Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ingen forestiller sig vel, at der kan dukke menneskebørn op i andre lande med anmodning om asyl, fordi de er uønskede i Danmark. Og hvis det forholdt sig således, ville en omfattende debat rejse sig i alle medier herhjemme med krav om at få de uværdige forhold bragt til ophør. Det er imidlertid en del af hensigten med denne artikel at forsøge at vise, at tanken om sådanne forhold er så nærliggende, at debatten måske allerede burde være i gang.

I "Ugeskrift for læger" nr. 43/84 er beskrevet en dansk undersøgelse, som viser, at man nu har udviklet en metode til med stor sikkerhed at afsløre alle tilfælde af en række svære fostermisdannelser ved i 16.-18. graviditetsuge at undersøge en blodprøve fra den gravide kvinde for stoffet alfa-føtoprotein i blodets serum for derefter, hvor der er tale om afvigende værdier, at supplere med ultralydscanning af fosteret og eventuelt med analyser af fostervandet. Sådanne undersøgelser er allerede rutineundersøgelser andre steder i den vestlige verden (visse steder i England, USA og Sverige), og når man ikke hidtil har iværksat noget tilsvarende her i landet – hvor de første fosterundersøgelser blev foretaget allerede i 1970 – skyldes det angiveligt, at de nødvendige, supplerende undersøgelser med ultralyd og fostervandsanalyse indtil for få år siden var mindre pålidelige end i dag.

Efterhånden som mange mennesker her i landet gennem mere end et kvart århundrede har haft mulighed for at gøre en del som grel overtro at mene, at menneskelivet begynder ved fødslen og afsluttes definitivt med den proces, vi kalder døden. Før og efter er intetheden! For alle disse mennesker er den eneste logiske forklaring på "det evige liv", som jo ikke er et nymodens begreb, at vi gennem en lang periode i vores udvikling nødvendigvis må leve det ene fysiske liv efter det andet – de såkaldte inkarnationer, – og at hver inkarnation giver nye livsoplevelser og derigennem beriger individet med nye erfaringer. Disse akkumuleres fra inkarnation til inkarnation og overlever hver gang den fysiske død (organismeudskiftningen) gennem dette at være knyttet til "overbevidstheden" som en kosmisk realitet med evighedsnatur.

Det var Martinus' opgave med sine kosmiske analyser at løfte sløret for så mange af livets mysterier som muligt og dermed lægge grunden til uvidenhedens endelige afskaffelse blandt jordmenneskene. I Martinus' hovedværk "Det Tredie Testamente" findes detaljerede analyser af "det levende væsen", af dets identitet som et treenigt princip og af dets struktur med såvel evige som timelige realiteter. Der er omfattende og dybtgående analyser af organismeudvikling og organismeopbygning, analyser som ikke skal fremføres her, hvor det blot skal nævnes, at al organismeopbygning ifølge Martinus er baseret på et talentkerneprincip: At enhver talentkerne er dannet gennem øvelse og ud fra et intenst ønske om at opnå færdighed på et bestemt område. Når en færdighed er opøvet indtil det geniale, og en talentkerne er fuldt udviklet, kan der udløses en automatfunktion fra denne talentkerne – en funktion udenom dagsbevidstheden. Talentkernerne for organismeopbygning udgør et område for sig, og al organismeopbygning foregår udelukkende som automatfunktion. Det er ganske bestemte energisvingninger hos det diskarnerede væsen, som, umiddelbart før en ny inkarnation påbegyndes med undfangelsen, påvirker og aktiverer samme væsens talentkerneområde for organismeopbygning, således at opbygningsprocessen automatisk går igang, så snart undfangelsen er sket.

