Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/7 side 138
Kommentar
 
Nu da sommeren er kommet, har træer og buske – med deres før så nøgne grene – atter iklædt sig nye smukke blade og blomster, hver efter sin art. Selv for mennesker er foråret nyskabelsernes tid for klædedragt og mode. Hvis man går gennem byens gader en lørdag eftermiddag, kan man se de sidste frembringelser fra modeskabernes ateliérer på nyekviperede flanører. Det der slår en, når man betragter denne parade, er den individualitet, som nu hersker, når det gælder smag og mode. Det er en broget og farvestrålende mangfoldighed og en fantasifuldhed, som var umulig for blot nogle år siden.
Noget, der kendetegner vor tid på mange forskellige måder, er jo netop individualitet. Gennem det moderne uddannelsessystem og det teknologiske samfunds krav om intelligens trænes vi i selvstændig tænkning, og efter at have nydt dette gode spreder individualismen sig til alle livets områder. Derfor er stadig færre og færre i dag modtagelige for autoritære former, – endog inden for erhvervslivet begynder rangordningen mellem chef og ansatte at ændres.
Den største autoritet, som vi kender her i den vestlige verden, er nok Jesus Kristus. Men denne mand, som blev dyrket som Gud i hundreder af år, vidste helt klart, at autoritetens vælde en dag skulle vige for individualitetens tidsalder. Martinus viser i sin artikel i dette nummer, at Jesu forudsigelser om "Kristi genkomst" ikke betød en person, men en viden, en åndelig videnskab. Det der skal komme er kosmisk videnskab, som giver svarene på de store livsspørgsmål i form af uomstødelige fakta. Og det er jo viden, der gør os frie, det er jo viden, som giver os midlet til at tænke selv.
Med sand indsigt i livet kan individet lettere tage stilling til de problemer, han eller hun møder i livet og dermed få kontrol over sin skæbne. Problemer som f.eks. de, der behandles i dette nummer: Fosterdiagnostik og abort, ernæring, moral, sygdomme osv., kan let blive faldgrupper, hvis man ikke kender de virkelige årsager og den virkelige mening med dem. Med erfaring og viden vokser individualiteten, indtil væsenet er kosmisk "voksen", et selvstændigt og frit menneske.
Max Käck