Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Skilsmisser er ti gange mere almindelige blandt mennesker, der udøver kunstnerisk virksomhed, end blandt dem, der har beskæftigelse i typiske landsbymiljøer. Det viser en speciel undersøgelse, som Dagens Nyheter har foretaget på baggrund af oplysninger fra det svenske statistiske centralbureau. Hele Sveriges erhvervsarbejdende befolkning, godt og vel fire millioner mennesker, er med i undersøgelsen, som bygger på en folketælling og boligregistrering i 1980. Undersøgelsen viser kun hvor mange, der var fraskilte i 1980 inden for de forskellige erhverv. De, der tidligere var skilt, men gift igen, er altså ikke medregnet i statistikken. Undersøgelsen må derfor, som kortlægning af skilsmissefrekvensen, siges at være ufuldstændig, men den giver alligevel et interessant fingerpeg om forholdene.

Undersøgelsen viser først og fremmest to ting:

1. At skilsmisser hyppigst forekommer blandt kunstnere. For eks. er hver syvende skuespiller eller forfatter fraskilt, medens kun én ud af 68 landmænd og én ud af 45 præster er fraskilt. Disse to grupper har den laveste skilsmissefrekvens af samtlige erhvervskategorier.

2. At kvinder med typiske "mandejob" er oftere fraskilt end nogen anden gruppe.

Hvis man kun tager efter erhvervskategorierne, uden hensyn til køn, er skilsmissefrekvensen altså højest blandt kunstnere, men hvis man desuden inddeler erhvervskategorierne efter køn, ser man, at den gruppe, som topper i skilsmissestatistikken, er kvinder indenfor traditionelt "mandlige" jobs. Således er f.eks. mere end hver femte kvindelige bus- eller sporvognskonduktør fraskilt. Tilsvarende tal for jordemødre er én af 25.

"Det er svært at uddrage nogle intelligente slutninger af undersøgelsen uden at undersøge de for skilsmisserne tilgrundliggende faktorer." Sådan siger to skilsmisseforskere – en psykolog og en sociolog, som er doktorer indenfor emnet skilsmisser, i deres kommentar til undersøgelsen. De peger på, at der kan være både ydre årsager, såsom krævende dobbeltarbejde, f.eks. skifteholdsarbejde, og indre årsager som temperament og anlæg eller karakteregenskaber bag skilsmisserne. Utvivlsomt har alle sådanne faktorer deres betydning i sammenhængen. Men der er også en fundamental "indre" årsag til den stadigt stigende skilsmissefrekvens i vort samfund, som skilsmisseforskerne helt overser, sandsynligvis fordi de ikke kender den, en årsag, som undersøgelsen i højeste grad bekræfter. Det er den seksuelle polforvandling, som Martinus beskriver, og som på et vist udviklingsstadium forårsager det fænomen, som Martinus benævner "de ulykkelige ægteskabers zone".

Alle levende væsener har i deres overbevidsthed en maskulin og feminin pol og er altså i deres kosmiske struktur "dobbeltpolede" eller "tvekønnede". Kredsløbets love betinger imidlertid, at vi ikke konstant kan være dagsbevidste i denne vor dobbeltpolethed. For at denne tilstand skal blive dagsbevidst oplevelse, må den markeres af sin egen modsætning eller kontrast, d.v.s. énpoletheden. På et vist stadium i kredsløbet eller "udviklingsspiralen" er den énpolede tilstand derfor den fremherskende. Væsenerne fremtræder altså her som to modsatte køn. Det betyder, at den ene pol er blevet trængt så kraftigt tilbage, at den er bragt ned på et latent eller minimalt stadium.

Kulminationen af denne tilstand finder sted midt i dyreriget eller rettere sagt i overgangen fra det egentlige dyrerige til de første primitive jordmenneskestadier. Her kulminerer således det maskuline respektivt det feminine i væsenerne, det Martinus kalder "de lykkelige ægteskabers zone". Den naturlige tiltrækning er nemlig stærkest her mellem disse "maskuline" og "feminine" væsener, fordi de udgør tilfredsstillelsen af hverandres største livsbegær eller hunger. Martinus:

"De er alle væsener, der er fødte til at nære den samme sult. Vi ser således her, at de to køn, i henhold til de særlige tankearter eller livssubstanser deres bevidsthed er bygget op af, passer nøjagtig ind i hinanden som to tandhjul i en maskine. Og jo bedre nævnte hjuls tænder passer ind i hinanden, desto mere fuldkomment og lydløst går maskinen. Der hvor to væsener af modsat køn har indgået et samliv med hinanden, vil dette samliv blive en desto fuldkomnere og større tilfredsstillelse af hinandens gensidige livshunger, desto mere de hver især repæsenterer deres køns renkultur. Og vi har her for os det, vi kalder "et lykkeligt ægteskab"." (Livets Bog III, stk. 831).