I kraft af sin "skabe- og oplevelsesevne" (hørende til det levende væsens evige strukturer) vil ethvert levende væsen til enhver tid opleve resultatet af, hvad det selv skaber. Hvis organismen – hos et væsen på det udviklingstrin, vi for tiden tilhører – skabes med så betydelige mangler, at der f.eks. ikke kan opretholdes selvstændigt liv, når forbindelsen til moderorganismen afbrydes i forbindelse med fødslen, vil individet opleve dette mislykkede skaberesultat som noget meget ulykkeligt. Der kan også være tale om, at skabeprocessen end ikke når så langt som frem til fødslen, idet tidlig, spontan abort ofte skyldes svære fosterdefekter. Og der kan være tale om, at et væsen kan opretholde selvstændigt liv i en ret mangelfuldt opbygget organisme i både et halvt, et helt eller ganske mange år ved hjælp af støtte og kærlig pleje fra omgivelserne. Under alle omstændigheder er det af afgørende betydning for genopbygningen af de ødelagte talentkerner, at væsenet hver gang får lov at nå så langt som overhovedet muligt i dette genopbygningsarbejde, og også får lov at opleve utilstrækkeligheden for derigennem at stimuleres til fortsat øvelse i organismeopbygning. Der kan være lang vej at gå, afhængigt af hvor dybtgående skader, der er tale om. Men ifølge Martinus eksisterer der efter en sådan afsporing ikke nogen anden vej, ved hvilken man igen kan komme på ret køl. Og her bliver det da synligt, hvor alvorligt det er for et væsen gang på gang at få denne organismeopbygning afbrudt ved indgreb udefra – uanset hvor hjælpeløs den synes at være.

Der er altså tale om, at man, ved at bryde ind i organismeopbygningen (som det sker ved alle fremprovokerede aborter), forårsager meget alvorlige forstyrrelser i udviklingen for disse i forvejen dårligt stillede væsener, som må formodes at have en speciel tilknytning eller tiltrækning til det område, de forsøger at inkarnere i. Ved at indføre nye rutineundersøgelser af alle gravide med henblik på en sådan indgriben, tvinges "en del af disse væsener på denne måde til at forsøge reinkarnation i en anden kultur, hvor man endnu ikke har påbegyndt en sådan "finkæmning" af fosterverdenen. De vil komme dér, i denne anden kultur, som en slags asylsøgende – klart afvist her hos os!

Når alle disse ubehagelige ting er trukket frem, må det naturligvis også fremholdes, at hele denne ulykkelige og afsporede "sygdomsbekæmpelse gennem abort" dog i væsentlig grad har humane motiver (selv om også gunstige samfundsøkonomiske aspekter fremføres med jævne mellemrum). Lægerne er i dag i stand til at tilbyde vordende forældre, at de fritages for den tunge byrde, der ligger i at føde og opfostre et svært handicappet barn. Og det opfattes jo også som en human handling at hindre et barn med udsigt til "væsentlig forringet livskvalitet" (hvad det så er?) i at træde ind i livet. At der er lagt meget ærligt arbejde i den forskning, som har ført til de såkaldte fremskridt, skal ikke her bestrides, ligesom det altid understreges, at ethvert medicinsk fremskridt skal komme så mange som muligt til gode. Der er tillige undertiden så svære lægeetiske problemer forbundet med stillingtagen til, hvor mange og hvor omfattende kirurgiske indgreb man f.eks. skal udsætte et nyfødt barn med svære misdannelser for, at det kan forekomme mere etisk at vælge at tilbyde hjælp til afbrydelse af graviditeten.

I alle tilfælde, hvor en undersøgelsesrække er afsluttet og en misdannelse afsløret, overlades det til den gravide kvinde (det vordende forældrepar) at tage stilling til, om hun ønsker at gennemføre sin graviditet og føde sit barn, med de udsigter der i hvert enkelt tilfælde foreligger. Lægerne lægger stor vægt på dette punkt. De stiller deres viden og kunnen til rådighed, orienterer efter bedste evne om undersøgelsesresultaterne og tilbyder hjælp til afbrydelse af graviditeten, hvis dette skønnes relevant. Men afgørelsen er kvindens (forældrenes).

Det har ikke været tanken med dette indlæg at bagatellisere de overordentlig store problemer, der for den enkelte familie er forbundet med at have et handicappet barn. Ud fra et andet livssyn end det materialistiske har det været tanken at forsøge at vise, at går man ind i omsorg for handicappede (som forældre, pædagoger eller plejepersoner) er man med til på smukkeste måde at befordre en naturlig udvikling – både af det væsen som behøver støtte i genopbygningsperioden efter at være blevet skadet – og af sit eget næstekærlighedstalent, mens de, der arbejder koncentreret og målbevidst på at medvirke til, at så få handicappede børn som muligt fremover vil blive født her i landet, må siges at være kommet ind på et sidespor. At dette sidespor så før eller siden vil berige sine "vejfarende" med nogle udviklingsmæssigt nødvendige erfaringer, er en anden sag, som, hvis den blev genstand for yderligere uddybning, ville munde ud i Martinus' vise ord om, at "alt er såre godt".