Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvor ofte takker jeg ikke for ordene: "Alt er såre godt!" – Ikke som en passiv, stiltiende accept af tilværelsen og dens begivenheder, men – som udgangspunkt eller inspirationskilde i hverdagen – som en mental baggrund for min søgen efter en forståelse og en forklaring af begivenheder, store som små, daglige såvel som mere sjældne. Disse ords betydning bliver et helt nyt livsgrundlag, når først vi har passeret den jungle af lianer, hvor stolthed, martyrium, intolerance og aggressivitet trives, ligger på lur og ikke sjældent spiller os et puds.

Alt er såre godt! – fire velsignede ord, som kan flytte bjerge. Bjerge, der består af vaneforestillinger, forældede traditioner, udlevede reaktionsmønstre eller gamle dogmer.

Som lokalredaktør på en morgenavis oplever jeg dagligt det politiske liv i kommunen. Situationer, kommunale spørgsmål og meningsforskelle, som skal belyses og forklares.

Hvilken gave og hvilken fordel er det ikke at have adgang til kosmologien! – De folkevalgte politikere i byrådet kan sammenlignes med tidligere tiders religiøse ledere. Det er en mandsdomineret forsamling, som mødes til debat en gang om måneden. Landmænd, arbejdere, funktionærer og studerende, der samles for at debattere og tage beslutninger. De lover guld og grønne skove, hvis blot vi giver netop dem vor stemme .....

Men det er en politik, der forlængst er berøvet sine åndelige aspekter, – som har mistet kontakten med sin oprindelse. Det er en politik uden rod i en absolut viden om selve den virkelige verdensstruktur, det evige verdensbillede eller livslovene, – således som Martinus forklarer det. For vor tids politik er jo hverken baseret på autoriserede religionsforskrifter eller en højere kosmisk indsigt i livets absolutte analyser. Derfor er dagliglivets begivenheder og oplevelser os mennesker imellem også domineret af dette: enhver er sig selv nærmest!

Med Martinus kosmologi som ledestjerne ved vi, at religion og politik ikke kan adskilles, men også, at alting tager sin tid og er underkastet udvikling. Vi ved, at ingen i det lange løb kan leve på materialisme alene, for når først menneskets moralopfattelse eller åndelige liv bliver defekt, varer det ikke længe, før dets fysiske liv nærmer sig et "sammenbrud". Nej, politik og religion må gå hånd i hånd, som Martinus så rigtigt forklarer det i bogen: "Menneskeheden og verdensbilledet" (kap. 6):

"Men der, hvor "politiken" er et produkt af verdensbilledet eller den absolutte sandhed, hviler den på næstekærlighed. Dens propaganda er en inspiration til alle om at tjene alle. Dens samfundsstruktur er det evige livsprincip eller den organiske "kommunisme", der ikke er opfundet af mennesker, men som er tilstede i ethvert levende væsens organisme og gør dens velfærd og sundhed afhængig af harmonien i dens organers gensidige samarbejde. Når denne harmoni og "politik" bliver identisk, turde det vel være indlysende, at Juleevangeliets "Fred på jorden" eller menneskehedens højeste velfærd, "fårenes" lykkelige skæbne er blevet en realitet".