Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Ven!

– Kender du den besynderlige Følelse man har, naar et længe næret Ønske pludselig bryder igennem Bevidstheden som et Krav? Her har jeg i Ugevis skullet skrive til dig, Masser af Gange følt det som et Ønske at sætte mig hen og sende dig et Par Ord, men hver Gang har en eller anden Ting skudt sig imellem, noget jeg skulde ordne, – og saa, naar det endelig var ordnet, ja saa var Lysten til at skrive desværre ogsaa forsvundet. Men da jeg vaagnede i Morges, følte jeg, at noget var i Gære, at noget skulde gøres, men hvad?

– Det var den durende Lyd fra Klintsøgaards store Mølle, der forvandlede mit Ønske til et Krav. Pludselig, aldeles umotiveret, forstod jeg, at du skulde have et Brev, og at det skulde skrives nu.

Det har været en mærkelig Tid, siden vi to sidst taltes ved. Kun to Maaneder er der gaaet, siden jeg forlod København og, som ved en Slags Trylleslag, spaltede mig selv i to helt forskellige Dele, – saa forskellige, at det ofte kan forbavse mig selv. Du ved jeg elsker mit Lærerarbejde hjemme, elsker at trænge ind til de Problemers Kerne, jeg beskæftiger mig med, og mest af alt, elsker at drøfte og gennemgaa dem med de Mennesker, der deltager i Studiekresarbejdet. Du ved ogsaa, at jeg overfor dig har udtrykt, at det ligesom er, at jeg kun for Alvor lever, naar Inspirationen som Ild gennembrænder Bevidstheden og lader det blive klart, som ellers til daglig synes uklart, ufatteligt. Men netop fordi jeg saa ofte, takket være alle de prægtige Mennesker Studiekresarbejdet lader mig møde, føler denne Inspiration, fornemmer dette mærkelige "levende" gennemstrømme mit Sind, netop derfor kommer der, og særlig stærkt, naar Foraaret nærmer sig, en Trang over mig til Ensomhed, til Fred. Misforstaa mig nu ikke, naar jeg her nævner "Fred" er det ikke i Ordets almindelige Betydning, men derimod som Udtryk for en Tilstand, hvor de stærke Bølger, der Vinteren igennem passerer Bevidstheden, nu kan falde til Hvile, saaledes at Blod og Nerver kan afslappes en Stund. Og hvad sker saa? Aldrig saa snart har jeg betraadt denne Plet Jord, før saa fødes et ganske andet Væsen tillive. Et Væsen, som jeg længst troede indslumret, men som ikke desto mindre hvert Foraar genopstaar med fuld Styrke. Den sødeste Kriblen i Nerverne tænder for mit indre Syn Billeder af Muld og Værktøj. Lader mig i Guldkopier ane, hvor herligt ogsaa den direkte fysiske Skabelse er. Voldsomme Anelsesbølger af alle de dejlige Opgaver, netop dette Foraar vil bringe, skyller mod Sjælen, langsomt glider den ene Del af mit Jeg til Hvile, medens samtidig den anden Del vokser sig stærkere og stærkere: Mennesket med Længslen efter at underlægge sig den fysiske Materie, med Trangen i sig til at flytte Bjerge for at naa de Maal, det har sat sig, genopstaar.

Og dette Foraar bragte mange Opgaver, saa mange, at havde jeg paa Forhaand faaet dem detaljeret ud, vilde jeg have erklæret det for umuligt at faa dem løst. Naa, Forsynet svøber jo Gudskelov Besværet ind i saa mange Lag, at de enkelte altid synes overkommelige. Og takket være dygtige og behagelige Hjælpere, kan jeg idag se tilbage over et Arbejde, der – kun tredsindstyve Dage gammelt – vil komme til at skænke os alle Behageligheder i Tiden, der kommer. Denne Feriekoloni, som jeg selv betragter som et Nordens Akademeia, hvor vor Tids Sokrates beskænker os alle af hin Livets Kilde, der evigt bruser om os, er nu, efter tre Aars Slid, ført frem til i fysisk Materie at udgøre en Kopi af den Tanke, der for Aar tilbage fødtes i Martinus' Hjerne. Men, kære, har vi haft travlt med at løse Opgaver med Skabelsen af det Gartneri, der idag paa alle Omraader er i fuld Drift, saa skulde du have været Vidne til det Tempo, som Rye og hans Hjælpere havde paa med Skabelsen af Koloniens Foredragssal, et Tempo, som var saa meget mere beundringsværdigt, fordi saa at sige alle her havde deres daglige Arbejde at skulle passe. Og hvilket Samlingssted har vi nu ikke faaet – paa den herligste Plet bag Plantagen ligger nu en Bygning, der mere end nogen anden skal blive Arnestedet for Aand og Kultur.

Men Foraaret gaar stille til Ende nu, og Sommeren begynder langsomt at folde sig ud. Den voldsomme Stigen i Kræfterne begynder at sagtne, og Energierne finder langsomt deres Ligeløb. Saaledes ogsaa inde i Sindet. Med Glæde ser jeg idag de Opgaver løste, som Foraaret bragte. Saa ung og voldsom stærk den Del af mit Jeg, der fødtes i Marts, end syntes at være, er den dog ikke stærkere, end at den anden Del, der nu atter holder paa at vaagne, hastigt generobrer sit Herredømme. Ja, Sommeren stunder til. Var du her, vilde jeg føre dig Kolonien rundt, og du vilde med mig erkende, at her er Paradiset genopstaaet. Granerne har svøbt sig i en Kaabe af fine smaa struttende lysegrønne Pensler, i Tusindvis af smaa Stedmoderblomster har omskabt Marken omkring Foredragssalen til et Tæppe af prægtigere Farvesymfoni end nogen jordisk Kunstner vilde have kunnet gjort, Strandkanten er bræmmet af et tusindtallet Blomsterflor, og Græsset foran de røde Huse har netop nu sin skønneste grønne Farve. Gaa ned langs Blokhusene, og Duften fra Æbleroser i Spring vilde ombølge dig, medens Svalernes Kvidren vilde gøre det klart for dig, at Sommeren er ved at være over Klint.

Ja, Sommeren er paa Vej, og snart vil Kolonien genlyde af glad og munter Pludren. I Arbejdsdragt har vi været, og skabt er det blevet, vi drømte. Naar du nu snart kommer, stryger jeg Arbejdstøjet af mig, og sammen skal vi da paany drøfte det, som for os begge stadigt er lige ungt og levende – Livet.