg er som smør" (og det havde nok ikke noget at gøre med at han havde været mejerist), han var simpelthen føjelig.

Men ......
 

4. Martinus var samtidig viljestærk. Selvom han altså kunne være som smør og lod andre mennesker være nøjagtig som de selv ville, så var han stærk med hensyn til alt, hvad der angik hans egen sag. Ingen kunne ændre hans beslutninger vedrørende hans egen sags ledelse, ingen medarbejdere, ingen korrekturlæsere. Hvis korrekturlæseren fandt at hans sprog var unødigt knudret og eventuelt foreslog ændringer, så kunne Martinus godt rette det, hvis det kunne ske uden nogen ændring i selve meningen, men hvis ikke – så sagde han blot: "Det er min stil", og så var dét afgjort. Mennesker kunne tit tage fejl af ham på grund af hans venlige, milde og kærlige væsen, men han var ikke føjelig, når det gjaldt hans egen sag. Han var fuldt bevidst i, at hans arbejde var en verdensgenløsning, og at han, hvis han sagde, gjorde eller skrev noget galt, så ville give mennesker en forkert vejledning, og han ville i så fald medvirke til det fejlagtiges eller "ondes" fortsættelse i verden. Han var urokkelig som en klippe, og ellers havde han heller ikke været egnet til et job som verdenslærer.

5. Martinus var humoristisk. I hans selskab har jeg leet så hjerteligt som aldrig noget andet sted. Han havde sans for de morsomme og fornøjelige ting i tilværelsen. Og mange af jer ved, at latteren ofte kunne runge under hans foredrag. Han kunne få mange triste og bedrøvelige ting opløst i en sund latter. Selv mennesker, der kom til ham med alvorlige problemer og private sorger, kunne han tit få til at se livet fra den humoristiske side og til at se levets små latterligheder. I hans selskab blev mange af vore – som vi syntes – alvorlige ting til bagateller, som vi bagefter kunne smile eller le ad.
 

6. Tålmodighed og udholdenhed var også karakteristisk for Martinus. Han gav sig god tid når det var påkrævet, f.eks. når han skulle tale med mennesker der havde problemer, men var på den anden side energisk, når ting skulle gennemføres. Ordet tålmodighed eller tålemod kommer jo af mod eller styrke til at tåle eller udholde smerte, og til at kunne vente. Under Martinus' ophold på Frederiksberg Hospital blev han udsat for smertefulde operationer. Efter en af disse, hvor han ønskede så lidt smertestillende medicin som muligt – som han sagde, for at skåne sin hjerne, – sagde han til mig: "Jeg kan tåle mange smerter". Den kosmisk bevidste kan udholde store smerter og mange vanskeligheder. – Han sagde i øvrigt også, at det kunne se ud som om disse hospitalsophold og sygdomsperioder sinkede hans arbejde, men han forklarede, at disse ting var medregnede i den plan, der var lagt for hans liv længe før han blev født.

– – –

Ja, nu har jeg opregnet 6 gode egenskaber, som Martinus havde, men man kunne opregne mange flere. Han var beskeden, gavmild, kærlig, kunstnerisk osv. osv. Ja, han havde alle gode egenskaber og i virkeligheden ingen dårlige, – hvor mærkeligt det end kan lyde for os almindelige jordiske mennesker. Han kunne som Jesus have sagt "Hvem af Eder kan overbevise mig om nogen synd?". De kosmisk bevidste mennesker, som Martinus jo også tilhørte, må holde igen på deres bedre Jeg, altså ikke vise al deres virkelige kærlighed og elskelighed så stærkt eller i den udstrækning, som de aller helst gjorde det, – lige modsat os almindelige jordiske mennesker, der må holde igen på vort dårlige jeg eller vore ubehagelige sider.

Når jeg fortalte om Martinus i Klint i sommer, sluttede jeg ofte med at sige, at Martinus kom stille ind i denne verden, og at han gik lige så stille og ubemærket ud af den ved sin "død" på Frederiksberg Hospital den 8. marts 1981. Det var ikke meningen, at hans person skulle dyrkes, og det har heller ikke været meningen med denne lille tale eller med arrangementet her ved denne kongres. Menningen med denne kongres er at samle alle gode kræfter om at føre Martinus' tanker og arbejde ud i verden, ud til alle dem, der i dag stønner og sukker under tilværelsens tiltagende vanskeligheder, altså til alle dem, der søger nye løsninger og forklaringer. Og at samle alle gode kræfter herom er en god måde at fejre Martinus fødselsdag på.

Det er altså Martinus' bøger, hans samlede værker: Det Tredie Testamente, hans verdensbillede, der skal kendes og ikke den person, som selv gjorde hvad han kunne for at holde sig i baggrunden. Og selv om han altså har gjort hvad han kunne for at være skjult, er jeg sikker på, at alle vi der er til stede her, og som enten har lært ham at kende gennem hans værker eller har haft den lykke at kende ham personligt, her og nu sender ham en dyb og hjertelig tak for hvad han har betydet for os hver især.