Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er nu paa vor mentale Færd igennem Verdensaltets Logik naaet saa langt, at vi har set Kulminationen af Mørkets Skabelse, Kulminationen af Smærte og Lidelse, ja, vi har dvælet i selve "Helvede". Men igennem dette vort tilbagelagte Afsnit, er vi samtidigt blevet beriget med de begyndende Forkundskaber til at forstaa, at Mørket, Smærterne, ja, selve "Helvede" ikke er en Manifestation af guddommelig Vrede, ikke er Udtryk for nogen som helst Form for et Forsyns Had, og at "Helvede" saaledes absolut ikke paa nogen som helst Maade kan være identisk med en dæmonisk, religiøs eller aandelig "Straffeanstalt", saaledes som det til Dato almindeligvis er antaget i de gængse autoritative religiøse Verdensopfattelser. Og det er givet, at Menneskene, hvad vi ogsaa har set, ved denne Antagelse mere lærer at frygte Gud end at elske ham, og hvorfor deres religiøse Fremtræden, saalænge deres Intelligens endnu ikke er kosmisk udviklet, nødvendigvis mere maa være en følelsesmæssig "Dressur" end en paa virkelig realistisk klar Forstand baseret levende Kærlighed til Livets Fader.

"Helvede", Smærterne og Lidelserne eller alt mentalt Mørke i Verden er altsaa ikke nogen Straf, men udgør udelukkende ene og alene Resultatet af en Væremaades Konflikt med eller manglende Opfyldelse af de evige Betingelser eller Love, paa hvilke en Kontrast eller Modsætning til "Helvede", hvilket vil sige "fuldkommen Lykke", er baseret. Dette vil altsaa igen sige, at hele Tilværelsen udelukkende kun udgør et Spørgsmaal om Aarsag og Virkning. Og man har da heller aldrig set en Videnskab eller Oplysning, der ikke er det samme som et Kendskab til Aarsag og Virkning. Er ikke netop enhver Handling, enhver Skabelse, enhver Bevægelse identisk med Aarsag og Virkning? -

Hele Livet, al Tilværelse, enhver Form for Oplevelse er Virkninger af udløste Aarsager. Og jo mere man kender disse Aarsager, desto mere hører man ind under den Kategori af Væsener, der betegnes som "intellektuelle" eller "højt udviklede", medens man, jo mindre man kender til de nævnte Aarsager, desto mere hører ind under en Kategori af Væsener, der betegnes som "naive" eller "mindre udviklede".

Men naar al Bevægelse eller Skabelse saaledes repræsenterer Aarsag og Virkning, bliver alt eksisterende jo Udtryk for Planmæssighed. Bestemte Aarsager har bestemte Virkninger. Og da de levende Væsener ikke kan være til uden at skabe Bevægelse, kan de saaledes heller ikke være til uden at udløse Aarsager og Virkninger. Disse Virkninger er deres "Skæbne". Ethvert levende Væsen bliver derved det dybeste Ophav til sin egen "Skæbne". Om denne bliver lys eller mørk vil altsaa afhænge af, hvilke Aarsager samme Væsen ved sin Fremtræden udløser. Den lyse og mørke "Skæbne" er jo hver især Virkninger af særlig bestemte Aarsager, der atter og atter urokkeligt vil gentage sig, hver Gang de samme Aarsager bliver udløst.

Hvis det levende Væsen kender de Aarsager, hvis Virkninger kun kan resultere i en lykkelig Skæbne, og de, der uvægerligt maa resultere i en ulykkelig Skæbne, da vil det jo selv ganske naturligt kun indstille sig paa at udløse de Aarsager, hvis Virkninger urokkeligt maa blive en lys eller lykkelig Tilværelse, og dets Handlemaade er at udtrykke som "logisk". Hvis det derimod ikke kender Aarsagerne til Lys eller Mørke, kan det jo heller ikke i Forvejen med Sikkerhed skabe sin Skæbne lys, idet det ikke kender Betingelserne herfor. Og det maa da handle i Blinde og kommer derved let til at udløse forkerte Aarsager, hvilket vil sige dem, der resulterer i Ulykke og Lidelse. Og Individet bliver at betragte som "ulogisk" i sin Fremtræden.

