Kosmos 1985/8 side 166
Stoicisme – urokkelighedens filosofi
af Hans Oldhage
Når et menneske i situationer med store ydre besværligheder formår at bevare roen, siger man undertiden, at dette menneske udviser "en stoisk ro". Det er et udtryk, som stammer fra en græsk filosofisk skole med rødder tilbage i tiden 200 år før Kristus. Man kan finde flere paralleller mellem stoikernes lære og Martinus analyser.
Stoicismen blev grundlagt af Zenon, som fødtes i Athen omkring 100 år efter Sokrates, dvs. 300 år f. Kr. Zenon var "materialist" ifølge min kilde (Bertrand Russel: "Vestens filosofi"), men en meget usædvanlig materialist, eftersom han troede, at der findes en Gud. Det væsentligste i Zenons lære var dog hans tanker om "dyden":
"I individets liv er dyden det eneste gode. Ting som helbred, lykke, rigdom betyder intet. Da dyden er en viljessag, beror alt virkeligt ondt eller godt i et menneskes liv på det selv. Han kan blive fattig, men hvad betyder det? Han kan stadigvæk forblive dydig. En tyran kan kaste ham i fængsel, men han kan stadig fortsætte med at leve i overensstemmelse med naturen. Han kan dømmes til døden, men han kan ligesom Sokrates dø med værdighed. Andre mennesker har kun magt over de ydre forhold; dyden, som alene er noget virkeligt godt, afhænger helt og holdent af individet". (B.R.)
Indstillingens betydning
Det stoikerne og Zenon ifølge Bertrand Russel her betoner, er den indstilling man har til det der sker. Det er mindre afgørende hvad man kommer ud for, end hvordan man reagerer over for det der sker. At være "stoisk rolig" er altså det samme som under alle forhold at bevare sin ro, selv om verden omkring én styrter sammen. Det betyder naturligvis ikke, at man skal være ligeglad, men at man skal være smidig og tilpasse sig efter situationen, sådan som den nu er. Udtrykt på en anden måde kan man sige, at stoikerne prøver på at holde sig fri af al ønsketænkning ved altid at acceptere det uundgåelige. I tilfælde hvor han giver et indtryk af ligegyldighed eller dovenskab, skyldes det at han ikke handler i blinde eller planløst, men blot på en sådan måde, at det han gør, virkelig får den tilsigtede effekt.
Martinus mener også, at den indstilling man har er afgørende for, hvordan man opfatter en situation. Hvis man kan bevare roen eller ligevægten, selv når alting går én imod, så fremmer det forståelsen af situationen. Men medens stoikerne opfordrer til at acceptere det der sker, bare fordi det er uundgåeligt eller umuligt at ændre, så betoner Martinus, at alle de situationer vi kommer ud for, har sin rod i os selv. Vi kan altså ifølge Martinus ikke komme ud for noget, som vi ikke selv har skabt.
Skæbnens rødder
Men hvordan kan vi selv have skabt den situation, vi befinder os i idag? Det bliver naturligvis en urimelighed, hvis vi forestiller os, at vi er kommet til verden som uskyldige eller ubeskrevne blade. Selvfølgelig var vi ikke uskyldige eller uden forhistorie, da vi blev født. Hvis vi selv er ansvarlige for vor skæbne, som Martinus hævder, så må vi have levet før vi blev født. Og det er jo netop en af grundidéerne i Martinus kosmologi. Vi befinder os i en næsten uafbrudt kæde af liv, hvor de foregående liv danner grundlag for vort nuværende liv. Derfor er vi altid selv ansvarlige for de situationer vi "kommer ud for".
Hvis jeg er fornuftig, så vil jeg hjælpe alle i mine omgivelser. Hvis jeg undlader at hjælpe et menneske i nød, så får det nemlig ifølge karmaloven (loven om sæd og høst) også virkninger for mig selv. Men der kan forekomme situationer, hvor jeg ikke kan hjælpe et menneske i nød, hvor meget jeg end forsøger. Så må jeg acceptere, at dette menneskes "karma" gjorde det umuligt for mig at kunne hjælpe eller gribe ind.
At vi selv er ansvarlige for vort liv eller for vor "skæbne" skal altså forstås på den måde, at vi selv engang har sået eller skabt betingelserne for vort nuværende liv. Det er ikke sikkert, at jeg idag kan se årsagen til, hvorfor jeg kommer ud for en vis situation eller en svær skæbne, eftersom denne årsag kan ligge et eller flere liv tilbage i udviklingen. Min nuværende livssituation er altså ifølge Martinus resultatet af langt flere faktorer end dem, jeg kan overse med min nuværende dagsbevidsthed. Denne er jo begrænset af den evne til at huske, som jeg har lige nu. Og når man betænker, at hukommelsen hos os jordmennesker er meget svag i forhold til, hvad der er gældende på andre tilværelsesplaner i udviklingen, er det let at forstå, hvorfor jeg ikke husker min egen fortid flere liv tilbage.
