Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det var tidligt på eftermiddagen den 27. december 1983. Jeg stod i kø på postgiro-hovedkontoret i Stockholm. Nogle højrøstede stemmer i køen bag mig fik mig til at vende mig om. Der udspandt sig en diskussion mellem ekspedienten og den, der stod bagest, og problemet blev klaret. Bag mig stod en ældre dame. Vore blikke mødtes, og vi lo lidt til hinanden et øjeblik, før jeg igen vendte mig om.

Pludseligt blev lokalet mørkelagt. Alle ventilatorer og alle tekstskrivere ved kasserne gik i stå. Der gik et sus gennem køerne, og man kunne høre halvkvalte råb. Der var strømafbrydelse. Lidt efter kunne man se vagten ved sit bord i hallen begynde at famle efter en lommelampe. Jeg var lige begyndt af fundere over, hvad alt dette ville medføre, da lyset igen tændtes. Ventilatorerne startede, og der gik et lettelsens suk gennem lokalet.

Jeg kom frem til kassen, afleverede mine blanketter og bad om en kontoudskrift. Kassedamen slog nogle tal ind på sin terminal og ventede lidt. "Et øjeblik" sagde hun, rejste sig og gik hen til en skærmterminal længere inde i lokalet. "Som du så", sagde hun, da hun kom tilbage, "har vi haft strømafbrydelse, og derfor kan jeg ikke få nogen oplysninger fra computeren". Det måtte jeg acceptere, – jeg gjorde mine ærinder færdige og forlod lokalet.

Der var usædvanligt mange mennesker ude på Drottninggatan. Jeg skulle besørge nogle indkøb og gik i retning mod Åhléns. Efterhånden blev jeg klar over, at Drottninggatan ikke rigtig var sig selv. Der var mørkt i butiksvinduerne og juledekorationerne i gaderne var slukkede. Jeg begyndte at forstå, at der stadig var strømafbrydelse, – aha, girokontoret har selvfølgelig reservekraftværk! Da jeg kom til varehuset, var der helt fuldt af mennesker. Jeg kunne gennem dørene se, at folk stod stille derinde i mørket, og at rulletrapperne også stod stille. Senere hørte jeg, at varer til store beløb var blevet båret ud under mørkelægningen. I skoafdelingen f.eks. stod mange brugte sko tilbage efter "smarte" personer, som var gået ud med nye.

Jeg opgav tanken om at gå derind og gik tilbage mod Høtorget og torvehallen. Overalt stod mennesker i gaden og bare glanede og snakkede. Folk var som lamslåede. En mand med kokkehue stod uden for en isbar og bød højlydt på is, som truede med at smelte. Også ved torvehallen stod folk og ventede ved de låste døre. Jeg begyndte at forstå, at det ikke lod sig gøre at handle nu og besluttede mig til at vente lidt. Jeg gik ind på en mørkelagt café og fik en kop lunken kaffe. Der var helt stemningsfuldt derinde, med levende lys på bordet.

Da jeg efter en halv times tid igen kom ud på gaden, var situationen den samme. Det lykkedes mig at finde en forretning med mekanisk kasseapparat, og jeg fik indkøbt noget af det jeg manglede. Jeg besluttede mig til at tage hjem. Nede i tunnelbanen stod folk og ventede langs sporene. Der var personale og politi til stede, og jeg indså det umulige i at regne med eldrevne transportmidler i denne situation. Selv om jeg kom ind i et tog, ville det nok vare længe før jeg kom ud igen. Alligevel blev jeg, som alle andre, stående uvirksom en rum tid, før jeg indså, at busser ikke kørte ved elektricitet. Det var koldt og der var snesjap, og jeg kæmpede mig mod vinden langs Sveavägen på vej mod busholdepladsen. Her og der var der faktisk lys, måske var elektriciteten ved at komme igen? Ved Odenplan var der lange køer ved busholdepladserne. Den kvindelige chauffør opgav at kontrollere alles billetter, – der herskede en vis irritation, men langt om længe kom vi afsted.