I Følge det Ocean af ulykkelige Skæbner, Sorger og Lidelser, vi lige i Form af "Helvede" har beskrevet, og som er altdominerende her paa Jorden, bliver det til Kendsgerning, at det jordiske Menneske endnu er meget langt fra at handle "logisk", hvilket altsaa vil sige, er meget langt fra at kende Udløsningen af de rigtige Aarsager, dem der skaber Harmoni, Fred og Lykke i Tilværelsen. Samme Væsen maa derfor ofte, i Blinde, men naturligvis i fuld Formodning om netop at handle rigtigt, udløse en Mangfoldighed af de Aarsager, der nødvendigvis kun kan resultere i Disharmoni og Elendighed.

Den jordiske Menneskehed befinder sig saaledes paa et Stadium, hvor den endnu slet ikke er i Stand til skæbnemæssigt at handle "logisk". Dette vil altsaa igen sige, at den har altfor lidt Kendskab til Udløsningen af de rigtige Aarsager. Den er uvidende. Og denne Uvidenhed er i Virkeligheden den eneste sande Aarsag til mørke Skæbner, til Krig og Grusomheder, til Sorg og Smærte. Og "det eneste Fornødne" i Tilværelsen for samme Menneskehed bliver altsaa atter og atter kun dette ene: mere Viden.

Og som jeg har skrevet i "Livets Bog", "der hvor Uvidenhed fjernes ophører det onde med at eksistere", - der bliver der klar Himmel, der kommer Solen frem, der kommer Livets egen Blomstring til sin højeste Kulmination og Farvepragt. Her bliver man "Eet med Faderen".

Men at komme til denne Viden er ikke saa ligetil. Der kræves utallige Inkarnationer. Og derfor vil ethvert levende Væsen uundgaaeligt være underkastet Reinkarnation eller Genfødsel. Denne Reinkarnation strækker sig fra det jordiske Menneske tilbage til Dyrene, tilbage til Planterne og Mineralerne, tilbage til Mikroberne og videre ind i Mikrokosmos, ligesom den ogsaa strækker sig fra det jordiske Menneske frem til det rigtige Menneskerige, frem gennem "Spiralen"s øvrige Riger, og derfra videre frem til overliggende "Spiraler" ind i Makrokosmos. Hele denne umaadelige Bane af Reinkarnationer er i Virkeligheden kun "kosmisk Undervisning", men udgør altsaa det, vi kalder "Livet".

Hvis vi betragter alle de levende Væsener i denne lange Kæde af Liv, som Reinkarnationen udgør, vil vi se, at Væsenerne paa de forskellige Trin netop karakteriserer sig ved at repræsentere et højst forskelligt Maal eller Kvantum af Mentalitet. Dette Kvantum er igen det samme som det, vi kalder "Bevidsthed". De levende Væsener har saaledes en højst forskellig Bevidsthed. Som Sæde for denne fordres Organer. Den samlede Kombination af disse kalder vi et "Legeme". Det mest kendte af saadanne Legemer er det jordiske Menneskes fysiske Organisme, dernæst de andre fysiske Væseners, det være sig Dyrenes eller Planternes.

Disse Legemer er altsaa alle uden Undtagelse Udtryk, Sæde og Redskab for Liv og dermed for Bevidsthed. Og man kan altsaa gennem disse Legemer konstatere Maalet eller Standarden for hver enkelt Bevidsthed.

Da Bevidsthed maa give sig Udslag i Form af Bevægelse, og da Bevidsthed igen er et Kvantum af Mentalitet, hvilket vil sige et bestemt Maal af kombineret Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse, maa ovennævnte Bevægelse nødvendigvis komme til at afsløre de her nævnte Faktorer af Mentalitetens Indhold. En saadan Afsløring udgør igen det samme som "Manifestation". Enhver Form for Manifestation udgør altsaa en Aabenbaring af en særlig Kombination, en særlig Art Sammenspil af de ovennævnte seks Faktorer, hvilken Kombination, hvilket Sammenspil derved bliver al Materies, alt sanseligts, alt synligts højeste Grundanalyse. Disse Faktorer, der igen i Henhold til "Livets Bog" er at betragte som kosmiske eller aandelige Energier, er saaledes i Kraft heraf alle Tings "Urstof", alle Tings "Grundstof", alle Tings aandelig-kemiske "Substans".