Herakleitos' evige ild
Zenon og de andre stoikere hentede inspiration fra flere forskellige retninger. De beundrede Sokrates som forbillede, hans ophøjede ro og hans absolutte accept af det, livet havde at byde på, og desuden hentede stoikerne deres åndelige næring fra bl.a. "cynikerne" og fra Herakleitos. Cynikerne var slet ikke kyniske i vor tids betydning af ordet, men en slags livskunstnere, som forsøgte at leve uden megen af den luksus og de bekvemmeligheder som andre tillod sig. Mest kendt blandt "cynikerne" er Diogenes, som besluttede at leve som en hund (!):
"Han forkastede alt hvad der var sædvanligt både i religiøs henseende, skik og brug, klædedragt, bolig og føde såvel som anstændighed". (B.R.)
Det siges, at Diogenes levede i en tønde, men det er ifølge Bertrand Russell en overdrivelse. Han boede i virkeligheden i en stor urne af en type, som undertiden anvendes ved begravelser.
På det teoretiske plan blev stoikerne først og fremmest påvirket af filosoffen Herakleitos, der levede omkring år 500 f. Kr., altså omtrent samtidigt med Buddha, Kungfutse og Laotse i Asien. Herakleitos tilhørte den vestlige kulturkreds og det daværende Grækenland. Han er mest kendt for sin opfattelse af, at alt i den fysiske verden er ubestandigt eller at "alting flyder". Men Herakleitos taler om en evig ild, som aldrig slukkes:
"Denne verdensorden, der omfatter alt, har intet menneske skabt, men den har altid været og er og skal være en levende ild, der flammer op en tid og slukkes en tid."
Evighedsaspektet blev overtaget fra stoikerne, som også mente, at der ikke fandtes nogen tilfældighed og at naturens forløb bestemmes af urokkelige love. Alting gentages i cykliske forløb (kredsløb), og der er ingen afslutning på tilværelsen.
En anden opfattelse som stoikerne overtog fra Herakleitos, var troen på at verden bygges op af modsætningernes enhed:
"Godt og ondt er det samme".
"For Gud er alt rigtigt og godt, men menneskene betragter noget som forkert og andet som rigtigt".
"Gud er dag og nat, sommer og vinter, krig og fred, mættelse og sult". (B.R.)
»Elsk dem som gør uret imod dig«
Meget af det som er nævnt i det foregående, genkendes af dem som har læst Martinus. Men de her nævnte filosoffer levede for over 2000 år siden, endog før Jesus. Heraf kan vi bl.a. se, at den visdom vi henter hos Martinus, ikke i absolut forstand er ny, selv om menneskeheden aldrig før har fået visdommen præsenteret i en så logisk og sammenhængende form som hos Martinus.
Også Martinus taler om en evig ild, "den højeste ild", som ligger bag alt skabt. Han taler også om et evigt verdensalt, som gentager sig i tilbagevendende kredsløb, som dog karakteriseres ved en stadig udvikling opad eller fremad i en slags spiralform. Ifølge Martinus forenes modsætningerne også i en guddommelig enhed bag den ydre manifesterede virkelighed. Tilværelsens drivkraft er en permanent hunger efter nye livsoplevelser og disses mættelse, hvorefter der opstår længsel efter en kontrast til den tilværelsesform, som man lige er blevet mættet af.
Til sidst vil jeg citere Marcus Aurelius, en stoiker som desuden var kejser i Rom i det 2. årh, e. Kr. Trods sin verdslige stilling understregede han alle menneskers samhørighed i et altomfattende fællesskab. Han så sig selv som verdensborger mere end romer. Verdensaltet opfattede han som et altomfattende levende væsen med én eneste krop og én eneste sjæl. I Martinus kosmologi udtrykkes det således, at alle de levende væsener, hvoraf tilværelsen som helhed består, tilsammen danner én evigt eksisterende og uendelig Guddom, dvs. verdensaltet.
Som en konsekvens af hans opfattelse af alle tings og alle menneskers samhørighed gjorde Marcus Aurelius sig til talsmand for en kærlighed, som omfatter alt og alle:
"Det er værdifuldt for mennesket at elske endog dem, der gør én uret. Og det kan ske, at du, når de gør uret, kommer til at tænke på, at de er dine venner, og at de gør uret af uvidenhed eller at det er utilsigtet, og at I snart begge skal dø; men frem for alt, at den fejlende ikke har gjort dig noget ondt, for han har ikke skadet det hos dig, som styrer dine handlinger". (B.R.)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige