Kosmos 1985/9 side 196
Astronomien og verdensrummets fostre
af Bo Edvinsson
Indenfor astronomien har man i de senere år indhentet ny viden om, hvordan vort solsystem er skabt, og hvorvidt der findes planeter omkring andre stjerner i universet.
Ifølge tidligere opfattelser mente man at jorden, og solsystemet i det hele taget, var noget helt enestående. Man troede, at vor sol i sin vandring mellem mælkevejens stjerner var kommet for nær en stjerne, hvis gravitationskraft rev solstof løs, som så alligevel forblev i en bane rundt om solen, blev afkølet og dannede planeterne.
Nye forskningsresultater
Ved hjælp af nye instrumenter mener man nu at have skabt sig et bedre billede af, hvordan stjerner fødes, og det er efterhånden en udbredt opfattelse blandt astronomer, at der også er planeter andre steder i universet.
Man ved nu, at der mange steder i verdensrummet svæver store skyer af støv. Disse fortættes i midten og bliver efterhånden lysende, og dermed er en stjerne født. Der bliver dog en mængde støv tilovers under en stjernes skabelse, og ifølge astronomers antagelser må dette samle sig i en flad skive, som roterer rundt om stjernerne. I denne skive opstår fortætninger, som så bliver til planeter. Efter denne teori skulle planetsystemerne altså være naturlige biprodukter fra stjerneskabelser og derfor en almindelig foreteelse.
Det er dog meget vanskeligt at observere planeter på grund af de store afstande og deres ringe størrelse i forhold til stjernerne. De er samtidigt så lyssvage, at de ikke kan ses selv i de store teleskoper.
En anden måde at prøve på at få viden om forekomsten af planeter er at studere de bevægelser, som en eventuel planets tyngdekraft forårsager for den stjerne, den kredser omkring. Disse bevægelser bliver dog så små, at man ikke har kunnet fastslå, om man virkelig iagttager noget eller ej.
Det er imidlertid lettere at opdage skyer eller skiver, som endnu ikke er blevet til planeter.
i 1983 opdagede man en sådan skive rundt om stjernen Vega ved hjælp af en speciel satellit, bygget til at opfange infrarøde stråler. Denne støvskive er af omtrent samme størrelse som vort planetsystem. Ved hjælp af samme satellit har man senere fundet lignende støvskiver rundt om yderligere tre stjerner, som allesammen er blandt solens nærmeste naboer i rummet. I Japan har man ved hjælp af et stort radioteleskop gjort erfaringer som peger i samme retning.
De senere år har man altså gjort observationer, som støtter teorien om, at planetsystemer er almindelige foreteelser i universet.
Gennem disse forskningsresultater begynder vi således at få et billede af, at der skabes nye planetsystemer. Men forøger disse data vor viden om, hvad det egentlig er der sker?
Hvilke kræfter ligger der bag? Hvorfor dannes disse planetsystemer? Her kan det være interessant at se på disse foreteelser i et kosmisk perspektiv.
Ifølge Martinus er universet uendeligt, og vi kan i evigheder fortsætte med at måle og registrere bølgelængder etc. uden at komme til vejs ende, eller kunne give en udtømmende analyse af det vi iagttager. Dette skyldes, at den moderne materialistiske videnskab kun studerer den materielle side af virkeligheden.
Sol- og planetsystemer er levende
Martinus mener dog, at ingen analyse er fuldstændig, før man har dokumenteret det "levende" bag ved de materielle foreteelser, og han beskriver også tilblivelsen af sole eller planetsystemer som en funktion ved levende væsener.
Et sådant systems skabelse er principielt identisk med tilblivelsen af et menneskes organisme. Akkurat som denne bliver til som et resultat af en seksuel akt med efterfølgende befrugtning og fosterdannelsesproces, sådan er også sol- og planetsystemers tilblivelse et resultat af en lignende akt.
Da alle levende væsener, som fødes i den fysiske verden, har en tidligere tilværelse på det åndelige tilværelsesplan, bliver organismeskabelsen identisk med en overgang fra åndelig til fysisk tilværelse. Denne overgang sker ved, at væsenet i salighedsriget oplever en stærk lykkefølelse i forbindelse med genoplevelsen af sin tidligere tilværelse, hvilket sætter de i væsenets overbevidsthed bevarede talentkerner for skabelse af en fysisk organisme i funktion.
