Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/12 side 277
VÆRD AT VIDE
af Helmer Fogedgaard
 
SPISELIG SVAMP SOM KØDÆDENDE PLANTE
Som bekendt har Martinus fortalt os, at de kødædende planter er en overgangsform mellem plante- og dyreriget. Det har måske undret en og anden i betragtning af, at vi har så få af den slags planter her i landet. Imidlertid findes der over 200 forskellige i hele verden. Og nu er der kommet nye oplysninger frem, som viser, at der også er svampe, som spiser kød. Det er jo planter af en anden art end de hidtil kendte, der hovedsagelig æder insekter.
I dagspressen har været omtalt, at de lækre østershatte, som dyrkes på udgåede træer, også har vist sig at være kødædende. De nøjes ikke med insekter, men fortærer rundorme, som også lever i træet. Det er svampeforskerne Greg Thorn og George Barren ved Guelph-universitetet i Ontario, der har gjort denne opdagelse. De fleste andre kødædende svampe bruger fangstmetoder som klæbende celler og net af støvtråde, som ligefrem kvæler ormene. Østershatten derimod udskiller små mængder gift for at lamme byttet.
Lektor mag. art. Svanhildur Svane på Botanisk Institut ved Århus Universitet oplyser, at kødædende svampe er velkendte blandt jordsvampene og meget mere almindelige, end man normalt forestiller sig. Østershatten er den første spiselige svamp, der er afsløret som kødæder.