Enhver Ting har saaledes ikke alene en fysisk-kemisk Analyse, men har ogsaa en kosmisk-kemisk Sammensætning og vil som Følge heraf for den tilstrækkeligt udviklede Forsker eller Iagttager kunne kosmisk-kemisk analyseres. Et første foreløbigt Resultat af en saadan kosmisk-kemisk Analyse er den i "Livets Bog"s første Bind omtalte "Udviklingsspiral". Denne er igen i Virkeligheden kun det levende Væsens Reinkarnationskæde og viser sig kun at være en stærkt fremtrædende skiftende Variation af de førnævnte seks "Grundenergier"s eller kosmiske "Substanser"s indbyrdes Forbindelse, Kombination eller Sammensætning. Og det er jo paa Grundlag heraf, at "Spiralen" netop bliver at inddele i de seks forskellige Afsnit eller "Riger": Instinkt-, Tyngde-, Følelses-, Intelligens-, Intuitions- og Hukommelsesriget, hvilke Riger igen henholdsvis i det daglige Liv kendes som "Planteriget", "Dyreriget" hvortil det jordiske Menneske endnu hører, det rigtige "Menneskerige", "Visdomsriget", "den guddommelige Verden" og "Salighedsriget".

Disse "Riger" er altsaa ikke Realiteter, der udgør fysiske Landomraader, der ligger et eller andet Sted henne, men er derimod i virkelig Forstand kosmiske "Stof tilstande". "Stoffet" er de levende Væsener. De levende Væsener manifesterer Bevægelse eller Energi, denne er Mentalitet. Mentaliteten forplanter sig videre til Organismer. Organismer udgør tilsammen Altets materielle Substans eller Materie. Materie er tilgængelig for Sansning og bliver derved Synliggørelsen af Livet, der jo igen er Bevidsthed eller Mentalitet, og som atter kosmisk-kemisk bestaar af de førnævnte seks Grundenergier.

Enhver kosmisk Forskning, enhver fuldkommen Iagttagelse vil saaledes uvægerligt atter og atter føre tilbage til Afsløring af disse mentale Energier som identisk med Ursubstansen i alt eksisterende. Men naar alt eksisterende saaledes er mental Energi, hvilket vil sige Bevidsthed, og Bevidsthed kun kan være det samme som Liv, er alt eksisterende saaledes absolut "levende". Men naar alt eksisterende er absolut "levende", bliver Udødeligheden herigennem en Kendsgerning.

Men naar alt Liv er identisk med "Stof", og alt "Stof" identisk med Liv, og Liv kun kan udtrykke sig ved Bevægelse, er det ikke saa mærkeligt, at alt Stof er Bevægelse, at alt Stof vibrerer, at alt Stof er Forvandling underkastet, at Ligene gaar i Forraadnelse og opløses, at "Tidens Tand" tilsidst forvitrer selv de haardeste Klippeformationer eller Mineralsubstanser, og at intet synligt er evigt, kan være stillestaaende, kan være fast i ubegrænset Tid, men maa stadig forvandle sig. Det synlige er jo Mentalitet, er Bevidsthed, er Tilkendegivelse af Liv og kan derfor kun manifestere sig som en evig Bevægelse. En evig Stilhed eller Ubevægelighed vilde jo være det samme som en evig Uforanderlighed og maatte saaledes uundgaaeligt være identisk med den absolutte Død. Men Ubevægeligheden er jo det modsatte af den Kendsgerning, der udtrykkes af alt, hvad der er til. Og Udødeligheden bliver saaledes et af enhver fuldkommen Forsknings store uomstødelige Facitter.

Da al Vibration eller Bevægelse saaledes i sin højeste Instans er identisk med Mentalitet, hvilket igen vil sige, at alt er en Aabenbaring af Bevidsthed, Forstand og Villie, bliver al Oplevelse, alt hvad der kan sanses, ja absolut alt hvad der overhovedet kan, manifesteres, til Berigelse af Bevidsthed, hvilket igen i Realiteten er det samme som Undervisning. Alle levende Væsener er altsaa denne "Undervisning" underkastet og faar derved deres Mentalitet forvandlet, hvorved den kommer til at give sig Udslag i ny Bevægelsesarter, der igen giver nye Erfaringer og saaledes fremdeles. Denne Mentalitetsforvandling er det samme som Biblens "Skabelse af Mennesket". Og denne Skabelses Faser er "Spiralen"s Faser, er dens seks Riger, og bliver altsaa det samme som Stadierne i Korrespondancen mellem det levende Væsen og Guddommen.