Gennem det Martinus kalder "længselsenergiernes" berøring med instinktenergien og denne kombinations berøring med tyngdeenergien opstår det vi kender som "elektricitet", der er det første grundmateriale for skabelse af en fysisk verden:
"Elektricitet udgør broen mellem salighedsriget og den fysiske verden". "Elektricitet er således det første, der bliver til, når der skabes en fysisk klode eller et himmellegeme ude i verdensrummet, såvel som den også er det første, der bliver til, når et væsens organisme skal begynde at skabes". (Livets Bog II, stk. 418 og 419).
Makrokosmisk seksualitet
"Et himmellegeme er jo i sin kosmiske analyse en organisme, er et fysisk manifestationsredskab for et jeg på samme måde, som vor egen fysiske organisme er et redskab for vort eget jeg's manifestation på det fysiske plan. Og ligesom vor egen organismes skabelse ikke kan tage sin begyndelse uden igennem en seksuel akt, altså en overordentlig udløsning af dertil egnet tankeenergi, der igennem sin praktiske udfoldelse, dels bevirker sædens overførelse fra hankønsorganerne til hunkønsorganerne, og dels beliver sædkimene, så den nødvendige "spiring" eller udvikling kan tage sin begyndelse, således er også enhver klodes tilblivelse betinget af en forudgående overordentlig seksuel tankemanifestation af væsener fra makrokosmos.
Det første for jordmennesker rent materielt synlige af denne proces, denne "makrokosmiske seksuelle akt", udgøres af alt, hvad der eksisterer som "stjernetåger". Disse udgør således i virkeligheden udløst "makrokosmisk sæd". I denne "sæd" bliver der flere og flere koncentrerede punkter synlige, der efterhånden glider ud og fra deres nebuloseagtige tilstand fortætter sig til selvstændigt lysende systemer. Det er disse systemer, vi kender som "solsystemer". Disse mørke eller udslukkede punkter udgør det vi kalder "planeter". En sådan "planet" udgør "jorden". (Livets Bog II, stk. 419.)
En variation af »fødselsprincippet«
I stykke 1279 berører Martinus også den første teori, som blev fremført om planeters tilblivelse, denne at jorden skulle være en løsrevet del af Solen og skriver:
"Men selv om også denne omstændighed har været gældende for Jordens vedkommende, vil det ikke kunne forandre noget i selve dens udviklingsprincip eller identitet som "levende væsen". Alle kloder er jo så at sige revet ud af større sole eller ildhobe, med hvilke de igennem overgangen fra åndelige til fysisk strålemasse har været forbundet. At noget har været forbundet med en større masse af samme slags stof er jo ingen garanti eller bevis for, at den løsrevne del ikke er selvstændig eller individuel. Al celleudvikling foregår ved en spaltning." (Livets Bog IV, stk. 1279).
"Med hensyn til en klodes fødsel eller udspaltning fra en større solmasse eller nærmere præciseret: Jordens eventuelle udskillelse fra sollegemet, da kan man ikke sige, at Jorden er blevet en klode eller et væsen af samme art som "moderen" eller Solen. Jorden som "levende væsen" betragtet, er jo en væsensart, der tilhører en solvæsenets spiral underliggende spiral, nemlig "klodespiralen". Vi er således her i Jordens tilblivelse vidne til en "fødsel", hvor modervæsenet "føder" et barn, der ikke tilhører dets egen spiral .............
Jordens spaltning ud fra en større solmasse er en variation af "fødselsprincippet". Nævnte princip strækker sig jo langt videre i sin natur end de variationer, i hvilke fødselsobjektet er et barn af samme art som moderen". (Livets Bog IV, stk. 1280).
Når vi betragter de i indledningen nævnte forskningsresultater i et kosmisk perspektiv, fremtræder disse i et nyt lys. Det, den materialistiske videnskab betragter som døde tilfældige bevægelser, viser sig i stedet at være logiske og planmæssige manifestationer med levende væsener som ophav.
Verdensaltet udgør ifølge Martinus et gigantisk levende væsen, i hvilket vi alle lever som mikrovæsener, og dette gælder således også de makrokosmiske foreteelser, vi kender som planeter, solsystemer, mælkeveje osv. opad i det uendelige.
Når vi med tiden bliver mere klar over disse forhold, kommer vi til at rette vor forskning ind på "livet" i verdensaltet, i stedet for som nu på de "døde" bevægelser.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige