Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Jeg står højt oppe på gletscheren. Lyset er intensivt, stilheden pulserende, levende, – uendeligheden nær. Over mig spiller det blå, svimlende gennemsigtigt, som om det vil afsløre noget mere, noget endnu stærkere end dette det levende lys. Rundt omkring mig er alt hvidt, og det omslutter mig i en tåge uden grænser, fasthed og form. Hvis det ikke var for det blå og for anelsen af bjerge og dale et sted i det fjerne, ville jeg helt savne forankring i virkeligheden.

Ved en kraftanstrengelse river jeg mig tilbage til det håndgribelige. Snekrystallerne tager form under mine fødder, vindens spor i sneen toner frem, – et kort sekund koncentreres bevidstheden om en død lemming – hvordan er den kommet her, ville den det, – lige før hele verden bliver fast og håndgribelig ved synet af et fjeld.

At blive forankret i "virkeligheden", – gennem de fysiske sanser at fornemme det håndgribelige, giver en vis tryghed. Man får fodfæste, men i hvad? Højest oppe på gletscheren, befriet for fodfæstet, levede jeg jo i en tilstand af intensivt liv, i en tilværelse som på en måde var fuldstændig lykkelig. Det føltes ganske vist skønt at vende tilbage til den fysiske verden; det oplevedes "rigtigt" med sansernes reaktioner overfor omgivelserne, – det skabte hensigtsmæssighed og tryghed i det gammelkendte.

Men gletscheroplevelsen havde åbenbaret en anden verden end den rent fysisk håndgribelige – en verden uden op og ned, frem eller tilbage, nu eller dengang, kort sagt en verden uden tid og rum. En verden i en tilstand af frihed og lykke, men også af lidt angst for at opleve noget nyt, noget ukendt.

Jeg lever altså i to verdener med helt forskellige livsoplevelser. Min fysiske krop med mine ligeledes fysiske sanser registrerer fysiske realiteter (som egentlig kun fornemmes, der hvor fysiske sanseorganer er udviklet til at kunne registrere dem). Når dagsbevidstheden koncentreres på disse og iagttager og bevidstgør mine fysiske organers samspil med omverdenen, lever jeg helt i en fysisk håndgribelig mål- og vægtverden, er helt bundet i tiden og rummet.

Hvis dagsbevidstheden anvender andre sanser end de rent fysiske, bliver livsoplevelserne nye, og for nogle måske skræmmende. Jo mere jeg "kobler det fysiske fra" desto mere oplever jeg indad til. Denne indre tankeverden bliver ganske vist sædvanligvis kun kopier af omverdenen med tænkte rum- og tidsforhold, men i enkelte tilfælde, som oppe på gletscheren, frikobles de fysiske sanser og disses begrebsdannelser – eller skal vi sige de omkobles til deres åndelige genparter, som formår at reagere langt udenfor de fysiskes rækkevidde – med en helt ny livsoplevelse til følge.

Denne er rent åndelig og indebærer en følelse, og lidt efter lidt en indsigt i, at livsoplevelsen ikke blot er koblet til den fysiske krop og dens organer.

Studier over oplevelser af virkeligheden hinsides de fysiske sanser er en form for åndelig videnskab, som eksempelvis visse former for forskning af drømme.

Enhver kan blive åndsforsker ved logisk at analysere sine oplevelser "hinsides den fysiske virkelighed". Måske kunne vi samles omkring dette tema på Klint en aften, når lyset stander over Kattegat og uendeligheden føles nær.