Det første Stadium udgør et Afsnit af den guddommelige Korrespondance ved hvilket "Instinktet", hvilket vil sige" Vanebevidstheden", er det bærende i det levende Væsens Manifestation. Ved "Vanebevidsthed" maa her forstaas en uden hjærne- og villiemæssig Indgriben selvstændigt arbejdende Livsfunktion. En Vane er det samme som en Evne. Derfor maa ogsaa alle Evner først blive til ved Øvelse. Øvelse er igen en permanent Gentagelse af samme Manifestation. Men en saadan Gentagelse gør Manifestationen til Vane. Og i samme Grad som en Manifestation er blevet til Vane, i samme Grad gaar den lettere og lettere for Bevidstheden, ja tilsidst saa let, at Individet ikke engang behøver hjærnemæssigt bevidst at være med i samme Manifestation. Den befordrer sig selv.

Naar vi er ude at spadsere, flytter vi vore Fødder rent automatisk skiftevis uden at være med i hver enkelt Fodflytning og har Hjærnen helt fri, saaledes at vi ugenert af Fodflytningen kan konversere, kan tankemæssigt være næsten Hundrede Procent optaget af andre Ting, netop fordi Fodflytningen er blevet til en Vane hos os. Hos det lille Barn, der er i Færd med at lære at gaa, er Fodflytningen endnu ikke blevet til en Vane. Det maa derfor have hele sin Opmærksomhed henvendt paa den, og har saaledes ikke den Tankefrihed under denne, som den Vanen forlængst har forlenet os med.

Og saaledes er det i alle Forhold, hvor man skal lære. Til at begynde med kræver disse hjærnemæssig Indblanding for tilsidst at kunne udløse sig paa egen Haand. Men før en Manifestationsart saaledes kan blive til Færdighed eller Virtuositet, maa den altsaa gentages atter og atter. Og ved stadig Gentagelse af Manifestationsarter, mentale saavel som fysiske, opstaar "Udvikling", hvilket vil sige Skabelse af "Organer". Og med Organernes Tilblivelse opstaar Individets Beherskelse af Tingene. Og det første Stadium i denne Beherskelse er det samme som "Vanen". Af Vanen udvikler sig videre det, vi kalder "Evnen", "Talentet" eller "Anlæget". Og paa disse Evner eller Anlæg er den videre Oplevelse af Livet baseret, Disse former Individets Skæbne.

At det netop forholder sig saaledes, er ikke saa svært ved nærmere Omtanke at erkende. Hvis man bliver ved med at læse det samme Digt, det samme Vers, faar man jo Evne til at læse det udenad, saaledes at man ikke mere behøver Manuskriptet. Og hvad mener man f. Eks. om Artisternes undertiden fænomenale Præstationer: Jonglør- og Balancekunst, Linedans, Dødsridt o. s. v.? - Er det ikke Resultatet af umaadelig mange Gentagelser? - Og har disse Gentagelser ikke bevirket, at de paagældende Personer har forvandlet sig? - De er ikke mere helt det samme, som de var, før de begyndte Gentagelserne, hvilke altsaa her i dette Tilfælde vil sige "øvelserne". Er det ikke netop en Kendsgerning, at de i Kraft af disse, nu er udstyret med Evner, de ikke havde i Forvejen, og som andre, der ikke har foretaget Øvelserne, heller ikke har?

Alle Evner er saaledes baseret paa øvelse eller Gentagelse. I samme Grad som øvelserne tager af, vil ogsaa Færdigheden tage af. Dette Forhold bekræfter sig overordenligt tydeligt i det daglige Liv. Organer, der ikke bliver brugt, degenererer, sygner hen. Er det ikke en Kendsgerning, at Arbejderungdommen er meget mere blottet for Degeneration og legemlig Svækkelse og Spinkelhed end Adelens Ungdom? - Tror man ikke det skyldes det sunde Arbejde, som førstnævnte Ungdom har været henvist til? - Og tror man ikke den adelige Degeneration vilde have været langt mindre, hvis ikke dens Ophav igennem flere Liv havde været født til en Tilværelse med legemlig Lediggængeri, med Tjenere og Personale til at forhindre enhver Art af selv de mindste kropslige Udfoldelser i Form af motion- og blodstimulerende virkeligt "Arbejde" for de paagældende Væsener? -

