Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad er et barn? Et barn, siger Martinus, er et menneske, som nu repeterer sine tidligere voksne liv, oplevet langt tilbage i udviklingen. Barnet repeterer sine tidligere liv frem til 30 års alderen. Derefter begynder det at gøre nye erfaringer. Et menneske, som er 35 år, er altså kun 5 år i sit nye liv.

I bogen "Et barn bliver til" viser fotografen Lennart Nilsson os sine mesterlige billeder. Der kan vi se, hvordan fosteret repeterer forskellige udviklingsstadier. Ifølge Martinus udgør fosterperioden "en serie småstadier, hvor hvert af disse er en ubevidst miniaturegenoplevelse af fortidige livsperioder i spiralen." (Livets Bog II, stk. 424).

Hvad tyder da på, at et lille barn repeterer sit stadium som naturmenneske? Børn klatrer i træer, bygger huler, laver primitive bopladser, samler sten og pinde, hvilket på et primitivt naturstadium var en nødvendig handlemåde. Piger repeterer moderrollen fra Arilds tid ved kærligt at pusle om deres dukker. Drenge er glade for at lege krigere, hvilket har været mænds ideal i årtusinder. Mange børn leger med stor fornøjelse indianere, og det tyder på, at de repeterer et eller flere liv som indianer. Mange børn protesterer, når de skal have klippet negle eller vasket hår – hvilket er helt naturligt, da hygiejnen ikke var noget problem for naturfolk.

Skal børn da have lov til at lege de lege, de har lyst til? Ja, Martinus mener, at børn må udleve deres primitive eller lavere stadier, før de kan gå videre i deres udvikling. Et barn, der hindres i f.eks. at lege kriger, kan føre det uudlevede med sig over i den voksne alder og så måske vælge at blive professionel indenfor militæret for der igennem at få sit behov tilfredsstillet. Er alle børn da små "vilde"? Nej, det er de ikke. Hvor drastisk repetionen hos et barn er, afhænger af i hvor høj grad den er udtryk for den udviklingsstandard, det repræsenterer, når det er omkring de 30 år. Et menneske, som i tidligere inkarnationer har fået sin kærlighedsevne stærkt udviklet, vil være ret kærligt og sympatisk i barndommen. At et sådant barn nødigt vil slås, har altså ikke noget at gøre med fejhed. Et sådant menneske repræsenterer den type, der "vender den højre kind til, når det bliver slået på den venstre".

Voksne, forældre, lærere og andre må komme børn i møde med samme respekt og hensyn, som man viser voksne, for bag barnets ydre skjuler sig et voksent menneske. Hvordan skal man da forholde sig overfor et "vanskeligt" barn? At "opdrage" et barn, der er meget vanskeligt at have med at gøre til at blive et nemt barn, er næppe muligt. Man kan derimod eventuelt tvinge det til at opføre sig på en måde, der ligger over dets niveau, men i så fald bliver det som et dresseret dyr. Hvis man kræver noget af et barn, der ligger over dets niveau, kan det blive hæmmet og komme til at lide af manglende selvtillid. Man må lade det gennemgå alle udviklingsfaser.

Grænserne må sættes, hvor barnet ønsker noget, der kan skade andre eller det selv. Den verdensberømte italienske læge og pædagog Maria Montessori skriver i bogen "Barndommens Gåde":

"Barnet er i sit inderste væsen indstillet på at adlyde den voksne. Det er kun, når den voksne forlanger, at det skal fornægte den indre drift, som driver det til at skabe, at det bliver umuligt for barnet at adlyde. Det er ligeså umuligt, som hvis nogen – når barnet er ved at få tænder – vil påbyde det at holde op hermed. Uartighed og ulydighed hos børn er tegn på en vigtig konflikt mellem dets skabende drift og dets kærlighed til den voksne, som ikke forstår det. Når den voksne står overfor et vredesudbrud hos barnet istedet for lydighed, burde den voksne altid indse, at det skyldes en sådan konflikt, og at barnet forsvarer en vigtig handling, der er nødvendig for dets udvikling."

Den nye åndsvidenskab vil komme til at forandre skoleundervisningen. Kun ved at tage hensyn til barnets iboende muligheder, kan man komme det rigtigt imøde og give det den rette undervisning. Et individ, der i mange inkarnationer har levet indenfor civilisationen og opøvet et talent for f.eks. læsning, klarer ganske givet skolegangen så meget bedre end et individ, der kommer lige fra et primitivt samfund. Derfor må skoleundervisningen blive individuel, så hver elev får mulighed for at lære og modtage viden i sit eget tempo. Hver verdensborger, som fødes, må udvikle sine talenter indenfor det område, hvor han/hun har sine interesser og anlæg. Kun da kan han/hun blive til den størst mulige gavn og glæde for sig selv og samfundet.