Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I Sverige foregår der i øjeblikket en debat om dødskriteriet, dvs spørgsmålet om, hvornår en person skal betragtes som død. Loven siger, at en person er død, når hjertet er ophørt at slå, og denne lov bliver nu mere og mere draget i tvivl på grund af transplantationsteknikken. Den mand, som lige har fået sit eget hjerte udskiftet med et mekanisk hjerte, skulle ifølge denne lov nu være død, og de kirurger, som har bidraget til at holde ham i live ved at fjerne hans hjerte, skulle derfor være mordere. I stedet for at tale om "hjertedød" vil man nu indføre begrebet "hjernedød", et andet fysiologisk begreb baseret på hjernens funktion. Problemet med at vide, hvornår et menneske er dødt, hænger naturligvis sammen med, at man ikke klart ved, hvad det er at leve. Man definerer liv på basis af rent fysiske iagttagelser af kropsprocesserne, og liv og død bliver derfor udelukkende et spørgsmål om dragning af grænser.

Martinus' definition af begrebet liv er enkel og klar: "Noget", som kan og vil opleve, er levende. Han viser endvidere analytisk, at det levende ikke er materielt, eftersom det der opleves er materie, og opleveren ikke er det samme som oplevelsen. Denne definition tager så at sige sit udgangspunkt i den anden ende af livet. Og fra dette udgangspunkt viser Martinus, hvordan alting er livsytringer og virkninger af dette "noget", som kan opleve.

Da materien i sig selv er livløs, kan man ved forskning af denne aldrig finde frem til noget måleligt livsbegreb, men kun et dødsbegreb. Materialistisk videnskab kan således kun give materielle svar, dvs oplysninger om mål, vægt osv, og det verdensbillede, som bygges op af disse fakta, bliver derfor også rent fysisk materielt og derved ligeledes "dødt". Hele den konventionelle naturvidenskab baseret på fysiske målinger og iagttagelser drejer sig om "det døde", og med denne videnskab arbejder kirurger og læger på at opretholde "livet".

For at få et fuldkomment liv er det naturligvis ikke nok at have viden om døde ting, man må have viden om selve livet. Medens den materialistiske videnskab baseres på analyser af materien, baseres livsvidenskaben på analyser af det levende og dets livsytringer. Når kroppen således bliver betragtet som et udtryk for noget levende og ikke som identisk med selve livet, så vil debatten om transplantationer og dødskriteriet ses i et helt nyt lys. For at leve og være lykkelig er det ikke organer, som skal transplanteres, det er i stedet de tanker og den bevidsthed, som holder os fast ved et "dødt" verdensbillede, og som skaber sygdom og lidelse. Livet og udviklingen er det team af "kirurger", som – når vor materialistiske tankeverden ikke længere fungerer – kan bortoperere denne og transplantere en tankeverden ind, som er i kontakt med livet og dermed vejen til sundhed og velvære.