Hvis vi f. Eks. lavede det Eksperiment, i Maaneder eller Aar at binde den ene Arm og Haand fast til Legemet, vilde vi tilsidst helt miste Bevægeligheden baade i Arm og Haand. Leddene vilde blive helt stive og ubøjelige, samtidig med at Muskulaturen vilde skrumpe ind og visne. Og saaledes vil det gaa alle øvrige Organer, der ikke i tilstrækkelig Grad bliver brugt. Paa denne Maade betinger Forsynet eller Naturen selv, at intet overflødigt eksisterer. Kun det kan holdes i Live i det levende Væsens Bevidsthed, det gentager. Men for at Gentagelse kan finde Sted, kræves jo at Lysten eller Interessen for Gentagelse maa være til Stede i det paagældende Væsens Mentalitet. Det, det ikke har Interesse af, gentager det nødigt. Og der, hvor det nærer Antipati, modarbejder det ligefrem Gentagelsen, forsvarer sig imod den, medens det der, hvor det føler Lyst og Interesse, i høj Grad fremskynder eller stimulerer Gentagelserne.

Gentagelserne og dermed Udviklingen af Evner, Anlæg og Talenter kan altsaa kun kulminere der, hvor det levende Væsens Ønsker, Lyster og Begær kulminerer. Og Livets Skabelse bliver i Kraft heraf akkurat saaledes, som de levende Væsener selv ønsker den. Det, der interesserer, vokser, og det, der ikke interesserer, degenererer. Ingen Manifestation kan saaledes fortsættende holdes vedlige eller gaaende, uden paa Basis af Begær efter denne Vedligeholdelse. Men da Begær hører med til Indholdet af Mentalitet, bliver det ogsaa her til Kendsgerning, at der er Mentalitet bag al Bevægelse, al Skabelse, al Manifestation ligesaavel i det, vi kalder "Naturen", som i det, der hører ind under menneskelige Frembringelser.

Da Virkningerne af den Skabelse, der er et Resultat af tidligere Ønsker og Begær stundom er Resultatet af aarelange Opbygninger, ja udgør undertiden Resultatet af flere Liv, kan de ikke opløses og degenerere ligesaa hurtigt og lynsnart som Begæret om deres Bestaaen tankemæssigt kan skifte Karakter og udløse sig i nye og undertiden diametralt modsatte Begær. Disse ikke opløste Virkninger af tidligere Ønsker og Begær kommer derved til at kollidere med Opfyldelsen af de nye Begærs Tilfredsstillelse, bliver en foreløbig Hæmning eller Gene for disse. Og det er denne Gene, der almindeligvis i det daglige Liv bliver kaldt "Skæbnen".

Da det almindelige jordiske Menneske ikke har kosmisk udviklet Bevidsthed, er Skæbnen endnu et Mysterium for samme Væsen. Og det kommer let til, naar denne gaar det imod, at opfatte sig selv som "Martyr", som Offer for tilfældige Naturkræfter. At dets Modgang, dets Sorger og Lidelser, Sygdomme og Besværligheder er de yderste Konsekvenser af dets egne tidligere manifesterede Opfyldelser af dets daværende Ønsker og Begær, kender det ikke, ligesom det i Dag heller ikke kender de yderste Konsekvenser af de Handlinger og Opfyldelser af Begær, det i Dag søger udløst. Resultatet heraf bliver selvfølgeligt, at det i stor Udstrækning handler i Blinde, hvad Skæbnen angaar.

Men da Skæbnen saaledes er Virkninger af Individets tidligere mentale Udløsning, og disse Virkninger umuligt kan udeblive, kan samme Væsen ligesaa umuligt undgaa at blive præget af disse. Og da Individet ikke kan leve uden at afføde Bevægelse, og Bevægelse ikke kan undgaa at være Aarsag til de nævnte Virkninger, kan samme Individ saaledes ikke undgaa at befinde sig i en permanent Prægning af Skabelsen af sine egne udløste Virkninger. Denne permanente Prægning er "Guds Skabelse af Adam", den er Guds Førelse af det levende Væsen, den er den levende "guddommelige Korrespondance" mellem Individet og dets himmelske Ophav, dets guddommelige Fader og levende Forsyn, ganske ligegyldigt om det selv føler denne Korrespondance som "det Onde" eller "det Gode", som Medgang eller Modgang, ligegyldigt om det i Kraft af denne er Plante, Dyr eller Menneske, ligegyldigt om det paa samme Basis er "Forbryder", "Helgen" eller Verdensgenløser.