Det der var sket den dag var, at der var opstået en fejl i transformatorstationen i Mellemsverige, og at en af hovedledningerne fra kraftværket i Norrland derfor var koblet ud. Dette resulterede i, at de resterende ledninger blev overbelastede, hvorved også de automatisk blev afbrudt. Atomkraftværkerne i Sydsverige kunne ikke klare den øgede belastning, så også de blev udkoblet. Hele det sydlige Sverige blev derfor uden strøm i flere timer. Resten af dagen og helt ud til sent på aftenen blev strømmen koblet til i område efter område. Industrien standsede, forretningerne havde kæmpestore tab, køer måtte stå uden at blive malket, og masser af iscreme smeltede. Alt i alt kostede den i og for sig uskyldige fejl Sverige flere hundrede millioner kroner.

Efter denne begivenhed er det ikke mere nogen hemmelighed, hvor sårbart vort moderne samfund er. Det er heller ikke længere svært at tro de seriøse kapaciteter med hensyn til atomkriges virkninger, som påstår, at der ikke skal mange atomeksplosioner til for at slå et lands hele infrastruktur ud. I Sverige f.eks. går der en hel håndfuld hovedledninger fra nord, som sørger for en stor del af el-forsyningen i den tættere befolkede sydlige landsdel. Stort set al produktion, distribution, opvarmning, kommunikation osv. er jo afhængig af elektricitet, og ganske få velplacerede attentater skulle altså kunne lamme så godt som al normal virksomhed og hverdagsliv i landet. Når dertil kommer, at der i tilfælde af atomkrig stilles helt umulige krav til redningstjeneste og hospitalsvæsen, vil helhedsbilledet snart blive en total katastrofe. En eneste atomeksplosion forårsager flere skader, forbrændte og døende end hospitalerne inden for en rimelig afstand kan klare. Den elektromagnetiske stråling fra bomben ødelægger måske al radiokommunikation, organisering af hjælpearbejde og kriseforanstaltninger, og al anden information via æteren umuliggøres. Pludselig bliver det umuligt at holde sin lejlighed varm, at gå i butikker og købe dagligvarer, at arbejde i produktionen – at leve det liv, som vi har vænnet os til.

Hvordan er det kommet dertil? Hvorfor er samfundet så følsomt, at misfornøjede chauffører i Frankrig ved at blokere hovedvejene og grænserne faktisk, hvis de får lov at fortsætte, kan skabe kaos i hele Europa? Det teknologiske samfund er jo et resultat af intellektualitetens, d.v.s. menneskelige egenskabers udvikling. Den større afhængighed mellem forskellige funktioner i samfundet såvel som mellem forskellige lande er et resultat af denne moderne teknologi. Menneskeheden er i kraft af dens menneskelige egenskaber på vej til at vokse sammen til en organisme. Og en organisme kan i almindelighed ikke fungere, hvis et enkelt organ ophører at arbejde. Ligesom mennesket gennem udviklingen bliver mere og mere følsomt over for drastisk påvirkning, således bliver menneskeheden også mere og mere følsom. Og desuden har man endnu ikke gjort tilstrækkelige erfaringer for at kunne opbygge et naturligt forsvar mod sådanne miserer.

I denne følsomme organisme, som det menneskelige samfund er på vej til at blive, vil alle destruktive kræfter virke som en stærk gift. Den verden, der er bygget op af menneskelige kræfter, tåler ikke at dyriske, egoistiske, destruktive energier hærger inden for dets område. Disse bliver til sygdomme i organismen, som resulterer i feber og svigtende livsfunktioner. Martinus beskriver, hvordan det intellektuelle menneskes mere og mere følsomme nervesystem ikke længere tåler den nedbrydende tyngdeenergi. Og vi kan altså her se, hvordan dette også gælder menneskeheden som helhed. Menneskeheden må for at overleve forlade de dyriske livsbetingelser: magt i stedet for ret, og begynde at tilpasse sig de rendyrkede menneskelige, hvor retten er magt.

Strømafbrydelsen den 27. december 1983 var i og for sig en ret uskyldig begivenhed, en af de uundgåelige forstyrrelser i det moderne samfunds udvikling. Men den viste, at vi for altid har forladt selvforsyningssamfundets lokale verden, og at vi nu lever under helt andre betingelser. Menneskeheden er ved at kvalificere sig til en menneskelig tilværelse.