Men i ethvert paradis er der en "slange". Væsenerne spiser af "kundskabens træ", d.v.s. de gør erfaringer, og disse erfaringer forandrer dem. En hel ny interessesfære begynder at vokse frem som et resultat af dette erfaringsmateriale, – en interessesfære, som ikke er betinget af ægteskabsprincippet og forplantningen. Det er denne voksende nye interessesfære, som efterhånden skiller jordmennesket fra dyret i renkultur. Denne interessesfære giver sig udtryk f.eks. i kunst og videnskab, områder der er ægteskabet helt uvedkommende. Denne nye interessesfære bliver den "forbudte frugt" i ægteskabets paradis – den faktor som langsomt underminerer den ægteskabelige harmoni. Den nye interessesfære bliver altså en konkurrent eller rival til den gamle, som var baseret på ægteskab og forplantning. Dyrkelsen af den nye interessesfære kræver tid og opmærksomhed, og det kan kun ske på bekostning af engagementet i den gamle ægteskabelige sfære. Medens den gamle interessesfære helt betinges af den ordinære pols funktioner, d.v.s. den maskuline i manden og den feminine i kvinden, så betinges derimod den nye interessesfære af den voksende modsatte pol i væsenerne. Hele den intellektuelle og kunstneriske side i vor mentalitet bæres således af den modsatte pol. Det indebærer altså, at jo stærkere den nye interessesfære er, jo mindre dominerer disse væseners ordinære poler, og desto mere uegnede bliver væsenerne til den ægteskabelige livsform. Ægteskabet bliver for mange af disse mennesker en altfor snæver "bås", eftersom det i mange tilfælde begrænser deres muligheder for at dyrke de nye interesser.

Polforvandlingen forårsager nemlig også, at forelskelsesevnen degenerer mere og mere. Et symptom herpå er, at forelskelserne bliver af kortere og kortere varighed og til gengæld hyppigere og hyppigere. Her vil man lægge mærke til, at Martinus skelner mellem forelskelsesevnen og kærlighedsevnen. Disse to evner er i virkeligheden hinandens modsætninger. Forelskelsesevnen er baseret på selviskheden og er altså indstillet på at tage, medens kærlighedsevnen er udtryk for uselviskheden og dermed viljen til at give.

At forelskelsesevnen degenerer, indebærer derfor ikke en degeneration af kærlighedsevnen. Tværtimod vokser denne ud over ægteskabsmonopolets snævre rammer. Målet for denne vækst er den virkelige næstekærlighed eller alkærligheden – den universelle og upartiske kærlighed til alt og alle.

Men hertil er vi endnu ikke nået. Som overgangsvæsen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige er vi jordmennesker prægede af denne overgangstilstand. I vor aktuelle udviklingszone er alt – som Martinus viser det – en pendulsvingning mellem det gamle paradis' fundament: ægteskabs- og forældrekærlighed – og fundamentet for det nye "paradis": "skaberglæden". De fleste menneskers seksuelle poltilstand er at ligne ved et pendul, – den svinger mellem "forplantningstypen" og "skabertypen".

Martinus:

"Samme menneskeheds mentalitet er derfor en splittelse, både i moral, politik og samfundsorden. Alt er her en mellemting imellem de to stadier: "formering af slægten" og "genial skabelse". Og denne mellemting er igen kollisioner imellem de seksuelle og dermed mentale "pendulsvingninger". Disse kollisioner er krig under alle former og i alle faser. Zonen er "de ulykkelige ægteskabers zone" og kan yderligere med rette også udtrykkes som de "ufærdige skabelsestalenters zone". (Livets Bog III, stk. 647).

At "de ulykkelige ægteskabers zone" og "de ufærdige skabelsestalenters zone" er to sider af samme sag bekræftes ikke mindst af Dagens Nyheters undersøgelse, idet den jo viser, at skilsmissefrekvensen er højest blandt de mennesker, som i særlig grad er "skabende", d.v.s. kunstnere. Og at kvinder indenfor traditionelt mandlige fag så ofte er fraskilte, er heller ikke så mærkeligt set på baggrund af de kosmiske analyser, idet man må antage, at disse kvinders feminine side – og dermed også deres talent for ægteskab – er stærkt degenereret eller svækket, ellers ville de næppe have valgt et "mandligt" fag. Men enhver degeneration indebærer kimen til noget nyt, og for at noget nyt skal kunne bygges op, må det gamle først nedbrydes. Ud af det degenererede ægteskabelige paradis fremstår et nyt paradis' væsenart, en væsenart, hvor næstekærlighedsevnen er blevet et naturligt anlæg og den bærende organiske funktion.