Det levende Væsen er saaledes hele Tiden i en evig Varetægt, hvor dets eneste Hindring for naturlig Villiesudløsning og dermed for dets naturlige Begærs Tilfredsstillelse eller sande Lykke kun er Konsekvenserne af dets tidligere unaturlige Villiesudløsning.

Da Individet saaledes hele Tiden uimodstaaeligt er stillet overfor Konsekvenserne af sin tidligere udløste Fremtræden, og denne giver det Medgang eller Modgang i dets nuværende Liv, eller er dets hele Skæbne, maa det selvfølgeligt resultere i, at det tilsidst faar Interesse for denne Skæbne, dens Aarsager og hele Mysterium. Denne Interesse er igen det samme som det, vi kalder "Religiøsitet", men bliver naturligvis først særlig dominerende eller aktuel, naar det levende Væsen er naaet et godt Stykke frem i det jordmenneskelige Stadium, hvilket vil sige, til et Stadium hvor det begynder at modtage forstandsmæssig eller teoretisk Undervisning. Denne Undervisning udgør Verdensgenløsningen.

Men før Individet er naaet frem til at kunne "genløses", hvilket vil sige befries fra den Uvidenhed, i Kraft af hvilken det gør sin egen Skæbne ulykkelig, maa det først gennemgaa en Masse Stadier, hvor det ikke har forstandsmæssig Indsigt i sin Oplevelse af Livet. Men naar det ikke har forstandsmæssig Indsigt i sin egen Livsførelse, maa denne jo befordres i Kraft af andre mentale Impulser. Og vi bliver da ogsaa Vidne til levende Væsener, der udelukkende styrer deres Livsoplevelse i Kraft af "Instinktet", hvilket som før omtalt er det samme som "Vanebevidsthed". Disse Væsener kalder vi "Planter".

Nu kan man jo spørge, hvor disse Væsener har deres "Instinkt" fra. Og som vi allerede før var inde paa, er Instinktet jo et Resultat af Vanebevidsthed, et Resultat af umaadelig mange Gentagelser. Og vi maa da følge Planten i sin Udvikling tilbage til en tidligere "Spiral"s intellektuelle Zone, hvor Intelligens, Intuition og Hukommelse er de mentale Impulser, i Kraft af hvilke Væsenerne bevidst kan gøre Opfyldelsen af Natur- eller Livslovene til en permanent Gentagelse og dermed til en Vanebevidsthed, der kan arbejde selvstændigt og uafhængigt af hjærnemæssig Indgriben. Og fra denne "Spiralen"s intellektuelle Zone fører Udviklingen altsaa de levende Væsener frem til den næste "Spiral"s første Stadier, hvor de førnævnte intellektuelle Impulser kun er fremtrædende i latente og underlegne Former. Herved kommer de levende Væsener til at manifestere sig i disse Stadier som uintellektuelle Væsener, og har derfor kun den fra de intellektuelle Stadier nedarvede Vanebevidsthed til at bære Bevidsthedslivet. En saadan Bevidsthedstilstand befinder Planterne sig altsaa i. Disse Væsener vokser frem, hver Art efter sine særlige Principper. De skaber deres Organismer, de skaber deres Blomsters umaadelige Farvepragt, de danner deres Frugter, altsammen fuldkommen harmonisk og i Kontakt med den højeste Intellektualitet, i Kontakt med Naturlovene eller den guddommelige Verdensplan uden nogen som helst bevidst hjærnemæssig Indblanding fra Væsenerne selv. Og vi bliver her Vidne til den højeste Fuldkommenhed i Opfyldelse af Lovene for Skabelse eller Manifestation. Det er selve "den guddommelige Verden", "Spiralen"s fuldkomneste Zone, der her aabenbarer sin overjordiske Fuldkommenhed i synlig fysisk Materie.

Men "Spiralen"s Rytme gaar sin evige Gang. Og ligesom Væsenerne ikke skulde blive ved med at være i "Spiralen"s højeste intellektuelle Zone, men maatte ned til en Tilstand, hvor de er totalt blottet for Viden og kun Opretholdt i Kraft af Vanebevidstheden, saaledes skulde de samme Væsener heller ikke blive ved med at være i denne Intellektualitetens Dvaletilstand eller Uvidenhedens Zone. Og "Spiralrytmen" fører atter Individet frem til "Spiralen"s intellektuelle Zoner, og saaledes fortsættende et evigt Kredsløb.

I dette Kredsløb er det jordiske Menneske naaet noget ud over Instinktstadiet, hvilket altsaa vil sige Planteriget. Men Instinktet er dog i en overvældende Grad herskende i dets Natur, selvom det naturligvis nu manifesterer sig med mentale Impulser, der begynder at nærme sig de intellektuelle Impulser. Hele det jordiske Menneskes fysiske Legeme er i Virkeligheden kun udgørende en meget stærkt fremskreden Plante og opretholdes i stor Udstrækning ene og alene paa Plante- eller Instinktbevidstheden. Dette vil altsaa igen sige, at dets Legemes Hovedfunktioner og Opbyggelse i nævnte Udstrækning sker uden dets hjærnemæssige Indblanden. Det er altsaa "den guddommelige Verden"s fuldkomne Liv, som samme Individ har tilegnet sig som Vanebevidsthed under sin Eksistens i den forudgaaende "Spiral"s intellektuelle Zoner, der nu eksisterer som selvstændige Funktioner i dets Organisme. Det er denne Vanebevidsthed, der normalt opretholder Blodets Gang, Mavens Fordøjelsesprocesser, Kirtelfunktionerne og Aandedrættet. Disse Funktioner opretholdes altsaa ikke mere i Kraft af forudgaaende Tænkning eller Villiebestemmelse, men er selvstændigt arbejdende Vanebevidsthed, der netop igen udvikler dirigerende Center for Organismefunktion. Og det er netop denne Omstændighed, der bevirker, at jo mere man øver sig, desto dygtigere bliver man. Hvis ikke Øvelsen eller Gentagelsen hver Gang affødte et nyt Plus i Opbyggelsen af et saadant Center, vilde enhver Form for Øvelse være omsonst. Om man havde udført en Ting hundrede Gange eller blot een Gang vilde være absolut ligegyldigt. Færdighed eller Dygtiggørelse i noget vilde være en absolut Umulighed.

Men nu viser Kendsgerningen, at "øvelse gør Mester". Og dette vil altsaa i Virkeligheden sige, at for hver Gang vi har udført en eller anden Ting, bliver vi mere og mere rutineret i at udføre den samme Ting. Og i samme Grad som Rutinen tager til, aflastes den fysiske Tankekoncentration, som til at begynde med var uundværlig Basis for Tingenes Udformning og Opretholdelse. Men naar Individet, saaledes i Forhold til, som Rutinen udvikler sig, mindre og mindre behøver at være tankemæssigt koncentreret paa samme Ting under Udøvelsen, er det jo dermed en Kendsgerning, at noget andet maa have overtaget Styrelsen eller Ledelsen af samme Funktion, og dette andet er altsaa de nævnte Center. Disse Center aabenbarer sig gennem et Supplement til Hjernen, vi kender som "Rygmarven". Denne udgør altsaa i en vis Udstrækning Kombinationen af Center for Organismefunktioners Automatisme eller Selvstændighed.

Men inden et saadant Center er dannet, maa den fysiske Hjærne helt styre og lede Funktionen. Vi kan ikke her gaa i Detailler med disse Center, men maa henvise til de kommende Bind af "Livets Bog", hvor de under Begreberne "Skæbneelementer" og "Talentkerner" vil blive kosmisk analyseret. Men at disse Center er der, bekræftes jo meget tydeligt deri, at en Fugl godt kan baade flyve og gaa i nogle Sekunder efter at have faaet Hovedet hugget af, for slet ikke at nævne alle de andre ubevidste og udenfor Villiekontrollen eksisterende Funktioner i Organismen, der viser sig som umulige, hvis Rygmarven tager Skade, og som dermed bekræfter sin egen Identitet som Sæde for disse Center.